Hej jeg er 16 år og jeg er lige ved at blive færdig med 9 klasse på en efterskole. Vi skal ikke have rigtige eksamener grundet corona, vi i laver øve eksamener, men alligevel føler jeg mig virkelig presset og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det hele er ved at eksplodere og jeg er så tæt på at flippe på alle hele tiden og det har jeg aldrig gjort før. Jeg har altid elsket skole og haft en okay gennemsnit. Mit gennemsnit lå på 7,2 i starten af året og nu er den faldet til 5,8. Jeg føler mig så dårlig, selvom der er gennemsnittet til at komme på gym, er den virkelig lav.  Jeg fortalte det til min søster som går på gym og hun sagde at hun fik 11 i gennemsnit. Hun har altid været det kloge barn og jeg føler nogengange at jeg lever i min søsters skygge. Hun sagde at måske var gymnasiet ikke for mig, hvis jeg ikke følte mig tilpas med øve eksamener. Jeg har tænkt mig at tage et sabbatår næste år og rejse til Australien i 6 måneder og bo hos en veninde. Men det er ikke sikkert jeg kan komme afsted alligevel på grund af corona og ingen ved om Australien åbner snart igen eller ej. Min mor synes det er en god mulighed for blive bedre til engelsk og hun rejste selv til USA i 1,5 år da hun var 17 år gammel, så hun kan godt forstå mig. Jeg har bare slet ikke lyst til at være bundet til det sammen sted i 3 år og ikke kunne flytte mig. Jeg vil gerne snakke engelsk med nye mennesker og gå på en australsk skole! Jeg har altid elsket engelsk og er en af de bedste til mundligt engelsk på skolen, sagde min engelsklærer. Det er det eneste fag jeg føler mig tilpas og god til. Jeg har altid elsket at læse og skrive mine egne bøger, men det stoppede da jeg startede på efterskole og ikke fik tid til den slags mere. Imodsætning til mine søstre har jeg rigtig svært ved at have venner, jeg sætter pris på mine få tætte veninder og de betyder meget for mig. Men jeg har altid valgt bøger fremfor venner og familie. Det er det eneste som altid har givet mening for mig. Men jeg har mistet den kærlighed til at skrive og nu har jeg ikke rigtig noget som kendetegner mig mere. Jeg er lidt som det sorte får i min familie, fordi jeg tænker anerledes og vil andre ting. Planen har altid været at gå i mine søstres fodspor og gå på gymnasie, men lige pludselig føler jeg slet ikke jeg kan klare det. Jeg er så bange for at skuffe folk med at jeg er blevet så dårlig. Mit fokus har været meget på min alkoholiker far, men jeg har virkelig givet det mit bedste men det har ikke været nok. Jeg aner ikke hvad jeg skal lave efter et sabbatår og om jeg skal tage en erhversuddannelse? jeg føler lidt at min mor og søstre ser ned på den slags uddannelser og at gymnasie giver dig mange flere muligheder, men jeg kan ikke gøre det længere. Er jeg bare helt panoid eller giver det her mening??