Sukkersyge

brevkassespørgsmål

Sukkersyge

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 3 måneder siden

I oktober 1994 blev min søster født på Rigshospitalet i København. Min fik den såkaldte graviditetssukkersyge, og den gik IKKE væk igen, som den burde. Sådan har jeg ihverfald forstået det. September 1997 bliver jeg født samme sted, og der har min mor sukkersyge. Jeg tror muligvis at jeg er ved at udvikle sukkersyge, eller måske går rundt med det uden af vide det. Om det blot er noget jeg forestiller mig, ved jeg ikke. Min mor døde i februar 2011, og jeg kan ikke huske hvilken type hun havde, men de fælles symptomer er: - Tørst. Jeg drikker en hel del, og har næsten altid en drikkedunk med saftevand eller vand ved mig. I skolen køber jeg altid vand, og får jeg valget mellem at spise eller drikke, vælger jeg drikke. - Hyppig vandledning. Nej, ikke ligefrem. Omkring gennemsnittet, vil jeg tro. - Træthed. JA! Jeg er altid træt, men når jeg så vil sove, kan jeg ikke. - Nedsat appetit og vægttab. Ja! Min appetit er ikke så stor, og før i tiden spiste jeg en hel del. Mad siger mig ikke det store. Vægttab er jeg gået fra 60 til 57. - Kløe ved kønsorganer. Nej, ikke rigtig. - Infektioner. Nej, heller ikke. Det kan godt være at det er mig der er paranoid, men jeg er interesseret i et svar. Jeg forstod ikke min mors sygdom så godt, og hun var ofte indlagt. Ikke fordi hun ikke passede det som de siger, men fordi den var grov. Den kostede hende livet (kombineret med følgesygedomme) i starten af 2011. Er der en mulighed for at man kan blive tjekket for dette? Det virker måske mærkeligt bare at trappe op, men nu hvor min mor har haft det i en så alvorlig grad, så tænker jeg at det også kan ske for mig.

Svar: 

Kære du, 

Godt du skriver ind. Når man har oplevet en sygdom helt tæt på i familien, så kan man ikke undgå at tænke, om den også opstår i een selv. Så det er absolut nogle helt naturlige tanker du gør dig.

Sukkersyge er en sygdom, som rigtig mange mennesker i Danmark har. Folk, som har sukkersyge, kan opleve det meget forskelligt. Nogle mærker ikke meget til det, nogle tager piller, andre tager indsprøjtninger og nogle - som din mor - bliver indlagt med det. Men jeg kan høre at du allerede har læst lidt på symptomerne. Du har helt ret. Mere tørst, oftere tisseture, træthed og vægttab er nogle helt klassiske tegn. Men når du ikke tisser mere end normalt og du har tabt dig i vægt fordi du har mistet appetitten, så er det ikke helt så tydeligt. Mange som får sukkersyge i din alder oplever også at blive svimle en gang i mellem. 

Men heldigvis er det rigtig let at teste for sukkersyge. Så jeg synes du skal bestille en tid hos din læge og fortælle om din bekymring. Man kan måle sukkerindholdet i blodet. Det kan nemt fortælle om du har sukkersyge. Det kræver en blodprøve, som din læge kan tage. Så du skal ikke engang igennem store undersøgelse eller noget som gør ondt. Din læge vil sagtens kunne forstå din bekymring. Han/hun vil ikke synes det er skørt. Du har jo en helt god grund til at tænke på det.

Så afsted til lægen med dig, og så krydser vi fingre for at du ikke har sukkersyge ;-)

Venlige hilsner fra Line

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program