WoW OP

forumspørgsmål

WoW OP

forumspørgsmål af
wowftw
15 år
Oprettet 8 år 10 måneder siden

mine forældre forstår bare slet ikke at jeg spiller wow men for mig gør det bare mange gode ting. jeg har mange venner i min guild. møder så mange nye mennesker og det er mega sejt. Noen gange er der noen dumme noen som flamer, men de er bare noobs. spiller også lol og hearthstone. Er der andre som spiller og hvad siger i til jeres forældre? de snakker om at begrænse min tid!!! Hæjlp!

Kommentarer

Et lidt sent svar, men vil give nogle gode råd hvis du eller andre nu kunne få brug for hjælp til at inddrage jeres forældre til spille-verdenen.

Det er meget irriterende, men samtidig forståeligt nok når ens forældre begynder at sætte spørgsmålstegn ved at deres børn sidder og spiller computerspil dag ud og dag ind, men det handler mest af alt om at de ikke selv nødvendigvis er blevet introduceret ordenligt til spil fra vores tid. De er oftest slet ikke klar over hvad det indebærer. De ser bare dig sidde foran en skærm.

Derfor er det vigtigt at du snakker med dine forældre om det, at du fortæller dem hvad der gør at du engagerer dig i computerspil. Jeg vil give en liste med nogle ting som jeg personligt har fået ud af computerspil gennem tiden, måske vil nogle passe til dig og andre, og hvis det gør, så bring det på banen når i snakker med jeres forældre om det:

1. Jeg er ikke et vildt socialt menneske, jeg foretrækker at have få venner som jeg ses med i virkeligheden og det er sådan jeg har det bedst. Når det gælder den online verden er jeg mere tilfreds med de venskaber jeg har, jeg kan snakke med mange forskellige mennesker, om alt mellem himmel og jord, og jeg har lært mange typer mennesker at kende. Nogle af dem der kender mig allerbedst er folk jeg har mødt gennem computerspil, og nogle af dem ser jeg også i virkeligheden nu. Jeg har også været til LAN-parties rundt omkring i landet, hvor jeg har mødt mange forskellige mennesker som jeg tidligere har spillet sammen med. Så det er absolut ikke umuligt at være social og gamer.

En lille tilføjelse er også, at man jo over nettet også møder mennesker som ikke er så rare, folk som sviner én til, folk som nedgør én, folk som bevidst prøver at gøre dig fortræd med ord. Det lyder måske som noget negativt, men det er faktisk rigtigt positivt, for så lærer man at håndtere fjendtligheder, man lærer hvordan man følelsesmæssigt skal håndtere sådanne situationer. I det virkelige liv vil man på samme måde møde de her fjendtligheder, men man er bedre til at håndtere det når man tit er online.

2. Man lærer en masse forskellige ting. Jeg er personligt fløjet lige igennem engelsk i skolen, af den simple grund at jeg har spillet computerspil. Man læser meget, man skriver meget, og for nogle gælder det også at man får talt en del engelsk med folk fra andre lande.
Nogle spil lærer man teamwork (samarbejde), man spiller som del af et hold hvor man i fællesskab har hver sit ansvar som vil få både positive og negative konsekvenser for dem man spiller med. Man lærer hvordan man helst bør opføre sig blandt andre, og meget andet som direkte kan bruges i det virkelige liv.

3. Nogle spil kræver tålmodighed og udholdenhed. I stort set alle spil findes "grinding", altså hvor man gennem en længere periode skal lave mange af de samme, måske kedelige ting for at opnå noget helt særligt. Det kræver enormt meget tålmodighed og udholdenhed. Det kan sagtens være at man oplever noget lignende i den virkelige verden, måske man gerne vil spare penge sammen til at købe noget fedt, men kun kan finde et kedeligt arbejde, så kan man bedre tage sig sammen og få gjort det arbejde. Det kan være at man er ved at køre træt i skolen, men man presser på lidt endnu og gennemfører forløbet. Det er præcis de samme ting det kræver om så det er foran eller væk fra skærmen.

4. Planlægning og strategi - Det kræver nok ikke meget forklaring, det er en stor del af mange spil, det med at planlægge sit næste træk, og udføre forskellige taktikker for at gennemføre et spil.

5. En knivskarp hjerne. Det er ikke bare noget man finder på, men faktisk videnskabeligt bevist gang på gang igen at mange computerspil udvikler din hjerne. Om det så er funktionalitet, kreativitet, koncentration, reflekser, hukommelse osv.

6. For mig personligt er det super afstressende at sætte mig ned og starte Hearthstone op og tage et par spil der, og det samme kan jeg forestille mig for mange andre, med alle mulige spil. Det er bare en fantastisk ting at kunne gøre. Det kan godt virke som om at man er afhængig på en måde, men er det virkelig så slemt? Der er så mange andre ting man kunne være afhængige af som ville være meget værre. Jeg er selv meget glad for at jeg har fundet spille-verdenen, og alternativet havde nok bare været mig der tog til fester, drak massere af alkohol, begyndte at ryge, og måske endda tage stoffer af en art. Men det har aldrig nogensinde været en risiko for mig, for det har aldrig på den måde været en del af mit liv.

7. Det kan være at ens forældre er bange for at man ikke får rørt sig nok, og at man måske kan ende med at blive overvægtig. Til det vil jeg dog sige, at hvis du sørger for at få dyrket motion på den ene eller anden måde, så kan du være sikker på at det hjælper en del på at dine forældre er villige til at acceptere at du spiller så meget som du gør. Om så det er at dyrke en sport nogle gange om ugen, at man får gået nogle turer engang i mellem og får lidt sol på kroppen, det kan måske være man tager nogle løbeturer - Det kan være man begynder at styrketræne, der er så mange forskellige ting man kan gøre for at røre sig, og det er bare at finde det der passer godt til én selv. Jeg selv styrketræner 6 gange om ugen, bare en halv til en hel time, og det er jeg helt vild med.

Til sidst har jeg også et par ekstra råd:

- Hvis du har nogle pligter derhjemme eller nogle ting som dine forældre gerne vil have du hjælper med, så få det gjort, det giver super meget respekt, og respekt gør det meget nemmere at få dine synspunkter igennem til dine forældre.
- Omkring spisetid, så er det en god idé at man ikke er igang med at spille noget som ikke kan sættes på pause eller stoppes hurtigt, for så når dine forældre siger der er mad, så er du klar til at stoppe det du har gang i og dine forældre behøver ikke komme flere gange og sige til dig at du skal slukke eller holde pause. På den måde får de også et bedre indtryk af computerspil.
- Sørg for at passe din skole og få lavet dine lektier. Tilfredse lærere er tilfredse forældre, og tilfredse forældre er lige hvad du godt kunne tænke dig, for hvis du viser dem at du kan være ansvarlig med dit liv, så vil de også være meget mere forstående når det gælder dine mange timer online. Og lad os være ærlige her, det er absolut kun en god ting at man klarer sig godt i skolen, for det hjælper jo når man i fremtiden skal videre til det næste, hvad nu end det kan være.

Så alt i alt, vis dine forældre at du lever sundt, at du er ansvarlig og vigtigst af alt, at du har det godt med dit liv. Få dem inddraget i din verden online, så de ved præcist hvorfor det gavner lige dig at være der.

Jeg håber det kan hjælpe dig og andre til at få skabt en forståelse med jeres forældre.

//Mvh HamDrengen

1007

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program