Ingen sexlyst

brevkassespørgsmål

Ingen sexlyst

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 12 år 2 måneder siden

Kære brevkasse, Jeg er lidt fortvivlet, idet jeg har en rigtig sød kæreste, men absolut ingen sexlyst. Vi har været kærester i 4 måneder nu, og han undrer sig helt klar over hvorfor vi endnu ikke har været sammen, og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre ved det, for inderst inde vil jeg jo gerne, men jeg er bare så utrolig genert. Bare tanken om at tage mit tøj af foran ham, slår pusten ud af mig. Det skal siges, at jeg altid har været meget genert, så det har ikke specifikt noget med ham at gøre. Jeg har altid været den stille pige i klassen, og det har jeg egentlig haft det ok med, men nu bliver det et problem i et seriøst forhold. Min kæreste har været tålmodig med mig på dette område, men jeg kan jo godt mærke, at det er langt fra optimalt for ham. Jeg føler mig lidt som en pige på 12 år, der bare er super genert over sin krop, hvilket er træls i min alder... Hvad skal jeg dog gøre?

Svar: 

Hej med dig.

Hvor er det godt du skriver til os i Cyberhus. 

Jeg tror jeg vil tage udgangspunkt i at du fortæller at du er genert. Lige indtil nu har det ikke været et problem for dig, at du er den stille og generte pige. Nu har du mødt din kæreste og det er et seriøst forhold. Din kæreste betyder noget for dig og du vil inderst inde gerne være sammen med ham. Din generthed holder dig tilbage og du føler dig som en pige på 12, som skal i gang med at lære sin krop at kende, at udforske din krop, kigge på den, se hvordan du udvikler bryster, behåring mm. Det kræver en nysgerrighed og lidt mod at kigge på sig selv i et spejl. At lærre at kigge på dig selv og værdsætte det du ser. Du kan prøve (en dag hvor du er alene) at klæde dig af foran et spejl, at kigge dig i spejlet. Vænne dig til at se på din krop. Du må gerne være genert. Det er helt okay og er en del af det at du udvikler din seksualitet og din lyst. Gennem denne lille "øvelse, vil du få en forbindelse til din krop. Når du har kigget, kan du prøve at røre ved dig selv, altså onanere.

Samtidig med at du nu lærer dig selv at kende - Kan du prøve attale med din kæreste om hvordan du har det. Det kræver tillid, at vise sig og specielt for dig fordi du er genert! Det lyder til at din kæreste har tålmodighed. Måske kan han støtte dig. Måske kan du vise ham din mail som du har skrevet til os eller fortælle ham hvordan du har det. Ud fra den og mit svar kan I få en snak om at din generthed fylder meget i dig og at det ikke har noget at gøre med ham. Det vil måske være meget naturligt at gå meget langsomt til værks. Din kæreste vil vide hvad det er der holder dig tilbage, og han vil have mulighed for at støtte dig. Prøv at starte med at holde i hånd og kysse lidt. Senere røre hinanden uden på tøjet.. og sørg for at fortælle hinanden hvordan I har det. Du har altid lov til at stoppe "legen", og fortælle hvad der sker i dig.

Måske har din generthed ikke noget med din lyst at gøre. Måske overdøver din generthed din lyst og dit mod til at træde ind i seksualitetens verden.

Du kan altid skrive ind igen, hvis du har brug for det. 

KH og sommerhilsner Mette.

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program