På det seneste har livet ikke været så let. Mit liv har faktisk aldrig været let, og jeg tror det er en del af mit problem. Ser i, jeg drømmer meget. Altså når jeg sover drømmer jeg rigtig meget. Jeg drømmer hver nat og jeg kan huske hver eneste drøm. Jeg kan beskrive dem helt ned i detaljer. Drømmene bliver også siddende. Normalt glemmer man sine drømme 10 minutter efter, men jeg kan huske mine op til flere dage efter. Det er ikke ligefrem mareridt jeg har, men alligevel vågner jeg efter hver drøm næsten, så jeg mister rigtig meget søvn. Det medfører til at jeg ikke kan følge med i skolen og falder i søvn minuttet efter jeg er kommet hjem fra skolen. Jeg sover hele tiden når muligheden er der. Jeg troede det var noget der bare ville stå på i en kort periode, men jeg har nu haft det i 1 - 2 måneder. Så jeg søgte lidt rundt på nettet, da det gå mig rigtig meget på. Man siger at man drømmer meget hvis man har meget at tænke på. Hvis der foregår rigtig meget omkring en. Uløste problemer er tit oversagen til det. Jeg har mine problemer, så kan det være det? Jeg har det med at bliver rigtig sur på min bror nogle gange. Bare han åbner munden og siger "hej" kan jeg blive sur. Jeg ved ikke hvad der skaber den vrede. Jeg påstår at det er fordi han minder mig om vores far. (vil jeg komme til senere.) Men den her vrede. Jeg ved virkelig ikke hvad der skaber den. Kan det mon også være fordi jeg er så træt hele tiden? At min mangel på søvn får mit humør til at opføre sig fuldstændig latterligt? Vedr. min far: Min far har ikke rigtig været en del af min barndom. Han arbejde rigtig meget, og når han endelig var hjemme ville han helst være for sig selv, så jeg tilbragte ikke mange øjeblikke med ham. Jeg går rundt og er lidt indebrændt på min far. Mine andre venner har fantastiske fædre, og jeg bliver jaloux. Jeg ville ønske at jeg var 'daddys little girl', men det er jeg langt fra. Jeg har altid skændes meget med min far, men da mine forældre besluttede sig for at lade sig skilles, gik det helt galt. Når jeg var hos min far skændes vi så meget, at han tilsidst sendte mig hjem til min mor. Han smed mig ligesom ud og så var det op til at ringe efter min mor eller bedste forældre. Det var virkelig svært for mig og jeg mistede rigtig meget for mig far. Jeg stoler ikke på ham og jeg elsker ham ikke. Jeg kan få det så dårligt med mig selv når tanken rammer mig. Jeg elsker ikke min far. Forfærdelig, ikke sandt? Det tog så hårdt på mig at jeg så selvskade som den eneste udvej. Det fik smerten til at forsvinde. Det gjorde det ikke meget bedre at jeg d. 28 marts 2011 mistede en nær ven. Det blev meget værre. Min verden faldt fra hinanden. Siden da har jeg haft svært ved at finde mig selv. Jeg har ingen at snakke om mine problemer med, men på den anden side vil jeg ikke snakke om det. Jeg har mine ar der hver dag minder mig om, hvor langt nede jeg har været. Jeg er på vej derhen igen. Jeg som forsvundet. Som jeg skrev på en blog jeg har igang: Jeg er på bar bund. Som strandet på en øde ø. Sigter mod himlen, men falder pladask mod jorden igen. Hvis jeg falder fra hinanden, så kig den anden vej. Jeg har brug for hjælp. Jeg stoppede for længst med at selvskade, men kan mærke at det hiver på mig igen. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig, jeg ved bare noget er galt. Hvad skal jeg gøre med drømmene og den konstante træthed? Kan min fortid have noget at gøre med det hele? Ekstra info: Jeg startede på efterskole efter sommerferien, men måtte tage hjem igen. Jeg kunne ikke klare at være væk fra min mor. Hun er min største støtte. Desuden føltes det bare forkert at være der. - Jeg så det som et nederlag. Jeg skulle bare have holdt ud, men jeg var for svag. 'For svag' - det er min tanke. Der er en masse andre ting der er igang i mit liv og en masse der hører til min fortid, men det jeg har skrevet er lige det grundlæggende, som jeg har de største problemer med fortiden. Tak på forhånd.