Kære du

Tak for dit brev til brevkassen – jeg kan godt forstå du lige skal have noget tid til at forstå og acceptere din diagnose. At få sat navn på ens problemer har to sider; det kan være en lettelse at det har et navn, da det betyder at andre også har det som dig, men når det har et navn går alvoren måske også op for en. Den dobbelthed læser jeg også i dit brev, når du skriver du endelig fik din diagnose, men at du er stemplet for livet.

Du skriver to temaer i dit brev, som jeg lige tager en af gangen;

Accept af borderline:

Det er stadig meget nyt – 2-3 uger siden – du fik din diagnose, men du har kæmpet i 9 år. Det kan være svært at acceptere at man ikke er som alle andre – hvilket det lyder det til at du også føler med at være lesbisk og have haft et hash-misbrug. Nogle mennesker kæmper for at være specielle og ikke være som alle andre, mens andre helt naturligt er specielle og anderledes end mængden.. Du har helt ret i at det handler om at acceptere at man er som man er, få det bedste ud af det, og arbejde med de ting man kan og vil ændre...

At acceptere at du har borderline handler om at holde fokus på at det bare er et navn på de problemer du kæmper med. Og når de problemer har fået et navn, har behandlerne en bedre idé til hvordan de bedst muligt kan hjælpe dig med de problemer. Du kan nu spørge lægen der har givet dig diagnosen, hvordan de plejer at behandle folk med borderline, og en idé ville også være at spørge ham om en psykolog til at støtte dig i at acceptere den diagnose de nu har givet dig – for det er helt sikkert en ting der er rart at få professionel støtte til, fra en som ved en masse om det...

Hvordan fortælle dine forældre om selvskade:

Du skriver det har taget hårdt på din mor at du har haft det svært, men ud fra dit brev får jeg også indtrykket af, at din familie støtter dig rigtig meget og gerne vil støtte dig. Når man skærer i sig selv, er det oftest fordi der er noget der gør ondt indeni, som man ikke føler man kan få ud på andre måder. Derfor tænker jeg at det er vigtigt at dine forældre ved det, så I kan lave en aftale om, at når du får lysten til at skære i dig selv, så kommer du til dem og fortæller hvad det er der gør ondt lige nu. For dét at fortælle om de følelser man har, er en meget bedre måde at komme ud med den smerte indeni på, som man måske føler man lindrer og ”glemmer lidt” mens man skærer. Derfor synes jeg at du skal sætte dig ned en dag og bare være ærlig overfor dine forældre om din selvskade og om hvordan du kan bruge deres hjælp til at stoppe det.. Derudover tænker jeg at det også er vigtigt at lægen ved at du skærer i dig selv. Hvis han/ hun ikke allerede ved det, så synes jeg du skal fortælle det, så lægen også kan støtte dig i at finde en anden måde at få smerten ud på..                                                                                Det lyder til at du ikke vil bekymre dine forældre for meget, men jeg får indtrykket af at de gerne vil være der for dig, og jo mere du er ærlig overfor dem, jo bedre kan de støtte dig. Mange steder kan pårørende til folk der har det svært også få noget hjælp og støtte – en idé kunne være at høre din behandler om de ikke tilbyder en samtale med de pårørende også.

Når du skriver, at der er så mange ting inde i dig, som du brænder inde med, får det mig til at tænke at du trænger til at få talt med nogen om alle de ting du skriver her og de følelser og tanker du brænder inde med. Når du fortæller om dine selvmordsforsøg, tænker jeg også at du har nogle selvmordstanker, som jeg tror du har brug for at snakke med nogen om - derfor håber jeg rigtig meget at den læge, som gav dig diagnosen, vil henvise dig til noget terapi hos en psykolog, så du kan talt om alle de ting du brænder inde med, og det er faktisk helt okay at du selv spørger efter at få en psykolog hos lægen, så de ved at du har brug for det og lyst til det.

Jeg håber du vil tænke over det ting jeg har skrevet, og at du vil få talt med din læge om at få en psykolog og at du vil få fortalt både dine forældre og lægen om din selvskade, så du kan få hjælp til at håndtere den også.

Mange tanker fra Heidi