Hvad er livet værd?

brevkassespørgsmål

Hvad er livet værd?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 13 år 5 dage siden

Kære Brevkasse! I løbet af de sidste par år har jeg lejlighedsvis haft nogle depressive tanker med henblik på livet. Det er dog blevet en del værre her i den forgangne uge, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre.... Jeg kan ikke finde glæde i noget. Hverken min bedsteveninde(som er helt utrolig), min nye skole med alle mine nye søde venner eller juletiden kan få mit humør op. Jeg kæmper med at se, hvad meningen med det her er. Hvad laver jeg her lige nu? Hvorfor lige netop blandt disse mennesker og ikke for hundrede år siden? Hvad skal der ske mig i fremtiden? Uanset hvor meget jeg prøver på at overbevise mig selv om, at fremtiden har noget godt i vente, kan jeg bare ikke glæde mig for at være til lige nu og for at være lige her.... Jeg kan ikke se hvorfor jeg burde leve. Der er jo ingen mening. Jeg ville ønske, jeg levede for måske 120 år siden.. Jeg har læst og set meget omkring den tid, og jeg finder det en langt enklere og romantisk tid. Jeg er træt af Facebook og alle vores moderne "skikke"....

Svar: 

Hej med dig.

Det lyder som om du gør dig mange tanker om livet og det fylder meget hos dig. Det er svært for mig præcis at sige, hvad der gør du ikke føler at livet giver mening, for det lyder som om du har nogle gode veninder osv., men jeg vil gerne prøve at dele mine tanker med dig, ud fra det du har skrevet.

Livet er svært
Når du skriver at du ikke kan finde glæde i noget, så tænker jeg på hvordan det mon kan være? Der  er som regel en grund til at der opstår negative tanker. Jeg tænker om det kan være fordi du ikke har det så godt med dig selv? Er ked af noget i dit liv?
Når du er teenager sker der også rigtig meget med din krop, følelser og seksualitet. Du er midt en udvikling og derfor sker der meget nyt i dit liv. Alle disse ting kan også godt være med med til at påvirke dig, så livet kan føles svært og uoverskueligt ind imellem. Jeg kan også godt forstille mig at det kan være svært med Facebook og andre medier. I vores samfund skal vi gerne se perfekte ud udadtil og hvis man så ikke føler sig perfekt indeni, så kan det godt være svært. Så jeg kan sagtens forstå at du kan blive træt at vores moderne skikke. Men livet er svært ind imellem og sådan var det også for 120 år siden. Det var bare nogle andre slags problemer.

Hjælp til dig
Når du tænker så meget over om livet giver mening og ikke ved om du burde leve, så tænker jeg at det kunne være godt, hvis du snakke med en voksen om hvordan du har det. Det kan være svært at gå med sådanne store tanker alene. Hvis det er muligt, så synes jeg du skal prøve at fortælle enten din mor eller far om dine tanker.
Hvis det kan være svært at snakke med dine forældre om det, så synes jeg du skal prøve at kontakte en skolepsykolog. Med en skolepsykolog kan du også fortælle hvordan du har det og I kan tage en snak om meningen med livet.

Livet er noget værd
Her til sidst vil jeg gerne sige at du har noget at leve for. Det lyder som om du har en rigtig god veninde som holder meget af dig. Det må være dejligt med sådan en. Det virker også som du har nogle søde venner på skolen. Jeg er også ret sikker på at fremtiden har meget at godt byde til dig. Selvom det måske kan være svært at se nu, så tror jeg nok du skal komme igennem denne periode af dit liv. Livet har altid op og nedture. Du har også mange opture i vente.

Jeg håber at du vil finde en voksen at snakke med om alle dine tanker, så du kan få noget støtte i denne periode, hvor du synes det kan være svært at se, at livet giver mening.

De bedste hilsner Sine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program