Hej Brevkasse.

Jeg skriver fordi jeg gerne vil høre jeres mening om en sag, som går mig utrolig meget på.

Jeg har i årevis været stamkunde i en bestemt butik. Jeg er på fornavn med medarbejderne og jeg har oplevet, at de også var glade for at se mig i butikken, ( som producerer og sælger håndlavede bolcher) og jeg har benyttet dem ofte, da jeg har brugt deres produkter til gaver i tide og utide. 

Jeg har så også "tilladt" mig at sige når der var noget jeg efterlyste, fx om de havde mere af en speciel vare mv

Der er en HR medarbejder, en kvinde på ca 32 år, som er ansvarlig for de "piger" der ekspederer kunder. Hun har været meget venlig men det har ændret sig. 

Også de andre har jeg tydeligt set en ændret attitude hos. Bestemt en medarbejder, som i min optik var uhøflig, og som svarede med een stavelses ord, når jeg kom og som så meget sur ud og jeg følte det som en kold spand vand i hovedet. 

Jeg har skrevet om mine ønsker, men disse er hver gang gennem det sidste år afvist, med et "nej, det kan ikke lade sig gøre". Det accepterede jeg dog men jeg undredede mig, for fra at alt ligesom kunne lade sig gøre til "nej" når alt jeg spurgte til kunne det mon lade sig gøre, ja det blev nu afvist. 

Jeg har så fået besked om, at denne unge kvindelige leder ville tale med mig, Hun skrev en masse so jeg ikke mener man skriver til en kundem og jeg skrev, at jeg opfattede det meget uvenligt og ikke ville møde op til samtale og flere ubehagligheder. 

Jeg har det store problem, at jeg aldrig har lært at sætte grænser! Det er en lang historie. Jeg har også haft en mor der ydmygede mig. Og som lærte mig, at sagde jeg fra, dvs "kasserede" andre mennesker, ja så sagde det alt om mig! Jeg kan godt se idag, at jeg bliver "lille" når jeg er i rum med kvinder, Jeg underkaster mig meget let og jeg bliver "pleasende". 

For et par uger siden gik jeg så forbi butikkken i København. jeg gik ind da vejret var dårligt og jeg tænkte, at nu kunne vi få talt ud. Jeg har siden midt dec ikke været i butikken i hverdagen, fordi denne "leder" gav mig ondt i maven. Noget sagde mig, at det ikke ville være ligeværdigt, hvis jeg mødte op til hendes "påbud" om at se mig. 

Knap var jeg trådt indenfor før den ene medarbejder spottede mig og løb, ja hun løb faktisk  ind på kontoret og hentede denne unge kvindelige "leder". 

Hun kom og sagde ikke "hej" eller noget. Jeg smilede og small talkede om, at jeg var drivvåd. Jeg sagde, at jeg jo kunne tænke hun kom fordi hun ville tale. Vi stod i butikken ved den ene kasse, og det sagde jeg, at det brød jeg mig ikke om, fordi der jo var andre kunder som kunne se og høre os. Men det bestemte jeg ikke sagde hun. 

Der var ingen dialog. Der var ingen mimik. Hver gang jeg sagde noget sagde hun: "Du kan godt stoppe det der, det finder jeg mig ikke i". Jeg hævede ikke stemmen, Talte ikke ned, Kom ikke med kritik men bad hende uddybe, Hun hældte så en masse møg ud over mig, og jeg sagde at jeg ikke forstod, at hun tog ting frem, som jo 1-2 år tilbage. Bla at jeg havde spurgt til en ordre, og så ikke fulgt op på den. At jeg havde "beskyldt" hendes piger for dårlig service fordi jeg havde påtalt, at jeg helst ikke ville have varer der blev tabt på gulvet. Det var ubehageligt. Igen sagde jeg fra men øjeblikkeligt fik jeg at vide, at mine ytringer var uacceptable, med førnøævnte sætning. 

Det var meget ubehageligt. Ingen mimik i ansigtet på denne person jeg stod overfor og jeg blev ærligt i tvivl, om det var hende jeg kendte så godt. Hvis I forstår. Jeg sagde flere gange : "der er jo ingen dialog her, du definerer jo alt og stopper mig". Det stoppede hun så også med stone face, og med samme sætning. 

Det var i mine øjne een stor planlagt gang tilsvining og hun har aldrig haft interesse i "dialog" men haft til formål at ydmyge mig. Jeg gik, da hun sagde, at jeg var "dum" og at "din adfærd og dine beskeder er langt over, hvad jeg vil finde mig i og du skal forbedre dig". 

I dage efter var jeg helt lammet. Jeg kunne ikke samle mig om noget og idag har jeg også været gal! 

Deres ejer, en mand på 60+ vil det ikke nytte at henvende sig til. Han tror på og støtter hende der overfusede mig. 

Det er i mine øjne groft, meget andet blev også sagt, men det var den der uhyggelige attitude og den der sætning som jo stopper det jeg kommer med og "definerer" det som ugyldigt og ja det var uværdigt. 

Jeg er vred på denne kvinde! Jeg er vred over, at jeg ikke optog samtalen. Men jeg var ikke forberedt på dette. Det tror jeg omvendt at hun var, at når jeg viste mig en dag, så skulle jeg have alt det frustration at føle, som hun havde opsparet. 

Dialog nytter ikke. Og det tror jeg ellers meget på. Det var meget ydmygede og igår har jeg tudet af raseri. 

Der skete nemlig det, at jeg mødte hende hos en lokal take away, hvor jeg var for at bestille mad. Hun kom ind med sin datter. Hun så mig godt. Jeg fik det meget skidt i maven, denne ydmygende fornemmelse og også frygt. 

Jeg har jo også en del bolcher hjemme, tænkt til gave mv men nu har jeg bare lyst til at smide det hele ud. For det skaber angst og væmmelse hos mig, at have noget, der minder mig om dette sted. 

Overreagerer jeg? Det er jo ikke godt at sige "fuck dig" for det kom jeg til, da jeg gik ud. Jeg tror hun hørte det. Jeg taler aldrig sådan. Jeg var så presset. Jeg skulle bare væk fra min plageånd. 

Hvorfor fulgte jeg ikke min mavefornemmelse og sluttede min kontakt (og dyre køb) dette sted, på baggrund af det jeg fik retur i dec? Jeg skal ligesom ydmyges "ret grundig" før jeg kan se, at det slet ikke er ok.

Jeg håber I vil svare mig. Jeg har overvejet at gå i terapi for at lære grænsesætning og at sige fra. Hvis I tænker jeg er dum, så forstår jeg det. Jeg ved ikke hvad du tænker. Jeg er også vred på mig selv fordi jeg jo lod hende ydmyge mig. 

Min vennde mener, at jeg kan #øve" mig på grænsesætning ved at gå derind. Men det trlr jeg ikke jeg kan mere. Jeg ved jo at hende "lederen" får alt at vide om hvornår jeg kommer og jeg finder det ret så underligt, at vise mig et sted.hvor jeg er blevet behandlet sådan. At betale. De må jo tænke, at jeg ingen selvrespekt har, det har jeg ikke. Men jeg er i syv sind. Jeg ville i givet fald optage samtalen. 

vh