Brudt tillid.

brevkassespørgsmål

Brudt tillid.

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 11 år 11 måneder siden

Min kæreste og jeg har været sammen i 9 måneder. Det var min kæreste som var opsat på at vi skulle finde sammen, jeg var lidt længere tid om at blive vild med ham. Da vi først blev kærester synes jeg at jeg kunne mærke et skift hos ham – vi gik fra altid at mødes i byen, til at han pludselig var svær at få fat og gerne ville alene ud med drengene. Det så jeg faktisk ikke noget problem i. Jeg var overbevist om at vi kunne stole på hinanden, men mit eget behov for at gå i byen faldt væsentlig efter vi fandt sammen. Men vi havde det meget dejligt med hinanden i hverdagen. Efter en noget vild periode med mange byture (hvor min kæreste dog altid ringede på vej hjem for at sige godnat), blev jeg ret træt af at han ofte drak sig så fuld at han ikke kunne huske hvad han havde lavet aften før. Han syntes også selv at det var blevet for meget og skar ned. Jeg husker denne periode som svær, jeg hørte lidt om andre piger som lagde an på ham i byen, men han kom jo altid hjem til mig eller ringede når en aften var forbi. For at være helt ærlig så havde jeg også tvivl i starten af forholdet og havde generelt svært ved at åbne mig helt op overfor ham og især i denne periode overvejede jeg virkeligt at slå op. Jeg valgte i stedet at kaste en masse positiv energi ind i forholdet og han gjorde det samme. Efter at have været sammen 7-8 måneder følte jeg endelig at vi var ved at blive rigtig tætte. Vi begyndte at se hinanden hver dag, vi mødtes tidligere og tidligere i byen og havde det sjovt med hinanden. Jeg fik en ny fornemmelse af at ikke kunne undvære ham og jeg modtog så meget kærlighed fra ham. Desværre sker der så det at min kæreste en dag låner min computer og glemmer at logge af facebook. Jeg gør noget ret usselt og læser nogle af hans beskeder, mest af alt fordi jeg er nysgerrig på hvad der egentlig skete i den vilde periode. Det viser sig så at min kæreste har skrevet flirtende og nogle gange ligefrem i en seksuel tone, med forskellige piger i en længere periode, mens vi har været sammen. Korrespondancerne handler meget om at han ikke kan huske hvad der er sket til de forskellige fester og byture. Det ser ikke ud som om at han har kysset med andre (pigerne ved godt at han er sammen med mig), men der er helt sikkert foregået et eller andet. Hvis det var sket en enkelt gang ville jeg faktisk kunne leve med det, for alle kan komme til at dumme sig i en brandert. Mit store problem er at den diskrete flirt forsætter i ædru tilstand. Og at det sker flere gange. Min kæreste giver ikke udtryk for dårlig samvittighed eller at han er glad for mig – han er bare lettet over at han ikke har dummet sig for ”alvor” og ellers er det bare lol og smiley’er hele vejen igennem. Det værste er dog at han efterfølgende ofte tager kontakt til dem på facebook og spørger om de ikke snart skal feste igen. Jeg føler mig så naiv og ydmyget. Især når diverse piger og hans venner i beskederne er nødt til at minde ham om at han har en kæreste. For til sine venner skriver han også at han er liderlig efter andre piger, at den og den er så fræk osv. Hans venner svarer nogle gange i samme tone, så skal det bare tages som useriøst drengelir? Mit dilemma er at de her beskeder lægger lidt tid tilbage. Ca. en måned. Der har ikke været noget efter at vi ligesom blev tættere, så er det så overhovedet konstruktivt at tage det op nu? Eller skal jeg vente og se hvad der sker i fremtiden? Jeg er selv meget monogam og har ikke behov for at finde bekræftelse andre steder, men et eller andet sted har jeg lyst til at kaste alle principper over bord og bare lave det samme få-appetit-ude-spis-hjemme stunt. Egentlig ved jeg jo med sikkerhed at han ikke har været sammen med andre, men jeg er stadig ekstremt såret over hans opførsel. Vi har altid haft et virkelig godt og spændende sexliv (han synes måske at det er lidt bedre end jeg), så hvorfor så det her behov for tale med andre piger? Jeg er også bange for at hvis vi først tager snakken, så er jeg nødt til at gå fra ham. Og det ved jeg ikke om jeg er parat til…

Svar: 

Hej med dig..

Jeg synes det er godt du skriver og prøver at få en andens holdning til de ting du har oplevet og til dit forhold med din kæreste. Fordi det er slet ikke en nem situation du står i og jeg kan godt forstå du er usikker på hvordan du skal reagerer.

Jeg vil prøve at komme med mine tanker, men jeg synes faktisk også du skulle prøve at høre nogle andres holdninger til det. Måske venner, men også voksne. Det kunne være i chatten her i Cyberhus eller måske nogle voksne du kender fra familien. Fordi der er ikke et rigtigt svar her og det handlerg meget om, at du skal finde det svar der passer til dig.

Jeg vil også gerne lige sige, før jeg svarer på dit spørgsmål, at jeg synes det var flot, at du tog den beslutning med at kaste en masse kærlighed efter det. Og det lyder til at det var den rigtige og gode beslutning.

Flirteri, "samle appetit ude, spise hjemme og useriøst drengelir, jeg tror det alt sammen er noget som eksistere i alle parforhold. Spørgsmålet er bare hvor meget man synes er okay og hvornår grænsen er nået. Om man møder en person man synes er spændende eller sød, og så er det det, eller om man begynder at flirte lidt og måske tager den så langt at skrive lidt med den person på facebook er forskelligt, og sommetider kan det være svært at finde ud af hvad er rigtig og forkert.

Det er din mavefornemmelse der bestemmer og ud fra det du skriver, så tror jeg du kan mærke, at han er trådt over din grænse.

Personligt er jeg enig med dig. Jeg synes det er okay at flirte i byen og jeg er en fyr, så jeg ved også hvad useriøst drengelir er, og begge ting kan være ret ufarlige....men det kræver at man respektere sin kæreste og ved med sig selv, at det er hende man vil have.

Når man tager flirteriet videre på ex. facebook, eller mødes igen med de piger man flirter med, så synes jeg han tager det et skridt videre. Han begynder at have fokus andre steder på dig og jeg synes også det er respektløst over for dig.

Derfor synes jeg, at I skal have en snak om hvad der er okay og hvad der ikke er okay. Hvad betyder flirteri for jer og hvad kan I begge to acceptere. For han skal jo også acceptere at du kan flirte og møde dejlige fyre derude..

Som du selv skriver, så er det jo ikke hamrende godt, at du har kigget i hans Facebook beskeder og det er at overtræde din kærestes privatliv. Derfor må du også acceptere at han nok bliver sur og skuffet over det. Men sket er sket, og det næste I skal have snakket om, er hans flirteri.

Det er slet ikke sikkert han lægger noget i det og måske er det bare noget han altid har gjort, med eller uden en kæreste. Måske er det heller ikke et problem for ham at holde op og måske kunne han aldrig finde på at kysse med en anden. Men det er noget i skal snakke om og I skal lære at kende hianden grænser på det her område.

Det kan sagtens være en svær snak at tage, men det kan også betyde at jeres forhold bliver endnu stærkere..

Jeg håber du kunne bruge mit svar og at du får en god snak med din kæreste...
Venlig hilsen
Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program