Kære dig

Først vil jeg sige at jeg synes det er rigtigt godt at du vælger at skrive herind. At gå med tanker og bekymringer selv, kan nogle gange blive for meget, og så er det godt at få skrevet det ned. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at give dig noget du kan bruge til noget.

Det at miste, uanset om det er en ven, veninde, mor eller far er noget som berører vores liv, og heldigvis for det, for det betyder bare at vi har investeret vores følelser i det forhold, og det er det der gør os til mennesker.

Din veninde vil altid betyde meget for dig, og jeg synes det er helt ok du stadig snakker om hende og har billeder af hende, det er jo en måde at bearbejde sorgen og tabet på. Og vi skal give os selv lov til at sørge. Vi sørger bare på forskellige måder. Nogle nægter helt at snakke om den døde fordi det gør for ondt på dem, og så begraver de sig i arbejde. Andre gør som du, snakker om dem, og kigger på billeder.  

Det kan selvfølelig godt være svært for andre at forstå hvorfor vi gør som vi gør. Men det jeg fornemmer når du siger at dine venner synes du skal tænke på dem der lever nu, er at de måske er bekymret for dig. Måske er de bange for at du glemmer dig selv og bliver så trist og indelukket af sorg over tabet af din veninde, at du glemmer at leve dit liv.

Det kan godt tænkes at du ikke føler så meget for at leve dit liv som før, måske fordi du er bange for at svigte den veninde du har mistet. Men jeg tænker at du skal give dig den tid du har brug for, bliv ved med at have et billede af hende i din pung, tag hende med hvor du er, men se fremad. Liver venter også på dig, og din veninde ville havde ønsket at du var lykkelig.

Så kære dig. Husk din veninde, og lev for dem der lever for dig, og gør dig selv lykkelig igen.

kram fra Isabella