Kristendom

brevkassespørgsmål

Kristendom

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 10 år 11 måneder siden

Skal man tro på "the rapture" og at der vil komme en antikrist på jorden, for at være kristen? Jeg er for lesbiske og bøsser og går ind for abort, tror ikke på Adam og Eva og at Jesus var Guds søn, måske var han en fantastisk læge eller noget. Jeg går ind for kærlighed til hinanden og at man skal elske sin næste. Jeg tror ikke Gud lavede jorden. Jeg ved ikke om jeg er kristen . jeg kan godt bede til gud, men ved ikke om han hører mig. Er jeg en god kristen, eller er jeg ikke kristen?

Svar: 

Hej Anonym

Det er et godt spørgsmål du stiller og jeg forstår godt at du går og tumler med de her tanker. Jeg kan med stor sikkerhed fortælle dig at du bestemt ikke er den eneste.

For det er jo lige præcis det der er både svært og samtidig utroligt spændende ved tro. Der findes ikke kun én kristendom men mange forskellige tolkninger, og selv indenfor de forskellige kristne trosretninger tolker grupper og enkelte mennesker kristendommen på et hav af forskellige måder.

Katolikker, protestanter og ortodokse er alle kristne, men med forskellige tolkninger biblen. Der til kommer de mange mange mindre trossamfund der også har rod i den kristne tro som eksempelvis Mormonerne, Baptisterne, Metodisterne og mange flere.

Bare her i lille Danmark har vi en folkekirke, hvor præsterne er meget uenige om eksempelvis homoseksuelles og fraskiltes ret til at blive gift. For ganske få år siden var der faktisk en stor debat om man overhovedet skulle tro på gud for at kunne blive præst fordi en præst offentligt havde sagt at han faktisk slet ikke troede på gud, selv om han hver søndag gav sin prædiken til de fremmødte i kirken.

Så...hverken jeg eller andre kan give dig svaret på om du er kristen. Biblen er ikke en facitliste, men en række skrifter der efterlader stor plads til at fortolke.

Hvis du gennem din tro på næstekærlighed, fri abort og homoseksuelles rettighed opfatter dig selv som kristen så er det afgjort min mening at du kan være lige så god en kristen som ham/hende der tolker det kristne budskab helt anderledes.
Jeg mener ikke tro er noget vi kan se eller nødvendigvis definere præcist, men noget vi hver især "bærer i hjertet".

Jeg håber svaret giver lidt mening og at du kan bruge det til noget.

Mange hilsner
Niels-Christian

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program