Jeg er typen, der tænker meget. De mest umulige, ligegyldige, dybe, vigtige og seriøse spørgesmål stiller jeg konstant mig selv. Her for tiden er mit spørgsmål: Hvordan kan jeg stadig være ulykkelig, deprimeret og afhængig af cutting, når jeg på samme tid endelig er blevet lykkelig, endelig har fået det jeg har kæmpet så længe for? Jeg har altid gerne ville lære nye ting og altid været overbevist om, at hver dag er en ny mulighed for, at lære noget om både dig selv og livet. Men nu har jeg længe gået og været ulykkelig og ensom. Men selv nu hvor jeg har fundet kærligheden som jeg førhen manglede, er jeg stadig fanget i mine egne tanker, fanget i min egen frygt for at fortiden, skal hjemsøge fremtiden. Livet er smukt, jeg skal bare lære at se det. Jeg tror på kærlighed, jeg tror på tro og håb, men det eneste jeg mangler at tro på, er den vigtigste del.. Mig selv. Tro, håb og kærlighed er ingenting, når jeg ikke engang tror på mig selv. Hvordan kan jeg forlange, at andre mennesker vil acceptere eller elske mig, når jeg ikke selv kan? Udad til er jeg hende den glade pige, hende med de blonde krøller, hende med guitaren og sang stemmen der dagligt høre ord som ”Jeg ville give alt for at leve dit liv” men ser i det fra min side, ville jeg give alt for ikke, at leve mit liv. Ganske rigtigt er der ting jeg ikke vil give slip på, for eksempel min kæreste. Han lyser selv de mørkeste stier op. Men når det så er sagt, er mit eneste problem mig selv, min frygt for at træde ved siden af, min frygt for at blive såret igen. Den frygt bliver hurtigt til, endnu et ar på min hud.

Tro på håb og kærlighed, men vigtigst af alt, stol på dig selv og dine valg <3.