Løs/grim vagina

brevkassespørgsmål

Løs/grim vagina

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 11 år 10 måneder siden

Halløj. Først vil jeg lige sige, super fed brevkasse. Jeg har det problem at jeg synes min vagina er grim, så meget at det påvirker min selvtillid omkring sex. Jeg er stadig jomfru, men har en kæreste lige nu. Da det er et langdistance forhold har vi ikke været sådan rigtig intime før, men min kæreste er en pige, så når vi engang skal have sex kommer det jo til at være oral sex. Jeg er noget usikker omkring det da jeg synes min vagina er ret grim. Den er 'løs', og istedet for en pæn sprække er den nærmest svulmet. Alt den røde hud sidder udenfor mine skamlæber, og mine skamlæber er næærmest ikke eksisterende. Desuden er sådan en del af det røde hud som nærmest er sådan en klump som stikker ekstra meget ud. Selv når jeg står med samlede ben kan man se den. Jeg ser normalt ikke særlig meget porno, men jeg har været inde og set nogle videoer, for at se om det var normalt, men kunne kun finde piger der havde en 'stram' vagina. Man hører tit folk udtrykke en 'slasket fisse' som noget gamle kvinder hår, og som jeg har forstået det er der ikke nogen der finder det særlig sexet, og det genere mig virkelig.

Svar: 

Hej med dig.

Det er rigtig godt at høre, du er glad for vores brevkasse og også selv bruger den. Det lyder til, at det er noget du har gået og tænkt over i et stykke tid, så det er flot, du har fundet modet til at skrive ind til os.

Jeg forstår det sådan, at du er ked af den måde, din vagina ser ud på, men også at du måske er lidt usikker på, om den ser ud, som den skal.

Alle mennesker ser forskellige ud, og alle menneskers kønsdele er lige så forskellige, som deres ansigter. Der er altså ikke nogen rigtig standard for, hvordan en vagina skal se ud. Nogle har store skamlæber, andre har små og nogle har både en stor og en lille skamlæbe - alle er forskellige mellem benene. Det er godt, at du selv har prøvet at søge lidt for at se, hvordan andres vagina ser ud, men porno er måske ikke det bedste sted at søge. Det er desværre lidt sådan i vores samfund, at det er den "stramme fisse", der er idealet, og det er derfor den vagina, der bliver vist i poronofilm, men det er vigtigt at huske på, at det langt fra er alle, der ser sådan ud. Du kan få et mere realistisk billede af hvordan vaginaer ser ud ved fx at kigge på billeder fra "kussomaten" , da det er "ægte" kvinder, der har fået fotograferet deres vaginaer. Du kan finde billeder fra Kussomaten HER. Ellers kan du prøve at kigge på Sexlinjens hjemmeside, hvor du kan læse om skamlæber.

Du skriver også, at du er usikker på, om din kæreste vil synes du er sexet, fordi du har opfattelsen af, at din vagina ikke er pæn. Selvom det måske lyder som noget, man har hørt før, så er tror jeg på, at når to mennesker holder rigtig meget af hinanden, så mister udseendet lidt sin betydning. Hvis din kæreste og dig har besluttet jer for at være intime, og hun får muligheden for at give dig oralsex, så tror jeg, at hun vil tænde på dig, uanset hvordan din vagina ser ud, fordi det jo lige netop er dig, hun har valgt at være sammen med. Og når det så er sagt, så har jeg aldrig hørt om nogen, der ikke tændte på en pige, fordi hun havde en bestemt slags skamlæber.

Noget andet, men måske endnu vigtigere er, at du selv prøver at se det positive ved din vagina. Det er den eneste du har, og hvis du "bliver gode venner" med den og holder af den, kan det måske også være nemmere at tro på, at andre kan holde af den. Det lyder måske dumt, men du kan fx prøve at holde om den, når du ligger i sengen om aftenen. Der er ikke så langt fra at holde om til at holde af. Du skriver ikke om det i dit brev, men hvis du ikke gør det i forvejen, kan du også prøve at røre ved dig selv, og mærke den nydelse og glæde, det kan give.

Her til sidst vil jeg bare sige, det er rigtig dejligt at høre, du har fundet en kæreste, du har lyst til at være intim med. Jeg håber, du kan bruge mit svar, så det bliver en god oplevelse for dig, når I skal være sammen første gang.

De bedste hilsner

Tanne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program