Hej jer derude i cyperspace.

Lige siden at jeg begyndte i 3. klasse på min nye skole har jeg været forelsket i min gode ven, som er et år ældre end mig. Nu går jeg i syvende klasse, snart ottende og min kærlighed for ham bliver kun stærkere og stærkere. Det er hårdt, rigtig hårdt. Jeg hader at være forelsket. Det er kun den dejlige følelse man får inde i kroppen, når personen man er forelsket i gør noget dejligt ved en. Ellers hader jeg det, fordi det indtil videre kun har bragt mig dårlige oplevelser. Jeg græder tit over det, fordi jeg ikke orker at være forelsket mere. Og nok også fordi jo mere tid jeg tilbringer sammen med ham, jo hårdere er det at være væk fra ham. Vi fungere nærmest som et kærestepar, når vi er sammen ligger jeg i hans arme, han rør konstant ved mig og smiler til mig. Ligeså gør jeg til ham. Det virker utroligt underlidt at sige det, men jeg elsker ham. Ikke kun som den person jeg er forelsket i, men også som min ven. Jeg har fortalt fornyligt fortalt det til to af mine veninder og min mor og far. Hver eneste gang jeg fortæller det til en person letter presset fra mine skulder.

Her kommer mit problem så. Efter som jeg ikke orker at være hemmeligt forelsket mere, og bare gerne vil være sammen med ham, så har jeg to muligheder. 

1. Glemme ham, komme over min ellers så dybe forelskelse og komme videre i mit liv.

2. Tage mig sammen til at fortælle ham det, fortælle ham om min kærlighed til ham. Selvom jeg risikere at ødelægge vores venskab og skulle håndtere med en hel del kærlighedssorger.

Hvad tænker du og har du en kærligheds historie du vil dele med mig?