Unormalt

brevkassespørgsmål

Unormalt

brevkassespørgsmål af
Frederik
19 år
Oprettet 6 år 2 uger siden

Jeg er en dreng på 19 år. Jeg har aldrig haft sex, og jeg synes virkelig det er det pinligste i hele verden - selvom alle siger det er normalt og at det endda er lidt sødt. Jeg er pisseligeglad det er fucking pinligt. Jeg har før i tiden været sådan ok til det med pigerne, men hvis det så har ledt frem til en mulighed for sex er det som om jeg har mistet interesse i pigen, set negative ting ved hende eller bare fået kolde fødder. Jeg ved det hele bunder i en form for usikkerhed, dårligt selvværd, hvad ved jeg. Jeg har også en tendens til at falde for piger jeg allerede kender i forvejen eller sågar mine gode veninder. Det er fordi jeg er tryghedsmenneske. Jeg er bange for at binde mig, udlevere mig selv til et andet menneske. Jeg har så mange problemer og issues med den slags at det er helt ufatteligt. Jeg havde engang en bedste ven, som jeg virkelig gav hele mit liv til og lukkede fuldstændig ind i mit inderste, og han pissede højt og helligt på det og udleverede mig til alle - bare for at gøre det. Der gik 3 år før jeg første gang kyssede en pige fordi jeg inden da ikke følte mig god nok og at jeg ikke var værd at samle på. Jeg gik på efterskole med den pige og vi kom sammen en måneds tid, men så snart hun gjorde anledning til at vi skulle have sex, begyndte jeg at ryste, få kuldegysninger og jeg var så bange. Hun var heldigvis forstående og sagde at hun også var bange sin første gang - og at der ikke var noget der hastede. Hun fik mig faktisk til at føle en form for tryghed for første gang i flere år - og et par dage efter forlod hun efterskolen på grund af problemer hjemmefra og slog op med mig over besked samme aften. Da jeg et halvt års tid senere pludselig endte i seng med min bedste veninde på det tidspunkt og vi begge vidste at vi skulle have sex, så kunne jeg ikke få den op at stå - nok fordi det var ude på de sene morgentimer, jeg var fuld og træt. Og det synes vi bare var sjovt og jeg gav hende finger. Så kærestede vi lidt i en uges tid indtil vi fandt ud af at det var for underligt. Siden har jeg her i gymnasiet scoret flere piger og været på dates og så videre - men det bliver aldrig til mere et lidt kysseri og så fucker jeg det op og må komme op med en eller anden dum undskyldning for hvorfor jeg ikke kan have noget med dem længere. Jeg savner at have noget med noget. Det er længe siden sidst nu.

Mit spørgsmål er nu: hvad er jeres råd til mig, en 19-årig gymnasiedreng i 3.G, der nærmest dagligt bliver mindet om - på den ene eller den anden måde - at jeg er den sidste jomfru blandt alle mine venner? Jeg vil gerne møde en sød pige og jeg kender flere jeg ville ønske jeg kunne sige noget til - men jeg aner ikke hvad jeg skal sige? Og jeg er også så pisseræd for at blive afvist

Svar: 

Hej med dig Frederik. 

Lad mig starte med at sige, at jeg forstår virkelig godt, hvor du kommer fra, når du siger, at du føler, at det er pinligt, at du ikke har haft sex, fordi sex er en ting, som fylder rigtig meget i vores samfund. Vi snakker om det, hører om det, og det er en indirekte faktor i alt fra parfume-, bil- og kaffereklamer, så det rigtig god mening, at det fylder så meget i dine tanker.

Den gennemsnitlige seksuelle debut i Danmark er omkring 16-16,5 år, men det der er med sådan nogle tal, det er, at de kan være enormt misvisende. At den gennemsnitlige alder er omkring de 16 år betyder ikke, at alle andre har sex første gang som 16 årig, men bare at når man lægger alle tallene sammen, så er det gennemsnittet. Der er folk, som har deres seksuelle debut før de er 16, men der er også mange, som har den efter både som 18, 19, 20-årig og så videre. Og det er der intet galt i. Sex er ikke et punkt på en tjekliste, som det gælder om at få krydset af så hurtigt som muligt. Det er noget, man skal gøre, når det føles rigtigt, og det er så forskelligt, hvor gammel man er, når man finder sig i en sådan situation. Så selvom du ikke nødvendigvis føler, at det hjælper at høre det, så er det vigtigt for mig alligevel at fortælle dig, at det er helt normalt og okay, og at du er absolut ikke den eneste. 

Når det så er sagt, så virker det til, at du egentlig føler dig klar til sex, men at det mere er det her med at finde en pige, som du føler dig tæt på uden, at du får kolde fødder, som er dit største udfordring. Du skriver, at du gerne vil møde en sød pige, og at der måske egentlig er et par stykker, som du allerede har et lidt godt øje til, men at du er i tvivl om, hvad du skal sige, fordi du er bange for at blive afvist. Og det tænker jeg er en helt naturlig frygt at have. Det er mega nervepirrende at skulle åbne sig op, fordi man ved ikke om, den anden har det på samme måde. Der er en risiko, for at ens følelser ikke er gengældt, men spørgsmålet er om, det er en risiko, man er villig til at løbe. Er man det, så tænker jeg, at det handler om at tage mod til sig, springe ud i det, give det en chance og være 110 % sig selv. Hvis en person ikke kan lide dig for dig, så er det nok bare ikke mening, at det skal være jer to. Hvis det går, så går det, og hvis det ikke går, så går det alligevel. For man gav det en chance, fulgte sine mavefornemmelse, og skal så ikke længere gå og tænke, "hvad nu hvis dit" og "hvad nu hvis dat". Det kan man blive helt rundtosset i hovedet af, og man finder alligevel sjældent ud af, hvad svaret er, før man selv prøver at finde det. Så hvis der er nogle piger, som du kunne have lyst til at lære bedre at kende, så er mit bedste råd at springe ud i det og give det den chance, det fortjener.

Ud fra det du skriver i dit brev, får jeg dog en fornemmelse af, at du faktisk er rigtig god til at tage kontakten, når din interesse er vagt, og at det, som egentlig er det sværeste for dig, er at blive, når tingene bliver lidt mere seriøse. At det er her din tryghedssøgende natur kommer i spil, og at du trækker dig, fordi du bliver usikker og nervøs. Og det giver rigtig god mening, for det er nok lige der på det tidspunkt, hvor man begynder at give lidt mere af sig selv, at man også bliver mest usikker på sig selv, specielt hvis man som du har haft en ubehagelig oplevelse, hvor nogen udleverede en, selvom man havde vist dem stor tillid. Det er en mega ubehagelig oplevelse, det er der ingen tvivl om, og jeg kan godt forstå, at det har sat sig i dig. Det er ganske naturligt at ville beskytte sig selv, men nogle gange kan det være nødvendigt at tage et skridt tilbage for at se, om man i forsøget på at beskytte sig selv mod at blive såret, også fik "beskyttet" sig selv mod chancen for at for finde det, man søger.

Derfor tænker jeg, at selvom det er svært, så er det måske tid til at give det en chance mere. At kaste sig ud i det og prøve, og hvis du har mod på det, kunne det måske være en stor lettelse at gøre det ærligt. Altså at fortælle den pige, du vælger at date, at du gerne vil lære hende at kende, men også at du før har oplevet, at du pludselig trækker dig, og at du får kolde fødder, men at du arbejder på det. Det er ikke en nem ting at sige, men jeg tænker, at mange piger vil sætte pris på, at du er ærlig, og at det eventuelt også åbner en mulighed for at snakke om det, hvis du så får kolde fødder. og faktisk løse det Fordi jeg kan ikke garantere dig, at det er en følelse,, som ikke kommer til at opstå igenk igen. Vi er alle forskellige, nogle bliver rigtig nemt jaloux, andre er dårlige til at pleje deres parforhold og lader det gå i glemmebogen, og nogen har det ligesom dig, at det er totalt skræmmende og svært at skulle åbne sig op. Vi har alle vores udfordringer, det er helt naturligt, men vi behøver ikke at være slaver til det. Det er noget, man kan arbejde med, øve sig i og udfordre sig selv i, og det er måske det, som giver mest mening for dig lige nu. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du har mod på at prøve dig selv lidt af og se, hvor det bringer dig hen. Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke, og jeg håber, at du finder det, du søger.

De bedste hilsner 

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program