Venner af modsatte køn
Venner af modsatte køn
Har man pligt til, at “ville mere” med en fyr bare fordi man snakker med ham som venner? Det er nu 3. gang jeg oplever at en drengeven bliver pisse sur/siger jeg har holdt ham for nar, fordi jeg ikke har lyst til at være mere end venner. Kan det virkelig passe man ikke kan være venner og grine og snakke med en fyr uden det behøver at betyde man er vild med ham?! Jeg har både pige- og drengevenner men snakker ofte bedst med drengene, men det er jo kun indtil de pludselig vender og de bliver “jaloux”, fornærmede over at jeg snakker med andre drenge, sure over at jeg ikke vil “mere”. Det er virkelig træls, især når jeg aldrig har lagt op til noget… Og så er jeg desuden biseksuel og har et crush på en pige pt. Synes bare drenge er underlige.
Hej med dig
Jeg kan godt forstå at du undrer dig en smule, for det bør naturligvis være muligt at være venner med en dreng, uden at der er mere i det, end at I er venner. Du skriver at du har oplevet 3 gange at en dreng er blevet sur, fordi du ikke vil mere end at være venner. Det kan måske handle om, at fyrene har fået følelser for dig og derfor har de måske haft et håb om eller en følelse af, at jeres forhold kunne blive til mere end et venneforhold. Det kan sommetider godt være sværere at navigere i et venskab med en person af modsatte køn, hvis begge parter er heteroseksuelle og derfor også er tiltrukket af det modsatte køn. Det giver nemlig en risiko for, at den ene part i venskabet potentielt kan få følelser for den anden og derfor er det også vigtigt at det er klart for begge parter, at der ikke er mere end det i et venskab.
Du har helt ret i, at man sagtens kan snakke, grine og have det sjovt med en fyr, uden at man sender et signal om at man vil mere end at være venner. Du skriver at du aldrig har lagt op til noget og det tænker jeg heller ikke at du har. Jeg tænker at det handler om en kombination af at du har været uheldig og samtidig måske også har en udstråling eller en personlighed, som mange fyre godt kan lide og nemt bliver tiltrukket af. Den alder du har lige nu, kan godt være en ret forvirrende tid for mange, fordi der sker meget med ens følelsesliv og ens seksualitet. Derfor kan det i den alder være ekstra svært at navigere rundt i alt hvad der relaterer sig til følelser, venskaber, flirteri og seksualitet. Som jeg skrev ovenfor, så kan det være rigtig svært at navigere i balancen mellem venskab og flirten/kæresteri, særligt hvis det er en person af samme køn som man er tiltrukket af. Du skriver at du selv er biseksuel, så jeg forestiller mig også, at du muligvis også selv kan have oplevet, at det godt kan være svært med den her balancegang mellem venskab og "noget mere" - eftersom du kan blive tiltrukket af begge køn.
Så hvis vi lige skal opsummere, så forstår jeg godt, at det går dig på at flere af dine drengevenner har virket sure over, at du ikke ville mere, når du jo bare gerne vil have et venskab med dem. Det er rigtig frustrerende når det går ud over venskabet. Men så længe du gør det tydeligt at der ikke er tale om andet end et venskab for dit vedkommende, så tror jeg desværre ikke der er så meget andet du kan gøre ved det. Derudover tænker jeg faktisk også, at de 3 fyres reaktion kan vær et udtryk for, at de er blevet skuffede eller kede af, at dine følelser ikke var gengældte. Nogle gange kan man godt komme til at virke sur, selvom man i virkeligheden er ked af det. Jeg tænker derfor ikke at du skal tage deres reaktion personligt og opfatte det som om, at det er dig de er sure på.
Jeg håber du kan bruge mit svar. Husk at du altid kan skrive herind igen, hvis der skulle opstå flere spørgsmål.
De bedste hilsner
Freja