Hej, Cyberhuset. Jeg ved ikke, om der er noget galt med mig. Jeg er meget bange. Jeg tænker hele tiden på, jeg skal dø, og hvad der sker bagefter. Det får mig nogle gange i panik. Jeg er bange for zombier og alien, selvom jeg ved, de ikke findes. Hvis der kommer nogen, og vil dræbe mig når jeg sover. Engang da jeg var ca. 5, lå jeg på sofaen. Min far og mor troede jeg sov, men det gjorde jeg ikke. Jeg åbnede mine øjne, og så en der var død, men blev levende igen. Han åbnede bare øjnene og stirrede. Det påvirkede mig i lang tid, og gjorde mig bange, når jeg skulle sove. Jeg tænker stadig på det. Jeg sov inde hos mine forældre, indtil jeg var 10, fordi jeg var bange. Når jeg lukkede mine øjne, kom der monstre. Jeg kunne tænke, at jeg sad på en smuk eng, men efter noget tid blev alt sort, og der kom uhyre og monstre, så måtte jeg åbne mine øjne. Jeg kan også huske, jeg græd hos min mor, fordi jeg var bange for, de skulle dø. At jeg aldrig vil få et godt liv, fordi ingen vil kunne elske mig. Bange for mørke. Det der kan være nogen, men også at det hele vil blive sort, når jeg dør. Hvis det er blevet mørk, og jeg stadig er på mit trampolin, må jeg løbe ind, fordi jeg holde automatik vejret, så jeg ikke kan få luft, før jeg er inde. De ting går rundt i mit hoved hele tiden og meget mere. Den eneste måde jeg kan komme af med de tanker, er at dagdrømme. Enten på mit værelse i min seng eller på min trampolin med musik i ørene. Trampolinen startede da jeg var 9 ca. eller yngre. Jeg lever mig ind i en fantasiverden, hvor ingen kan røre mig. Jeg kan være der ude i flere timer. Det er, det første jeg gør, når jeg kommer hjem. Hvis der er nogen, som vil med mig hjem, så siger jeg nej. Jeg vil hellere være alene. Det som om jeg er afhængig. Musik i ørene og en bold jeg sparker til, så kan jeg går i ring en hel dag. Tankerne har skiftet meget. Det har altid været, at jeg ville være en anden. At jeg var en kendt eller noget. Nu det mere at jeg laver om på mig selv. Når jeg skal sove, går jeg ind på mit værelse, men også andre tider f.eks. når det regner. Det at jeg lagde mig ind i sengen startede lidt senere. Der laver jeg også om på mig selv, som i kan gætte, er jeg langt fra tilfreds med mig selv. Jeg tænker mange gange på at jeg finder drømmefyren. Der meget drama i dem. Det ender mange gange med en eller flere begår selvmord. Jeg græder mange gange, fordi jeg lever mig så meget ind i dem. Der sker også mange voldelige, voldsomme eller magiske ting. Jeg går i seng kl. 10, men falder først i søvn kl. 1:00 eller senere. Jeg kan ikke stoppe, når jeg først er i gang, og bagefter er jeg så bange, at jeg ikke kan sove. Da jeg var på hyttetur med min klasse for noget tid siden, kunne jeg ikke klare det. Den første dag græd jeg om natten, fordi jeg ikke kunne klare så mange mennesker, og jeg ikke fik fred. At jeg ikke kunne dagdrømme, fordi de andre talte. Jeg fik lov til at sove med de voksne, så jeg kunne få fred. Efter den 3 dag fik jeg hovedpine og sov i 3 timer. Jeg lavede ikke andet end at sidde på det værelse, imens de andre var sammen. Det eneste jeg ville var at komme hjem. Det skal lige sige, at jeg også er meget usocial og hader mange mennesker. Jeg er også meget genert. Jeg tør ikke købe noget hos en butik, og min mor siger, det vil blive et problem senere. Sidste sommerferie var jeg helt alene hele tiden, og det er også min plan nu. Jeg får det klemt, og føler mig fanget. Jeg tror, det er et år siden, der har været nogen hjemme hos mig, eller jeg har været hos dem. Alle siger jeg er ensom, men det er jeg ikke. Jeg har min fantasiverden. Jeg har det svært med at stole på folk. Hvis jeg skal være ærlig, elsker jeg ikke nogen. Ikke min familie eller noget. Jeg føler ikke noget for nogen. Jeg kan ikke lide ting forandre sig. Jeg har et lille bord siden af min seng. Den skal være åben ellers kan jeg ikke klare at se på den. En lille flaske hvor der står noget ting på. Jeg kan ligge langt tid og tænke over, hvorfor teksten ikke er lige lang. De irriterer mig voldsomt. Også hvorfor de små billeder er hængt sådan og ikke i orden. Jeg kan ikke klare hvis det ikke har en orden. Hvis jeg f.eks. spiller sims, skal væggene være et lige tal. Det gør bare at jeg bliver sur på mig selv, hvis jeg ikke gør det. Selvom jeg gør det nogen gange, ender det altid med jeg må skifte igen, fordi min hjerne bare ikke kan koncentrer sig om andet. Når jeg skal spise, skal det også have en orden, hvor meget jeg tager af hver. Jeg vil have at ting er symmetrisk, eller har en orden på en eller anden måde. Jeg har også pludselig fået en vane med at slukke alt lys. Jeg rejser mig bare om, og går gennem huset, og slukker lys. Jeg kan også stå foran et sted, hvor min forældre er og vente på, de går ud, så jeg kan slukke lyset. Jeg har også fået en vane til at sige nogen sætning tilfældige steder. Lige nu er det vandmelon. Jeg går bare rundt og siger vandmelon. Engang sagde jeg: ’’Jeg skal føde’’. Alle synes det helt vildt mærkelig. Det er det vel også. Undskyld mit brev var så langt, men der er så mange ting. Det gør det meget svære at leve. Nogen gange vil jeg bare dø. Jeg hader alt og alene. Som om ingen forstår mig. Det hele er galt med mig. Hvis man bare kunne starte om igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.