Hej Cyberhus. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal formulere mit spørgsmål. Det er som om, at det bliver ved at ændre sig, jo mere jeg tænker over det. Men jeg håber, I kan hjælpe alligevel. Jeg kan ikke være i virkeligheden. Hver gang jeg prøver, slår det mig fuldstændig ud. Jeg får ondt i brystet, i maven, og mister kontrol over min krop. Ligger og kramper til at min hjerne tager mig væk igen. Ind i det jeg kalder "semi-real", hvor alting gør lidt ondt, men intet er helt slemt. Det er som regel her, jeg skærer i mig selv. Det hjælper. Det dæmper det, der hele tiden gør ondt - det, der kun bygger og bygger indtil, at jeg bliver kastet ud i virkeligheden. Her er jeg ofte. Næst efter "semi-real" kommer "mute". Intet er noget. Intet betyder noget. Jeg registrerer smerte, sult, kulde, osv, men mærker det ikke rigtig. Også her er jeg tit. Under "mute" ligger hende, jeg kalder "the game-maker" (nogen, der har læst "The Hunger Games"?). Hun styrer "drømmene", der er det inderste lag. De få mennesker, jeg har prøvet at forklare, hvad at "drømme" er, kalder det at dagdrømme. Men det er meget mere. Det er ligesom, når man sover: Tiden slipper forbi alt for hurtigt, der kan ske ting, jeg ikke styrer og alle følelserne er meget ægte. Jeg er afhængig af at drømme. Alt, hvad jeg aldrig har haft og aldrig får, kan jeg alligevel prøve der. Men de isolerer mig. Jeg kan kun drømme, når jeg er alene, så jeg er alene hele tiden. Jeg bor på et opholdssted, går ikke i skole og snakker kun meget sjældent med nogen. Det eneste selskab jeg har, er mine drømme. Jeg kan ikke gå ud i verden. Selv ud af min dør er svært. Jeg er bange for at virkeligheden skal tage kontrol, mens nogen ser det. Det er kun sket en eller to gange i mit liv, men frygten for det er stor. Jeg kan ikke se en fremtid, hvor jeg ikke slutter det. Får fred, endelig. Begår selvmord. Jeg kan ikke huske at have haft det godt nogensinde. At have været glad. At elske nogen efter at jeg brød med min mor, da jeg var barn. At være elsket. Min logik siger mig, at sådan er jeg. Det ændrer sig ikke, for det har aldrig set anderledes ud. Selv da jeg var lille. Jeg snakker med en sygeplejerske i forbindelse med en psykiatrisk behandling, men jeg kan ikke snakke om det, der gør ondt. Hver gang jeg prøver lukker "virkeligheden" munder på mig. Jeg bliver stum. Nogen gange går jeg ud på toilette og kramper sammen i nogle minutter, til at min hjerne tåger mig ind i de dybere lag igen. Hvad skal jeg gøre? Hvad er der galt med mig? Er der en fremtid? En jeg bare ikke har fået øje på endnu? Dette er skrevet så ærligt som muligt, men jeg tvivler på det, for kun "virkeligheden" er ægte, og mens jeg er i den, har jeg ikke kontrol nok til at skrive. Det her er skrevet i de mellemste lag. I "semi", "mute" og "game-maker". Har I hørt om andre der har det som mig? Vil det nogensinde ændre sig? I need hep, but reality cripples me, mutes me, so I can't reach out for it. Tak for tiden brugt på mine spørgsmål.