Jeg er en pige på 20 år og jeg har en kæreste på 22 år, som jeg har været sammen med i lidt over 3 år. Da vi startede med at komme sammen, var han en selvstændig, veltrænet, sjov og seriøs fyr. Det med seriøs kommer jeg til. Han boede hjemme hos hans mor, med hans 3 halvsøskende, og hans storebror boede for sig selv. Da jeg først mødte hans mor, var der absolut intet, jeg synes at hun virkede rigtig sød og rar, og hun grinede af alt man sagde. Men jo længere ind i forholdet min kæreste og jeg kom, jo mere åbnede han op for mig. Det var alt fra fortællingen om hvordans hans far døde mens han selv var til stede, og historier fra hans tid på “gaden”, og hvilken slags ballade ham og hans kammerater lavede. Han fortalte også mere og mere om hans mor, bl.a. hvordan at hun lånte penge af ham og faktisk skyldte ham op til 50.000 ca, han fortalte + jeg oplevede selv, hvordan at han skulle køre hende til højre og venstre, fordi at hun skulle til det ene tjek efter det andet på sygehuset, og det var HAM, HVER gang. Hvordan han skulle betale halvdelen af huslejen derhjemme fordi at han var over 18. Han fortalte at han altid har taget sig af sine søskende, fået dem op om morgenen og i skole, lavet mad til dem, kørte dem til og fra ting, og sørgede for dem generelt, fordi at hans mor ikke kunne magte det. Han fortalte hvordan at ham og hans storebror selv kom i aflastning, fordi at hans mor ikke kunne overskue dem. 

Lige efter at han fortalte mig alle disse ting, begyndte jeg at føle et større og større had mod hende. Jeg kunne slet ikke være i mig selv, når han snakkede om hende, og jeg blev faktisk rigtig sur og negativ, og det gør jeg stadig. Jeg føler mig som det mest overfladiske og mindst omsorgsfulde menneske nogensinde, fordi at hver gang han siger det mindste om hende, føler jeg INTET, uanset om han fortæller om en operation hun skal i gennem, eller sågar da han sagde, at hun havde sagt at hun skulle igennem en kræftpakke (hvilket var en løgn eller et kald på opmærksomhed fra ham, da vi aldrig hørte mere end det). Det skal lige siges at hans mor ALTID har fejlet alt muligt, og altid være inde og ude af sygehuset. Han flyttede ud til mig og min familie efter ca 1,5 år efter vi kom sammen, og derfra begyndte han at se hans egen familie mindre og mindre. Han stoppede med at svare dem, og tage ud og besøge dem osv. Hans mor blev med at skrive til ham, at hende og børnene (hans søskende) savnede ham, og hun savende det forhold de havde dengang (det skal siges at min kæreste til tider sov i hans bil, fordi at der ikke var plads til ham derhjemme, og hun spurgte aldrig hvor han var), og hans mor kørte på hans følelser, ved at skrive ting som ville gøre ham ked af det, f.eks. til at starte med, handlede beskederne om hvor syg og dårlig hun var, hvor hårdt alting hvor, og hvor svært hun havde det. Da det ikke virkede mere, begyndte hun at skrive ting om hans andre familiemedlemmer som f.ek.s at der var noget galt med hans morfar (hans mormor som er død, og hans morfar er hans et og alt), eller hans halvsøster nu havde det dårligt igen o.s.v. Det blev ved i ca. 1 års tid, hvor hun så til sidst stoppede med at skrive til ham helt, og når hun så en sjældent gang i mellem gør, er min kæreste sådan “nå, nu skriver hun endelig”, men svarer ikke rigtigt igen. Jeg tror bestemt at han holder dem på afstand, i hvert fald hans mor, fordi at han ved at jeg bliver så negativ hver gang han snakker om hende, og det er pisse synd for ham, at han ikke engang kan snakke om hans egen mor, men jeg kan virkelig ikke styre det, jeg er så ligeglad uanset om jeg vil eller ej. Jeg er endda også kommet til det punkt, hvor jeg knap nok putte et ægte smil på, ude ved hans mor og halvsøskende. Jeg magter det bare ikke mere, jeg sidder bare og stirre ud i luften. Jeg nægter at kalde hende for svigermor, og tyder altid til hendes navn, frem for “din mor”, når jeg snakker med ham eller andre der kender hende. Dengang min kæreste flyttede ud til mig, gik hans forhold til hans halvsøskende mere eller mindre i stå i samme øjeblik, og de skriver eller kontakter ham aldrig, medmindre de mangler noget eller har sprøgsmål, fordi at sådan har det jo altid været. Det er den rolle han har for dem. Han tror på at de ikke skriver til ham, fordi at de ikke tør skrive, fordi at han ikke svarer hans mor. Men jeg har forsøgt at forklare ham, at det ikke er derfor, men fordi at det ikke er det forhold han har til hans søskende. De har ikke et “normalt" søskende forhold, men mere et forældre/barn forhold, og det er ikke bare lige sådan at ændre på. Han søskende har aldrig været vant til at skulle spørge ham, om hvordan det går eller hvad han laver, fordi det har aldrig lagt til den relation de har, men det forstår man min kæreste ikke, og vi fik et kæmpe skænderi ud af det.Min kæreste og jeg mødte hinanden på en arbejdsplads, hvor jeg som den første stoppede, og han stoppede senere hen, og fik job et andet sted. Fra dette job blev han fyret for første gang i hele hans liv, og det vendte op og ned på ALT. Han begyndte at tage på i vægt, han blev mere og mere deprimeret, og gad ingenting. Jeg havde sabbat år og kun et deltidsjob, så vi gik næsten op og ned af hinanden. Dette stod på i ca. 1 års tid efter han blev fyret, hvor jeg sagde til ham, at hvis han ikke snart hev sig selv op (jeg havde prøvet alt for at hjælpe), så måtte jeg gå fra ham, hverken ham eller jeg kunne holde til at blive ved på den måde. Dét tog han til sig og fik hevet sig selv mere eller mindre op, han stoppede, eller skjulte, at han var stresset og deprimeret, og vi fik nogenlunde gang i forholdet igen. Han startede på uddanelse måske et halvt år efter det her, men da han skulle op til grundforløbs eksamen, dumpede han desværre, og  her startede hele forløbet næsten forfra, udover at jeg ikke tror han turde vise, at han var stresset og havde det virkelig dårligt denne gang, han forsatte også med at tage på i vægt. Han startede igen på uddannelse, men efter blot nogle uger uden at kunne koncentrere sig i skolen, snakkede han med en skolepsykolog, som havde sagt til ham, at hun synes han skulle stoppe på uddannelse, og lave noget han godt kunne lide, så han kunne stresse ned. Så han stoppede på uddannelsen, igen. Problemet her var at han godt kunne lide at træne, men han havde ikke penge til bil eller benzin ELLER fitness abonnement, så han endte igen med at gå derhjemme og lave intet. Han er nu, 3 år senere, næsten 20kg større, uden fuldtid eller en påbegyndt uddannelse, han har et deltidsjob hvor han kun har vagter i weekenderne, og stadig ikke i stand til virkelig at tage sig sammen, til at tabe sig og/eller søge job. Han er ikke alvorlig eller seriøs mere, ment på den måde, at han bruger fjolleri og drilleri som en eller anden forsvarsmekanisme, når han ikke ved hvordan han skal agere eller reagere på ting. Jeg kan ikke snakke seriøst med ham, og vi har ikke haft sex i over 3 måneder, fordi at han ingen selvtillid eller selvværd har + at jeg ikke tænder på ham, som i overhovedet, på grund af de ekstra kilo. Vores sex forhold har aldrig været optimalt, men det er fuldstændig dødt her hen over de sidste par måneder. Mine største problemer lægger i at, jeg ikke vil/tror på at ham og jeg, nogensinde kan få børn eller blive gift, generelt bare at vi har en fremtid, på grund af hans mor. Jeg forstiller mig et liv, hvor vi skal diskutere konstant, om hvor børnene skal holde fødselsdag, eller jul, eller om de absolut skal med til fødselsdage derude hos hans familie. Jeg kan ikke rigtig genkende mig selv, når jeg tænker på hans mor og i kommende situationer, som en evt. barnedåb eller et bryllup, hvor jeg inde i mit hovede, sætter hele hans familie ved et bord for sig selv, lang, langt væk fra mig og ham, og fra hovedebordet, og det er jo egentlig skrækkeligt. Jeg er total på bar bund, om det her problem er noget jeg kan arbejde med ved en evt. psykolog eller om løbet er kørt. Og det samme gælder med alt det her med ham som person generelt, hans useriøse og alt andet end selvstændige personlighed, hans konstant søgen efter opmærksomhed og kærlighed fra mig, hans altid undren om hvad han gør er godt nok, ellers skal han lige høre mig, og det er om ALT. “Hvad skal jeg skrive?”, “hvad skal jeg gøre?”, “hvad vil du?”, “hvad tænker du?”. Det er som om at jeg har fået mig et barn, som jeg hele tiden skal holde styr på, tage beslutninger for og konstant arbejde på hans selvværd og selvtillid for. Og udover at han er en super god kæreste (foruden alt ovennævnte), så ved jeg bare ikke hvad jeg får ud af det. Jeg er sur og negativ lige så snart han nævner hans mor og til tider også hans søskende, jeg er 21 år og har fast kæreste, men absolut INTET sexliv. Jeg kan bare ikke se mig selv i det mere, men jeg elsker ham af hele mit hjerte og når alt er godt, er det virkelig også godt. Men når alt er slemt, så er det VIRKELIG også slemt. Jeg tyer nemmere til at græde, mit humør vender lynhurtigt, både pisse sur, glad, ked af det og alt der i mellem. Det hele piner mig, min kæreste og min familie. Jeg vil gerne ham det absolut bedste, men jeg vil ikke glemme mig selv i forløbet.