- Det her tog virkelig tid at få ud, jeg ved, det er meget langt at læse, men håber I ta'r jer tiden til det.

Jeg lå i nat, før jeg sov og tænkte en masse, som jeg altid gør. Mine tanker flyver altid rundt i hovedet på mig, nogen gange er de helt uoverskuelige. Nogen gange tænker jeg lidt: "Gad vide om jeg nogensinde bliver skuespiller?" Selvf skal man tro på sig selv, det er vigtigt. Nogen gange kan det hele bare godt virke så opgivende. Personligt skal der intet til, før jeg sidder og tuder, kort sagt. Næsten ligesom når vi skulle lave lektier i folkeskolen, det var næsten lige før, at jeg bare havde lyst til at smide dem ud i skraldespanden og bare tude. Men man kan jo ikke rigtig bare lige smide lektierne ud i skraldespanden, det går ikke. Men det var bare så uoverskueligt. Nogen gange tænker jeg lidt: "Hvordan ville mit liv være, hvis jeg aldrig havde været igennem mobning eller noget i den stil?" Men det ved jeg jo ikke, for det har jeg ikke prøvet at undgå. Jeg ved godt, at man nogen gange kan vise andre et forkert billede af sig selv. Fx hvis man lyder skide sur overfor nogen, som ikke rigtig kender en, så ved de jo ikke rigtig, om de skal snakke til en eller bare tie stille. Rigtig tit har jeg bare lyst til at forsøge at forklare, men det kan jeg ikke rigtigt. Jeg er aldrig ude på at lyde skide sur, medmindre jeg selvf er skide sur. Men jeg vil selvf stadig ikke have, at det skal gå udover andre.

Jeg forsøger altid, når jeg er ked af det, eventuelt sidder og græder eller er sur eller irriteret, så forsøger jeg at sætte mig selv på msn fx som "ikke til stede", eller hvor jeg nu er. Men så let er det jo heller ikke. For tit selvom man er sat som det eller noget helt andet, så skriver folk alligevel til en mange gange. Det er da også fint nok, men det er jo heller ikke høfligt at ignorere folk, det ved jeg. Derfor svarer jeg for det meste folk. Nogen gange skal der bare ingenting til at pisse mig af, og det kan virkelig være irriterende. Det er bare så svært at styre sit humør nogen gange. Jeg prøver mange gange at åbne mig op, men alligevel er det svært. Det er nemmere over tekst at åbne sig op, men der er for mange, der får ondt i røven, har jeg opdaget. Nogen gange skal man holde sin mund andre gange åbne den op. Og så er det lige: "Hvornår skal man gøre følgende?" For det er sgu ikke altid til at vide. Jeg er vant til at være den stille pige i skolen, den indelukkede pige, den pige der sidder og går for sig selv i frikvarterne. Og når man er vant til noget, så ta'r man det tit med andre steder. Man ved ikke rigtig, om man tør åbne sig op eller noget. Tit syns jeg, at jeg forsøger at åbne mig op, men så er det, som om at det er et problem. En ting er i hvert fald sikkert, man skal kun åbne sig op for dem, man kender nogenlunde og stoler på.

Jeg er vant til at flygte fra problemerne i stedet for at få gjort noget ved dem. Eller jeg har da forsøgt at få gjort noget ved nogle af tingene, men alligevel hjælper det ikke noget. Da jeg forsøgte at få gjort noget ved mobningen i sin tid, så var jeg jo bare en stikker, og det blev jo bare værre. Så det hjalp jo ikke rigtig noget. Altså jeg tror godt, jeg turde stå overfor dem og fortælle den dag i dag, hvor ondt det gjorde på mig. Men om de ville forstå det, tror jeg næppe. Næsten ligesom jeg gik jo altid hjem hver gang, men det forstod de jo ikke. Jeg gik hjem pga. dem. Der var en enkelt dag, hvor jeg fik fyret i hovedet: "Hun går altid hjem hende der!" Og jeg havde bare lyst til at sige: "Hende der har altså et navn!" Men jeg sagde ikke noget, jeg gik bare hjem. Engang var jeg rigtig rigtig rigtig tit hjemme hos min veninde eller omvendt, og det var rigtig hyggeligt efter min mening. Men med tiden begyndte jeg at miste lysten til at lave noget. Jeg er glad for at komme ud en gang imellem, men alligevel tænker jeg bare på at sidde og glo på mit værelse og sidde ved min computer.

Når jeg går på gaden med musik i ørerne og bare vil synge med, uanset om folk så kan høre det eller ej, det er jeg ligeglad med. Jeg går nærmest i min egen lille verden. Når jeg endelig er kommet hjem, så det første jeg gør er at tage mit tøj af og sætter mig ved computeren. Medmindre jeg skal være sammen med mine kontaktpersoner selvf. Men jeg har ikke rigtig lyst til at lave noget, ikke fordi jeg er doven eller noget, der er bare noget, der har gjort, at jeg ikke rigtig gider noget. Mistet lysten til at lave de ting, jeg godt kan lide. Eller jeg ser da stadig film og hører musik, som jeg kan lide. Men der var også engang, hvor jeg dansede, hvor blev der af det? Engang var det eneste, jeg tænkte på, når jeg kom hjem var at stå og danse. Jeg elskede at deltage i danse konkurrencer, når jeg havde lejligheden til det. Men hvor blev der af det? Det forsvandt! Jeg holdt op med at gå til dans, selvom jeg kunne lide det. Nu har jeg ikke rigtig overskud til det, jeg rigtig gerne vil. Jeg vil synge, danse, spille skuespil. Selvom jeg laver to af tingene, så har jeg stadig rigtig mange perioder, hvor jeg ikke rigtig har overskuet til det, men hvor jeg bliver nødt til at kæmpe mig igennem dagen.

Jeg sidder næsten helt og tuder af at få det ud. :'(

Nogen gange føles dagene for mig som et mareridt, der bare skal overståes, men tiden går for stærkt. Nogen gange tænker jeg, altså jeg har jo stort set haft problemer siden, jeg var lille for at sige det sådan. Men når man er lille, så tænker man jo ikke rigtig over "tingene", de sker bare. Når man er ældre går det pludselig op for en, hvad der virkelig bare foregår rundt omkring en. Men nogen gange tror jeg faktisk, at den hjælp jeg får NU, skulle jeg måske have haft allerede dengang? I stedet for at få den nu, hvor alt har påvirket mig så meget, at jeg dårligt nok kan være glad. Altså da jeg gik i fritidshjem og blev mobbet, så sagde jeg jo ikke en skid, jeg lod det bare ske. Jeg var ked af at gå der, og jeg fandt på en eller anden dum undskyldning for, hvorfor jeg ikke ville gå der. Selv i skolen holdt jeg det jo bare for mig selv. Så er det jo klart, at de voksne ikke kan gøre en skid. Selvf er jeg glad for, at der sker noget nu i stedet for, når jeg er over 18 år, selvf er jeg det.

Sommeren 2007 påvirker mig stadig. Jeg syns, det var så ufatteligt, at jeg kunne græde så meget hver evig eneste dag. Jeg kunne ikke sove, og hver gang mine forældre lavede aftaler med mig, så kunne jeg ikke rigtig holde dem, for jeg lå og sov. Sommeren gik bare med, at jeg ikke kunne sove, jeg kunne ikke holde aftaler med mine forældre, og så græd jeg bare hele sommeren. Jeg tror aldrig, jeg havde grædt så meget. Altså jeg græder stadig meget den dag i dag, selvom folk ikke får det at se. Og selvom jeg så lyser, at jeg er glad, så græder jeg indeni.

Jeg syns tit, jeg prøver eller forsøger at være positiv, men det er ikke så let. Og man det ikke godt et sted, så har man det ikke godt nogen steder. Hvis jeg kunne leve mit liv om, ville jeg gøre det. Ikke sikkert at det ville være bedre, men det kunne da være et forsøg værd.

Det er virkelig bare hårdt at få ud, det gør ondt indeni, og jeg sidder bare og er ved at tude, og det skal nok passe, at jeg gør det på et tidspunkt. Det her har virkelig bare siddet fast, og jeg har ikke rigtig kunnet få det ud, men det kunne jeg vist nu. Jeg prøvede i hvert fald. Tror stadig, der sidder noget dybt inde i mit hjerte, som bare ikke vil ud. Men det må jeg så prøve at få ud på et andet tidspunkt. Det kan vist ikke rigtig gøres anderledes. Det var vist det, jeg gerne ville have ud.