Du lyder til at have det svært for tiden, og jeg føler med dig. Jeg kender godt selv til, hvor meget det kan tage på en, når man ikke kommer ud af det med sin mor. 

Det lyder ikke som om, at du har givet helt op for muligheden om at blive hjemme. Det er rigtig godt, at du gerne vil prøve at få det til at lykkes, før du tager det endelige skridt og flytter. For det er helt sikkert bedst at bo hjemme, hvis du kan få det til at fungere. 

Jeg synes, at du skal snakkke med din mor. Du skriver, at I tit skændes, og at du ikke ved, om du er aggresiv, men at du er et meget tålmodigt menneske. Ud fra det tror jeg, at problemet mellem din mor og dig er miskommonikation. I kan ikke få den anden til at forstå, hvordan det er I egentligt har det og bliver så frustrerede over det, at I mister jeres temperement og kommer til at råbe af hinanden. Og så snart man er oppe i det røde felt, så får man i hvert fald ikke noget godt ud af det.

Jeg ved selvfølgelig ikke om det er sådan I har det, men det er det, jeg vil prøve at gå ud fra.

Jeg ved godt, at du kun er 13 år, men jeg tror at du må være "den store" overfor din mor, hvis I skal komme videre. Det er sur røv mildest talt, for forældre burde være forældre, men hvis de ikke kan finde ud af det, så må vi jo prøve at tage over, ikke? Så du skal prøve at finde det i dig selv at tilgive din mor for hendes fejl, og så være overbærende med hende, når hun ikke forstår dig i fremtiden. Det kan være svært, men jeg synes, at du skal prøve at se jer som et team med et fælles problem - I forstår ikke hinanden.

Når du ligesom har indstillet dig mentalt på det, synes jeg, at du skal snakke med din mor. Det behøver ikke være face to face, men du kan jo skrive et brev eller en mail. Det er vigtig at du holder dig fra at berbrejde hende i brevet. Du skal kun skrive, hvad du gerne vil og ikke vil -fx "Jeg er ked af at vi altid skændes, og jeg føler ikke, at jeg kan forklare dig, hvordan jeg har det, og hvordan de ting, du siger påvirker mig."

Du skal passe på med at sige ting, der giver hende skylden - fx "Du forstår aldrig, hvad jeg siger." Ved at sætte "jeg synes" eller "jeg føler" foran, bliver din mening meget mindre aggresiv, og det bliver lettere for hende at svare uden at blibe såret. 

I det her brev som du skriver til hende, synes jeg, at du skal prøve at forklare, hvordan du har det, når I er sammen. Det er bedst, hvis at du holder det lidt formelt - det er meningen at I skal starte forfra, og så kan det være godt at skrive til hende, som om at I ikke kender hinanden så godt. Så bliver det en frisk start.

Skriv at du er ked af hvordan ting er, og at du gerne vil ændre din del af det, men at I jo er to, og at du gerne vil have hendes hjælp til, at I får et bedre forhold. Skriv, at du vil gøre dit bedste, for at fortælle hende, når noget hun siger eller gør overskrider dine grænser, og at du håber, hun vil respektere det. Og så vil du gøre dit bedste for ikke at træde på hendes, hvis hun også vil prøve at fortælle dig, når du gør hende ked af det.

Vigtigst af alt, så foreslå en ny regl: I må ikke længere råbe af hinanden! Det gælder også at hæve stemmen. I må kun snakke sammen i normalt stemmeleje, og hvis at I komme til at tale højere, så tag en time-out. Vent en halv time, til at I er mere jer selv, og følelserne ikke er på højkant mere. Skriv at det er noget du rigtig gerne vil prøve, og at du håber hun også vil. Og skriv at du gerne vil have hendes hjælp til det her, så I begge respekterer hinandens behov for den her time-out. Hvis hun begynder at råbe, så må du sige at nu har du brug for at I venter lidt med at gå videre med diskutionen. Hjælp hende med at forstå, at du mener det alvorligt - at du vil lave en forandring i jeres forhold til det bedre.

Der er nogle bøger som kan hjælpe jer begge. Du kan jo starte med at læse dem, og så foreslå dem til hende, hvis at du synes det. "Fat det nu, forældre!" og "Din kompetente familie" begge af Jesper Juul. De har dem sikkert på biblioteket og ellers kan de bestille dem hjem for dig. 

Jeg håber, at I kan blive bedre til at holde hovedet koldt og snakke sammen. Du skal bare hele tiden tænke dig om. Være i kontrol over dig selv, og ikke lade hende gå dig på nerverne. Skriv en sms og forklar, hvad det var, der gjorde dig ked af det. Det er et rigtig godt redskab at skrive sammen, for p den måde kan I ikke råbe, og I har tid til at overveje, hvad I vil skrive. 

Du bliver nødt til at være forælderenen I jeres forhold, indtil at det bliver bedre. På trods at dine 13 år, så må du gøre dit allerbedste for bare at forklare stille og roligt, hvad du føler og tænker. Og så må I ikke afbryde hinanden længere! I skal begge lade den anden tale færdig!

Jeg håber at du kan bruge mine råd til noget, og at I får det bedre sammen, så du kan få det bedre i din hverdag! Det fortjener du. Det tager noget viljestyrke at prøve at løse det problem du har, men bare det at du søger hjælp her er første skridt.

Du kan også foreslå at I går til moget familie terapi. Det kan være godt at have en uddannet objektiv person til at mægle mellem jer, når I ikke selv helt slår til.

Stort knus og masser af håb og held og lykke fra Zebra