Kære MJ

Først vil jeg sige velkommen på Cyberhus. Det er super godt du vælger at skrive ind, og få dine tanker og bekymringer ud. Det er en god start på en bearbejdning, og en vej at finde ind til hjælpen på.

Psykisk sygdom og medicin: Det er aldrig nemt at få en diagnose, man bliver forvirret omkring hvem man selv er, om der pludselig er ting man ikke kan osv. Ligeså slemt er det for den familie som er tæt på den der har fået en lidelse. Skizofreni er en af de sværeste psykiske lidelser man kan få, den er både svær at behandle, og den er svær at "lære at kende". Forstået på den måde at den er svær at styre. Styrer man den ikke, er det den der styrer personen, og det betyder at folk omkring den syge, måske ikke længere kan genkende vedkomne i dennes handlinger og væremåde. Lidelsen kan gøre at man siger ting man slet ikke mener, og det er svært både for den syge og dem det går ud over. Men uanset hvad din mor siger, så elsker hun dig, hun har bare en sygdom der gør at hun får nogle udbrud, hvor hun siger ting hun ikke mener, hun kan bare ikke styre det.

Ud over det, er der medicinen. Til tider kan det være svært at finde den rette behandling, fordi alle patienter ikke reagerer på samme måde på behandlingen, så nogle gange er lægerne nød til at prøve sig lidt frem. Det kan være meget svært for den syge, både at acceptere, men også kroppen kan få alle mulige bivirkninger, som kan være trælse og svære at klare.

Det er super hårdt og svært og jeg forstår dig rigtigt godt, fordi det sikkert både gør dig forvirret, samtidig med at det gør ondt på dig at se dig mor så dårlig, og "ikke være sig selv".
Det bedste du kan gøre er at passe på dig selv, skærme dig selv for hendes udbrud, og når I ellers kan være sammen, skal du være dig selv, selvom det kan syntes umuligt. Men hun har burg for stabilitet, og struktur i hendes hverdag. Så hvis du kan være den samme altid er det, det bedste du kan gøre. Bliver hun sur, så prøv at lade hende være lidt, og tag en stille snak når der igen er ro på.

Du skriver at du ikke kan snakke med hende fordi hun bliver sur. Prøv at undgå at kalde hende sur og vred, for det gør bare det hele værre. Hun kan ikke gøre for at hun har det, som hun har det, så når hun bliver kaldt ting, bliver hun logisk nok meget ked af det og frustreret, og så siger hun ting hun ikke mener. Så pas også på din mor, som du skal passe på dig selv. Det ser måske ud som om hun bliver sur, men det der faktisk sker er at din mors hjerne er presset og stresset på grund af hendes lidelse, og det betyder at hun ikke kan overskue noget, eller klare konflikter. Hun har svært ved at tage beslutninger, så når der bliver sat nogle krav til hende, også selvom de måske er rimelige, kan hun ikke klare dem. Det stresser hende og derfor reagerer hun "surt". Så forsøg at gøre tingene så simple for hende som muligt, og med den alder du har, tage de beslutninger selv som du er i stand til. På den måde tager du ansvar og du tager presset af hendes skuldre.

At forstå: Det kan være super svært at forstå andre mennesker og deres verden og virkelighed. Så det der er vigtigst for dig, er at du holder fokus på dig selv, forstår dig selv og dine reaktioner. Du skal begynde at tage nogle valg og vælge dine egne kampe. Jeg synes det lyder som ide, at komme væk hjemme fra, og måske skulle du tage til din sagsbehandler igen, tag evt. en veninde med, eller en anden du er tryg ved. Du har ret til hjælp, og din sagsbehandler må ikke bare afvise dig, uden en velbegrundet grund. Hvis hun gør kan du se om du kan få en anden sagsbehandler, som kan hjælpe dig med at se hvad du har af muligheder.

Du har sikkert mulighed for kontanthjælp da du ikke har en indtægt, eller er igang med uddannelse, men går ledig. Eller du har måske mulighed for at begynde noget uddannelse, så du får ret til SU, og på den måde kan du have råd til et værelse et sted, bare så du kan komme hjemme fra, og begynde at skabe din egen verden og fremtid. Der er kun en til at tage ansvar for dit liv og fremtid, og det er dig, og det er helt ok at få hjælp til at komme godt igang.
Du skriver at du ikke vil forlade din lillesøster i de omgivelser, men jeg er nødt til at fortælle dig, at din lillesøster ikke er dit ansvar. Hun er dine forældres ansvar. Hvis du flytter væk, kan hun måske komme på besøg hos dig engang imellem, så hun også får lidt pauser.

En anden ting der kunne være hensigtsmæssigt for dig, hvis du ikke allerede gør det, er at komme til psykolog. Det at vokse op med en syg forælder, kan påvirke en i negativ retning, og det er vigtigt at du får plejet dig selv, både fyskisk og mentalt, så du kan få et godt liv.

Far: Jeg synes også du skal åbne op og fortælle din far, hvor svært det hele er. Jeg er sikker på han også er påvirket af situationen, og derfor vil lytte og hjælpe dig. Han er den nærmeste og måske kan I sammen med din faster, finde hjælp og trøst hos hinanden. Prøv om I kan bruge lidt kvalitetstid sammen, lære hinanden lidt at kende, og forstå hinanden i den verden I begge har været i så længe. Jeg er sikker på I kan være noget positivt for hinanden. Del også din bekymring for din søster med din far. Hun er hans ansvar, og han kan sikkert hjælpe med at støtte hende bedre i hverdagen, hvis du flytter.

Jeg håber alt løser sig for dig, jeg er sikker på der venter en god fremtid for dig.

Kærlig hilsen
Isabella