Konfi eller ej?

brevkassespørgsmål

Konfi eller ej?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 11 år 1 uge siden

Hey Cyberhus, super forvirrende at finde her ind, syntes der mangler lidt farver, men whatever, ellers er det dejligt med forandring:) Nååår, tænkte på om jeg skal konfirmeres eller ikke. Jeg tror på der er noget, men ikke på at der sidder en mand oppe i himlen og styrer os, men ved der er mere mellem himmel og jord og ja... håber du forstår, for det er ***** svært at forklare! Nårh, men håber ud forstår det hele, mit spørgsmål er om i syntes jeg skal til konfi eller ej? Alle i min familie er konfimeret, intet pres, men syntes det var en bonus info.

Svar: 

Hej med dig

Det er godt at du fandt os, selvom vores nye hjemmeside måske kan virke lidt forvirrende her i starten. Selvom hjemmesiden ser anderledes ud, er det stadig helt den samme brevkasserådgivning.

Jeg synes det er et rigtigt godt spørgsmål du stiller og et spørgsmål jeg er sikker på, at der er andre på din alder der også tænker over, fordi det her med konfirmationen begynder at fylde meget i din alder.

Om du skal konfirmeres eller ej, er noget kun du kan mærke helt inden i dig selv. Men jeg vil gerne forsøge, at komme med nogle tanker omkring hvad der gør at man vælger det eller ikke.

Du skriver at du tror på at der findes et eller andet, men ikke at der sidder en mand i himlen. Jeg tror ikke der er særlig mange, heller ikke kristne, der tror på at der sidder en mand oppe i himlen, men mere at der findes et eller andet religiøst eller åndeligt. Det kan være at man tror på at der er en grund til at man lever, at man kommer et sted hen når man dør, at der er nogen der passer på en og hjælper en i livet eller måske kan man bare godt lide tanken om at tro på 'noget'.

Det er ikke kun kristendommen der har de her tanker om, at der findes en eller anden slags gud, og at der findes mere mellem himmel og jord. Næsten alle religioner har de tanker, men det kan være at det udføres forskelligt, alt efter om det er hinduisme, islam eller kristendom.

Det her med at blive konfirmeret og sige ja til kristendommen, handler både om religion, men for rigtig mange også om at træde 'ind i de voksnes rækker'. Nogle bliver konfirmeret selvom de ikke helt tror på kristendommen eller måske tænker de slet ikke over det, men gør det fordi de andre i klassen bliver det, fordi det er en tradition i deres familie eller fordi de gerne vil fejres. Der er nogle der gør det fordi de synes, at kristendommen er en tro de gerne vil være en del af eller fordi de synes det er en god dansk tradition.

Andre vælger, at de ikke vil konfirmeres, fordi de ikke tror på kristendommen, men på en anden religion eller slet ikke på noget, andre igen har bare ikke lyst til at vælge religion, men tror måske lidt på alle.

Der er altså mange grunde til både at vælge eller ikke at vælge konfirmation og jeg tror det er en god ide at du giver dig selv god tid til at tage beslutningen. Du kan starte med at lave en for og imod seddel, og skrive alle de tanker du har i forhold til at blive konfirmeret eller ikke ned på den. Når du har gjort det og måske kan mærke at du har mere lyst til det ene, i forhold til det andet, så synes jeg du skal prøve at snakke med nogen om det. Det kan være veninder, dine forældre, eller måske din religionslærer.

Jeg tror at jo mere du tænker over det og snakker om det, jo nemmere bliver det for dig at mærke hvad du gerne vil vælge. Jeg håber du kunne bruge mit svar og at du finder ud af om du skal konfirmeres eller ikke.

Venlig hilsen Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program