Så i går skete der noget mellem min papfar or mig, han bankede på min dør og spurgte om jeg havde nogle håndklæder der skulle til vask og jeg rejste mig op og gik ud med dem og fyldte i vaskemaskinen, der var 3-4 ekstra håndklæder der ikke var plads til og jeg ville ikke bare smide dem forand vaskemaskinen fordi det ville fylde på det lille badeværelse og det ser bare ikke pænt ud, min papfar sagde jeg bare skulle smide håndklæderene på gulvet forand vaskemaskinen efter jeg har været i bad, jeg sagde at "det ville jo bare svine på gulvet" og tog jeg dem med ind igen og smed håndklæderene i min vasketøjskurv han sagde mit navn og jeg gjorde noget jeg ikke har gjort i de 6 år jeg har kendt ham, jeg ignorerede ham or sagde ikke noget, min dør er altid låst fordi jeg hader når nogle bare åbner min dør uden at jeg hved det og det gør mig bare paranoid ikke fordi jeg ser porno men fordi jeg vil have mit privatliv og værelse til migselv, han banker på igen og igen og mere hårdt indtil han siger "hvis jeg ikke låser den dør op sparker jeg  den ind" det er så her jeg bliver virkelig fucking sur fordi han slet ikke kan se at der er noget galt jeg ignorere aldri mine forældre kun meget få gange når der er noget galt men alle andre gange ser de det men jeg gør bare de samme som jeg gjorde den her gang, jeg låser så døren op og smider de sidste håndklæder på gulvet og siger "Er er så her jeg skal smide dem? er det lige her hvor at de skal ligge?" på en meget irrerteret måde og går ind igen og kigger ham i øjnene jeg låser min dør igen og er lige hved at slå min hånd in i mit Tv men jeg gør det ikke jeg slår bare hånden ind i mit store hvide skab, men jeg sidder og tænker på hvad jeg ville have sagt i situationen fordi at jeg kan bare ikke acceptere at han truer med sådan noget og ikke tænker sig om så jeg begyndte bare at græde af vræde, det er nu omkring 18 timer siden det skete men jeg har ikke ændret hvordan jeg har det med ham jeg har haft lyst til bare at flygte fra det her sted for jeg føler mig ikke hjemme i mit ejet værelse og jeg føler ikke mig ikke hjemme i Danmark jeg har i de seneste tre år haft lyst til at flygte fra det hele og starte om fordi atlting var bare blevet til et helvede jeg blev deprameret og havde lyst til at dø men jeg gjorde ikke noget var ikke i skole i en hel måned men det blev ikke bedre det var bare meget det samme indtil for 3 måneder siden hvor jeg fik min føreste kæreste og jeg elsker hende utrolig højt endu mere en min ejen mor, jeg føler at hun forstår mig meget bedre en min forældre og jeg gider bare ikke være i alene i Danmark mere hun bor i Malaysia og jeg snakker i timevis vær dag og jeg skal mødes med hende næste år men jeg har svært med at vænte 2 år før jeg er 18 til at starte forfra i mit liv og gøre præcis hvad jeg har ønsket mig 

jeg vil bare være fri fra alt det her lort det er så ubehareligt at uandset hvor jeg er om det er udenfor eller derhjemme føler jeg ikke at jeg tilhører mig i Danmark

Jeg kan ikke lide det danske sprog jeg vil meget hellere tale engelsk og jeg kan ikke finde fred nogen steder jeg finder kun fred når jeg er sammen med min kæreste og jeg vil bare gerne videre med mit liv og starte et nyt liv med hende