Hej jeg er en pige på 16 Jeg har det rigtig dårligt med mig selv (dårligt selvværd kan man vel kalde det). For mit vedkommende synes jeg selv, at jeg altid har været en smule køn (på trods af at jeg har kort hår) og at jeg er en ret stærk pige psykisk. Men grunden til at jeg stadig har det dårligt er fordi at ingen andre synes det. Da jeg gik i 9 klasse havde jeg det ikke særlig godt med min far. Jeg begyndte at få flere og flere kommentarer hvor jeg fik af vide, at jeg ikke var god nok, at jeg nok ikke var normal og at jeg ikke var pæn, og især ikke med mit korte hår. Jeg elsker mit korte hår, og jeg vil ikke gro det ud igen. Da jeg på et tidspunkt sagde stop og bad ham lade vær med at sige de ting til mig, ville han ikke høre på mig, og sagde at jeg bare var ude på at skabe "teenagedrama". Det gjorde så ondt at høre sin egen far sige det. Efter det blev jeg SÅ ked af det. Jeg græd hver gang jeg kunne og ønskede at cutte, men lod dog vær. Jeg fik en fysik smerte omkring mit bryst. Der gik ca. et halv år, hvor jeg havde det sådan. Til sidst havde jeg ikke snakket med min far i nogle måneder. Det hjalp efter at jeg var kommet til psykolog og fik snakket med min far. De sidste måneder af 9. klasse havde jeg det fint nok. Mit problem er nu, at min far og jeg ikke har det så godt sammen længere igen. Han er begyndt igen med sine dumme komentarer og det er hans familie også. Rigtig mange fortæller mig nu, at jeg ikke er god nok og at jeg er grim og mærkelig. Også i min nye klasse og af min søster. I min klasse dømmer de hinanden rigtig groft. I starten var de mine venner, men jeg kan ikke lide det mere. Så hvad nytter det, at jeg selv synes jeg er god nok, hvis det ikke er sådan alle andre ser det? Nu da jeg går på gymnasien går jeg til fester og drikker. Jeg drikker ofte meget, fordi det hjælpe på mit triste humør. Men nu har jeg trang til at drikke hele tiden. Jeg får ikke rigtig tømmermænd efter en fest, så jeg kunne jo godt. Men jeg ved godt det ikke er løsningen, det synes bare ikke at hjælpe mig. Jeg kan ikke rigtig snakke med min mor omkring det, fordi hun bare siger til mig at "du skal bare lade vær med at tænke sådan" og det kan jeg ikke. Hvis jeg så siger det, skælder hun mig ud for at have det sådan Hilsen Astrid