Hej med jer Jeg søger virkelig et godt råd, for jeg er i syv sind og rigtig ked af det. Min kæreste er igang flytte til Jylland, da han arbejder der fredag-mandag og jeg bor på Sjælland. I torsdags-fredags var vi sammen og alt gik, som det plejer, rigtig fint. VI er meget glade for hinanden og elsker ham mere end noget andet! I fredags tog han til Jylland. Det skal siges at han er begyndt at lide af stress.. han har travlt hele tiden og kan ikke sige fra. Fredag aften gik det helt galt, min verden væltede.. Min kæreste beskyldte mig for at være sammen med en anden.. uden grund. Jeg kunne ALDRIG finde på at være ham utro, det er virkelig det sidste jeg vil byde vores forhold. Han ville ikke snakke med mig, ikke svarer på mine beskeder. Ja, han ville faktisk slet ikke have kontakt med mig - det eneste svar jeg fik, var at jeg skulle skride af helvedes til! Jeg lå vitterligt og græd hele natten. Lørdag morgen ringede jeg til ham, vi fik snakket lidt og hen af dagen fik vi også snakket, som om ingenting var sket. Søndag aftalte vi at jeg skulle hente ham om mandagen på en st. og kører ham hjem. Han skrev at han ville ringe mandag for at vi kunne aftale nærmere. Mandag hørte jeg ikke fra ham. kl 19.00 om aftenen, skrev jeg og spurgte om han stadig skulle hentes. Her fik jeg afvide at togene kørte dårligt og at vi skulle vente til tirsdag. Jeg spurgte ham om det var fordi han havde en anden aftale.. og her brød helvede løs. Jeg skulle skride, jeg var useriøs! han gad mig ikke og bad mig bare om at lade ham HELT være! Sent på aftenen ringede han til mig, jeg fik ikke taget den og ringede ham op... Her var han RIGTIG sur på mig, gav mig skylden for at han var sur. han sagde at i den her periode skulle der ikke noget til for at pisse ham af... her nævnte ham også at JEG selv var skyld i, at han var sådan der... Han sluttede samtalen af med, at han ikke kunne magte at snakke med mig mere og så lagde ham på.. Vi skrev kort sammen efter, hvor jeg prøvede at forklare ham hvor ked af det jeg er og undskyldte for det jeg havde spurgt om.. Jeg er virkelig ude af den, i min krop.. Det gør så ondt det her, med at han skubber mig sådan væk og han forstår det ikke.. Hvad ville I gøre? Jeg kan ikke lade ham være, selvom det er det han beder mig om... eller er det virkelig det der skal til? Hjælp!!!