Sidst hun gjorde det lovede hun sig selv, at hun aldrig ville gøre det igen. Hun kører en hånd ned over sin arm, som føles underlige. Hun er femten år, ulykkelig, træt og ikke mindst forvirret. Igen er det blevet aften, hun er alene, der er to meter hen til æsken hvor hun gemmer den lille sorte kniv. Hun kæmper i mod sig selv og hendes vilje. Det begynder langsomt, at prikke i hendes hud. Hun hiver efter vejret, og kigger meningsløst rundt i det mørke rum. Hun overgiver sig. Allerede efter ét minut, sidder hun med tre nye blødende sår. Blodet drypper ned på hendes lår, det samme gør hendes tårer. Hun tænker tydeligt tilbage på første gang, hun skar hul i hendes hud. Dengang hun blev svigtet, dengang hun savnede, dengang hun følte sig brugt og smidt væk. Dengang hun var forelsket, i det eneste der sårede hende. Hun river hendes tynde trøje op, og ser det ældste ar og dengang det første snit. Gang på gang spørger hun sig selv, hvorfor han skulle have lov til, at føre hende ind i sådan en afhænginghed. Hun kigger på sit spejlbillede, og tænker tilbage på dengang, den nat hvor det hele startede.

Det var en uge efter hun var blevet forladt, ham hun dengang elskede mest, havde givet hende alt hans kærlighed over en længere periode, men taget det hele væk igen, på en nat. Hun følte sig beskidt og til grin. Hvis han ikke kunne lide hende, var der vel ingen der kunne? Hun ville aldrig finde en som ham igen. Han var populær og anerkendt blandt alle. Hun var bare den anonyme pige. Det var hun i hvert fald dengang. Hun kiggede ned på hendes dengang smukke krop, ingen ar, bare helt ren. Tanken om, at aret aldrig ville forlade hende ligesom han havde gjort, bragte endnu en forvirrende tanke op i hendes hovedet, måske hun fortjente lidt smerte? Ved siden af hende lagde et penal-hus. Uden at tænke, åbnede hun den, og tog en saks frem. På ét minut havde hun ændret sit liv fuldstændig. Startet en afhængighed strækere end, det savn hun dengang havde til ham.

Hun vågner efter det ubehagelige flash-back. Dengang var det bare et uskyldigt rids, på højre riben. Nu var det tolv på venstre håndled, to på maven, femten på benene. På højre lår, er ordet ”why” skåret ind, som et råb om hjælp. Hun skrev det for nogle dage siden, da hun lovede, sig selv at det var sidste gang. Løftet er nu brudt, og hun lover igen sig selv, at det var sidste gang. Den sårbare pige, er mig.

#Stay Strong <3.