Mine tanker - angst, jalousi og stress

brevkassespørgsmål

Mine tanker - angst, jalousi og stress

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 12 år 9 måneder siden

Mine tanker fylder alt for meget. Min kæreste og jeg har været sammen 3-4 måneder, og jeg er vild med ham, for han er alt, hvad jeg har brug for. Fyre har det sidste års tid haft svært ved at holde på mig, fordi jeg kommer til at kede mig lidt, og ikke har følte mig rigtig forelsket. Men sådan er det ikke med ham her. Vi havde et kort brud, fordi han mente at jeg måske elskede ham højere, end han elskede mig. Det viste sig, at det mest var fordi han ikke er så erfaren i forhold, og måske havde overset sine egne behov for at tilfredsstille mig. Så han har gået rundt og tænkt over, at han havde brug for nogle dage for at tage hjem nogle gange, og bare være sig selv, og han troede det var unormalt, og at det måtte være fordi han ikke elskede mig så meget, og så gik han fra mig. Men han tog samme dag en snak med sine forældre og sin storesøster, som forklarede ham at det var normalt at have det sådan, og de fik snakket om lidt af hvert. Han kom tilbage til mig samme dag, og vi snakkede om det, og jeg sagde, at han jo sagtens kunne tage hjem og være sig selv ind imellem, fordi det har jeg intet imod! Og han sagde at han i de timer, han var væk, fandt ud af hvor meget jeg faktisk betyder for ham. Det er cirka 3 uger siden. Men jeg har kæmpe problemer med mit selvværd. Og det var et kæmpe slag i ansigtet, da han gik på den måde, fordi det kom så pludseligt, og at jeg ikke fik nogen ordentlig forklaring i starten. Min tillid fik et brud, fordi jeg troede det gik så godt, og det gjorde det åbenbart ikke. Han siger, det bare var ham, og hans dumme tanker, og at det egentlig ikke var fordi jeg gjorde noget galt, men alligevel, er jeg så bange for at gøre noget, der får ham til at gå igen, og jeg er bange for at han ikke synes vores forhold er så godt, og at jeg er så god, som jeg vil ha han synes det/jeg er. Og det er forfærdeligt at være så forelsket og ikke vide, om den man er så vild med, har det på samme måde. Han har gjort alt muligt for at vise mig, det var en kæmpe fejl, at han gik, og at han virkelig elsker mig! Jeg havde fra starten svært ved at tro han elskede mig, og kun mig, da jeg har så dårligt selvværd. Men nu er det endnu sværere. Jeg er tit ked af det fordi jeg ikke kan få mig selv til at tro på at han elsker mig så meget som han siger. Og jeg bliver tit smågnaven, og lader det ufrivilligt gå ud over min kæreste, fordi jeg overtolker hans kropssprog. Hvis han ikke sætter sig ved siden af mig i skolen (Vi går i samme klasse på gymnasiet), tænker jeg i min underbevidsthed, at det er fordi han hellere vil være sammen med andre, at han synes det er irriterende at være meget sammen med mig, at han “glemmer” jeg er der… Hvis han ikke ligge hører hvad jeg siger, fordi en anden snakker, bliver jeg fornærmet, fordi jeg så føler han hellere vil høre hvad andre siger, end mig. Hvis han spørger mig i klassen om noget, og jeg svarer, og han alligevel spørger en anden om det, bliver jeg fornærmet over at han ikke tror mit svar er rigtigt. Og hvis han smser, og ikke hører efter hvad jeg siger, bliver jeg fornærmet fordi jeg føler det med at smse er meget vigtigere end mig. Selvom jeg godt ved han bare er dårlig til at multitaske, og at han ikke engang smser særlig ofte. Jeg frygter hvis han skal i byen, at han måske finder en bedre, smukkere, sjovere pige end mig. Jeg hader at tænke på at han seksuelt måske har været sammen med nogle der var bedre end mig, eller havde en flottere krop. Og sådan bliver det bare ved i alle småting der kan tænkes. Jeg ved man altid tænker lidt over de her ting, men de fylder for meget i min verden, mere end normalt er. Jeg har fortalt ham noget om hvordan jeg har det, og vi snakker om det. Jeg begrænser ham aldrig i det jeg vil, det ville jeg aldrig gøre, for han skal ikke laves om på, og jeg ved det er dumt, det der foregår i mit hoved. SELVOM han aldrig kigger efter andre, eller giver mig grund til at tænke de ting jeg gør, altid siger jeg er det bedste, og selvom han jo bare er en fyr, og ikke altid kan regne ud hvad der foregår inde i mit hoved, selvom vi snakker om det, og han siger hvor højt han elsker mig, og at han virkelig godt kunne se en fremtid for os, og at han ikke kunne forestille sig at stoppe det med mig som det er nu, og alt det. Selvom jeg ved, jeg ikke burde tænke sådan, og ved hvorfor jeg ikke burde tænke sådan, bliver det ved. Hvad gør man, når man både ved det er forkert, og hvorfor det er forkert at tænke sådan, og det hele er så logisk, men man bliver ved??

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå på dig, at det er forvirrende at tænke og føle som du gør, når du samtidig godt ved at han vil dig. Det lyder på mig som om at du er rigtig bange for at miste ham – fordi du elsker ham så meget og fordi han måske er den første fyr du føler dig rigtigt forelsket i.

Jeg kan godt forstå det må have været svært for dig, den dag han slog op, men kom tilbage igen, især fordi det lyder til, at det kom som et chok for dig.. Tænker at du må have oplevet det som et tillidsbrud, og at det har gjort din frygt for at miste ham meget værre, fordi det på en måde mindede dig om, at han jo kan slå op lige pludseligt...

Du spørger hvorfor man bliver ved med at tænke sådan, når man godt ved at det er ”forkert” at tænke sådan.. det vil jeg gerne forsøge at svare dig på. Kort sagt er det helt normalt at have det sådan når man er forelsket, og især når det er et nyt forhold – da det tager lidt tid at blive sikre på hinanden og stole på hinanden. Så vil man altid være lidt nervøs på hvordan den anden person har det med en, om den anden nu synes man er god nok, hvad mente han mon med det han gjorde der osv. Derudover tror jeg at det, at du oplevede at han slog op så pludseligt gør disse så normale følelser, usikkerheder og overfortolkninger af signaler lidt større hos dig for tiden.. Og så tager det helt naturligt lidt ekstra tid at få bygget tilliden og troen på at han virkelig vil dig op igen.

Samtidig vil jeg sige, at det lyder som om at han virkelig er vild med dig – og når han er så vild med dig, så er jeg sikker på at han gerne vil lytte på dig, når du har det sådan. Du skriver nemlig at du har fortalt ham ”noget” om hvordan du har det. Så jeg tænker lidt hvorfor du mon ikke fortæller ham alt? Jeg tænker nemlig, at hvis I får snakket om det åbent, hver gang du overtolker et signal fra ham eller bare bliver ked af det, så bliver han måske mere opmærksom på hvornår han skal være der for dig, og hvad du har brug for, og med tiden vil du måske begynde at stole lidt mere på hans kærlighed til dig. Der skal to til at få et forhold til at fungere, og derfor er det så vigtigt, at man får snakket åbent og ærligt om alle ting. Jeg tror også at hvis han ofte føler du bliver sur og ked af det, men ikke kan forstå helt hvorfor du er det og I ikke får snakket om det, så tror jeg det bliver hårdt for ham at være der for dig, og måske også hårdt for ham at kunne klare at være i forholdet, fordi han hele tiden har dårlig samvittighed over at gøre dig ked af det, uden helt at vide hvorfor.

Lige til sidst har jeg lyst til at sige, om du mon har snakket med nogen om det dårlige selvværd du skriver at du har generelt? Ellers synes jeg du skulle overveje at gøre det – fx med dine forældre eller med chatten her på cyberhus. Det er ikke rart at gå og føle man ikke er god nok..

Jeg håber du kan bruge mine svar til noget..

Mange tanker fra Heidi

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program