Må hun fortælle det videre?
Må hun fortælle det videre?
Hej. Jeg var for et par måneder siden udsat for et seksuelt overgreb.. Jeg har haft det rigtig svært, og endnu sværere i skolen. Jeg har ikke fortalt det til nogen, og mine forældre må IKKE vide det. Problemet er at min lærer, hele tiden spørger indtil hvordan jeg har det, og at hun rigtig gerne vil snakke med mig. Jeg vil også gerne fortælle hende hvad der foregår.. Men må hun fortælle det til nogen? har en lærer tavshedspligt? Må hun fortælle det til mine andre lærer, rektor eller mine forældre? Har hun underretningspligt selvom jeg er 18 år? Jeg er virkelig usikker, og jeg håber I kan hjælpe.. Tak på forhånd.
Steffen tager den
Hejsa - super at du undersøger dine rettigheder.. Kan godt forstå at du har haft det rigtigt svært - da det som du selv siger, er noget af en svær situation at være havnet i. Kan godt forstå du er noget usikker, da det også kan være ret kringlet, at finde ud af hvad ens rettigheder egentligt er.
Først og fremmest vil jeg rose dig for, at ville snakke med din lærer om det - det kan i sig selv være en kæmpe hjælp!
Det er sådan at en skolelærer er underlagt en tavshedspligt i forhold til, at hun ikke må fortælle andre om de ting du snakker om - uden din tilladelse, også selvom hun kan synes det er en god ide. Hun kan godt snakke med rektor om det, da han/hun er en samarbejdspartner i samme regi, som hun arbejder i. Dog vil jeg mene, at hun bør snakke med dig om det før.
Vedrørende underretningspligt, så er det en lov som er lavet for at hjælpe børn og unge under 18 år, som kan have brug for ekstra støtte af den ene eller anden art. Da du er over 18 år, så har hun ikke pligt til at underrette kommunen. Du kan læse mere om loven omkring underretningspligt her.
Hun må ikke fortælle dine forældre det, da du er over 18 år og derfor er myndig - hvilket egentligt betyder, at du har selvbestemmelsesret over dig selv.
Har du flere spørgsmål eller behov for at få noget uddybet, er du meget velkommen til at skrive igen.
Venlig hilsen
Steffen