Tristhed og mangel på overskud

brevkassespørgsmål

Tristhed og mangel på overskud

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 3 uger 3 dage siden

Hej

Lige nu ser jeg ikke rigtig en anden udvej end at skrive ind til jer. Jeg ved ikke helt hvorfor, at jeg føler det her stærke behov for at skrive mine tanker ned, men jeg kan bare mærke, at alting føles mere og mere forkert, og det er kun blevet værre. Med andre ord vil jeg gerne have en klarhed over, hvorfor jeg ikke bare kan være som alle andre. Hvorfor mit følelsesliv skal føles så kompliceret. Derfor vil jeg forsøge at nævne de ting, som jeg kan komme på, der har været hårde for mig gennem tiden, og så håber jeg på, at I kan hjælpe med at skabe en klarhed for mig.

Først og fremmest så er jeg altid blevet skældt meget ud derhjemme af min far. Dette siden starten af mine teenageår. Han har altid haft et stort temperament, kaldt min mor og jeg ting som f.eks. “idiot” eller “kælling”, mens han også godt har kunne finde på at smide med ting, når han blev vred. Derudover har han altid døjet med ekstremt søvnbesvær og gik derfor ofte rundt og klagede over, hvor træt han var, og hvor hårdt livet var i det hele taget. Dette gjorde også, at han ofte skulle hvile sig, mens vi andre skulle være musestille. Hans temperament gik aldrig ud over os på en fysisk måde, men grundet hans store verbale og følelsesmæssige temperament, har jeg altid været meget på vagt. Jeg dannede mig nærmest en egenskab til at opfange hans signaler, dvs. hvis jeg f.eks. fornemmede, at han havde en dårlig dag, så undgik jeg at snakke til ham, mens jeg gjorde det modsatte, hvis jeg fornemmede, at han havde en god dag. Jeg er dog altid blevet og bliver stadig meget hurtigt ked af det og ramt følelsesmæssigt, ligesom jeg begynder at græde ved bare den mindste skæld ud. Dette er både kommet til udtryk, da jeg arbejdede i butik og fik skæld ud af kunder, eller når min kørerlærer lige hævede stemmen en lille smule i køretimerne. Derudover har min far også altid været meget manipulerende og talt meget nedværdigende til min mor, ikke kun derhjemme, men også når vi er ude i offentligheden, hvilket gør, at det ikke er usædvanligt, at folk kigger efter os. Hans humør kan ændre sig på få sekunder, hvis bare maden i ovnen har fået for lang tid, hvis han ikke kan finde grydeskeen i skuffen, eller hvis der ikke ligger en blyant på det sædvanlige sted. Allerede i teenagealderen mærkede jeg, at det ikke var sådan i mine veninders hjem. Men det var jo heller ikke altid, at han var sådan. Han kunne også godt være rigtig sød og fair, ligesom han også altid støttede mig i de ting, jeg gjorde. På mange måder var og er han en rigtig god far, men med en lidt mørkere side, som han tydeligvis altid har haft meget svært ved at kontrollere.

Så skete der det, at da jeg var 14, fik jeg rodet mig ud i noget, som jeg egentlig selv lagde op til, men som var grænseoverskridende, da jeg var i situationen. Jeg ved ikke, om jeg tør betragte det som et seksuelt overgreb, for jeg lagde selv op til det. Dog var det så grænseoverskridende i situationen, at jeg husker, at jeg stivnede fuldstændig. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg ikke kunne bevæge mine arme, ligesom jeg nærmest var i “en anden verden”, mens det fandt sted. Jeg så nærmest det hele oppefra, hvis det giver mening.

Jeg ved ikke, om det næste, jeg vil fortælle om, skyldes denne oplevelse. Men efterfølgende udviklede jeg så en frygt for at være blevet syg som følge af det, der skete. Jeg tog ofte lægen til lægen for at få bekræftet, at alt var som det skulle være, men af en eller anden grund blev det bare værre og værre, og pludselig var det bare en generel frygt for at blive syg i det hele taget.

Dette udviklede sig langtsomt til en frygt for bakterier, hvor altid bare skulle være så rent som muligt. Jeg husker tydeligt, at jeg ofte måtte tage hjem fra gymnasiet et par timer tidligere, for at kunne nå ”den daglige hovedrengøring”. Dette samtidig med at jeg var en rigtig stræber på gymnasiet, hvor jeg virkelig knoklede for kun at få høje karakterer. Det var ligesom om, at den her anerkendelse på skolebænken overskyggede alle de lidt mere trælse ting, som jeg kæmpede med, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg kun havde én mundtlig eksamen på mit eksamensbevis, som jeg ikke havde fået 12 i.

Disse to perioder strak sig i øvrigt over ca. 4 år.

Så skete der dog det, at min bror pludselig udviklede OCD. Dette samtidig med, at min mor var rigtig syg. Jeg husker tydeligt, hvordan han tvang hende til at deltage i alle sine “ritualer” på trods af, at hun lå og havde det rigtig skidt. Min far blev også inddraget i min brors OCD, hvilket blot forværrede hans dårlige søvn og dermed øgede hans temperament. Han sad tit og drak smerten væk om aftenen, og på disse tidspunkter lå det bare i luften, at man helst ikke skulle tale til ham. Ofte måtte jeg også være “dommer” derhjemme, for de andre var så langt ude, at de ikke længere kunne finde ud af, hvor grænsen gik. Mine forældre sagde tit, at de ikke kunne mere, og på daværende tidspunkt frygtede jeg oprigtigt at miste dem. Heldigvis blev min brors OCD bedre med årene, og tingene er således meget mere under kontrol i dag.

Dog har jeg altid en følelse af tristhed, ligesom jeg også har følelsen af at være en gammel sjæl i en 21-årig krop. Jeg føler, at jeg har været igennem så meget følelsesmæssigt, at jeg nærmeste er helt tynget indeni. Derudover har jeg også oplevet at få sådan nogle mærkelige “anfald”, hvor jeg er gået fuldstændig i panik ved separation fra min kæreste. Dette er sket 2-3 gange, hvor jeg den ene af gangene gik fuldstændig i panik, da han skulle forlade huset. Jeg husker, at mit hjerte tæskede derud af, mens jeg græd og løb efter ham. Jeg løb i ca. 5 minutter for at indhente ham, og jeg var fuldstændig i en anden verden og havde slet ikke kontrol over min egen reaktion, hvilket skræmte mig rigtig meget. Nogen gange føles det som om, at jeg kan gå i panik, når jeg bliver separeret fra den person, som jeg føler mig aller mest tryg ved, dvs. min kæreste. Det sker langt fra altid, men lige pludselig, så kan det bare ske, som når et lyn slår ned fra en klar himmel. Derudover knytter jeg mig også enormt hurtigt til folk og bliver samtidig også enormt hurtigt følelsesmæssigt påvirket ved bare den mindste mistanke om, at de ikke vil mig. Jeg har i det hele taget rigtig svært ved at håndtere mine følelser.

Det blev en rigtig lang snørre, og det beklager jeg. Jeg har bare haft så svært ved at finde hoved og hale i alting, og derfor havde jeg brug for at få et andet syn på sagen. Er det mig, der bare er særligt sårbar, eller hvad sker der med mig?

 

Svar: 

Kære dig. 

Hvor er jeg glad for du har skrevet herind til os. Du har mange ting at bære rundt på, og du har båret på dem længe. Du skriver, at alting føles mere og mere forkert, og at det kun bliver værre. I den forbindelse får jeg den tanke, at ting fra fortiden har hobet sig op, og jo længere tid der er gået med at bære rundt på alt det, jo mere kommer tingene til at veje, og måske derfor kommer de til at føles mere og mere forkerte. Det kommer de til, hvis de ikke bliver åbnet op for. Derfor kan jeg ikke andet en bekræfte og rose mange gange, hvor sejt det er, at du nu åbner op. Jeg håber, jeg kan give dig lidt klarhed på, hvorfor dit følelsesliv føles så kompliceret, og hvorfor du ikke føler, du kan være lige som alle andre. 

Først vil jeg lige fremhæve, at ud fra din beskrivelse af din fars mørkere sider, som har fyldt rigtig meget, samt din seksuelle oplevelse som 14årig, giver det god mening, at du idag føler og reagerer, som du gør. Dernæst vil jeg fremhæve, at man aldrig selv lægger op til noget eller selv er skyld i noget, der minder om et seksuelt overgreb - derfor har du heller ikke gjort det, selvom du måske har fortalt dig selv det. At du stivnede har været et signal til den anden om, at vedkommende skulle stoppe - og derfor er det vedkommendes ansvar, det har aldrig været dit. Dit signal ignorerede vedkommende. Og ja det giver rigtig meget mening, at du så det hele oppefra. Dit sind har ikke kunnet rumme oplevelsen og i forsøget på at beskytte dig selv, er du blevet mentalt suget ud af situationen. Nu vi er ved denne oplevelse vil jeg først vende mig mod den, derefter vil jeg komme ind på din far og den betydning, jeg tror, han har haft for dig. 

Når du beskriver din reaktion under situationen, lyder det som om, du har været lamslået af frygt. Denne frygt, tænker jeg, har haft brug for at manifestere sig i noget mere konkret, så dit system bedre har kunnet håndtere den. Så den angst du oplevede i situationen har måske lavet sig selv om til en angst for at blive syg og senere en angst for bakterier. Det kan have været din krops forsøg på at forholde sig til en oplevelse, du og ingen andre på nogen måde skal kunne rumme. Eller rettere sagt, din kan det have været din krops forsøg på ikke at forholde sig til det ved at fortrænge den angst, du oplevede i situationen. Dette kan ske, fordi éns hjerne forsøger at beskytte én ved at forvrænge eller transformere en uhåndgribelig angst til en mere håndgribelig og konkret angst. 

Samtidig med at du kom ud for dette, lyder det heller ikke til, at dit barndoms hjems strukturer ikke har hjulpet dig. 

Som jeg ser det, har din barndom været på din fars præmisser og kriteriet for, om du kunne have det godt, har været, at din far har haft det godt. Det vil sige, at du og dine følelser ikke har fået lov til at være der. Du har ikke kunnet være glad, når gode ting skete for dig, eller kunnet være ked af det, når ting var trælse. Du fik ikke lov at have det sådan, som du havde brug for. Med andre ord fik dine behov ikke plads til at være der. Du er derfor ikke vant til at prioritere dig og være dig, og så er det klart, at alting føles forkert, hvis du ikke har kunnet være dig. 

Noget andet er, at du altid har skullet være på vagt, haft dine censorer ude, skullet regne din fars manipulation og utilregnelige humør ud, og hele tiden været på forkant. Du har med andre ord konstant været på overarbejde. I stedet for at kunne komme hjem og koble fra, er det omvendte for dig forbundet med det at være hjemme. Det kræver meget af én følelsesmæssigt, og jeg tænker, det uden tvivl har en sammenhæng med din måde at reagere på nu. 

En måde du beskriver at reagere på er, at du begynder at græde ved den mindste skæld ud - det giver god mening for mig - jeg tænker, at der ligger mange associationer og følelser begravet i din krop i forbindelse med at blive skældt ud. Dvs. at skæld ud, irettesættelse, en hævet tone  minder din krop om oplevelser med din far, som er ekstra voldsom end de fleste andres, og som derfor presser dig mere. Du oplever måske dig selv som overfølsom, fordi det udefra kan synes, at der ikke skal så meget modstand til i det fysiske miljø, før du når din grænse og bliver ked af det. Men inden i dig, er denne modstand meget større med alt det, du bærer på. Derfor er du ikke spor overfølsom og reagerer meget forståeligt.

En anden reaktion du beskriver, er panik for seperation fra din kæreste, som kommer til udtryk ved anfald. Du skriver ikke om dit forhold til din kæreste, men jeg vil gå ud fra, at du er glad for ham, og har ham nær. Derfor ville det give det god mening, hvis du er bange for at miste den person, hvori du måske har kunnet finde den sikkerhed, du har manglet hjemmefra. Hvis en sådan frygt for at miste opleves som en reel mulighed kan den manifestere sig som angst og panikanfald, som netop kan føles som at man mister kontrollen over sig selv.

Lige før du beskrev disse anfald, beskrev du, hvordan du skulle være "dommer" derhjemme. Jeg ved ikke, om det er rigtig forstået, men med "dommer" tænker jeg på den, der har ansvaret til at vurdere og tage beslutninger, og til at vurdere dine forældres og din brors personlige grænser, og på den måde overtage rollen som forælder. Hvis det er rigtig forstået og hvis dine forældre oveni dette gav udtryk for at forlade dig, opstår der en enorm alene-følelse i mig, en følelse af at være overladt til sig selv, en usikkerhed på lige præcis det, man skal føle sig sikker på og tryg ved - sin familie og sit hjem. Jeg tænker på, om det monstro er sådan du har følt det og stadig føler det? Hvis det er, er det meget forståeligt, at du altid har en følelse af tristhed. Jeg får den tanke, at du er blevet forladt af dine forældre, måske bare ikke i fysisk forstand, og det vil helt naturligt gøre én ked af det. I den forbindelse giver dine anfald, din hurtige tilknytning til folk samt stærke påvirkning af mistanken ved at miste dem - alt sammen rigtig god mening. De kan alle være et udtryk for din frygt for at blive ladt alene tilbage. 

Det var mange ord, og jeg håber, de giver mening for dig. Jeg har forsøgt at give dig mine tanker og følelser på det, du har beskrevet i håbet om, at du kan genkende dig selv i det eller i noget af det og føle, at du ikke er forkert for at have det, som du har det, men at det tværtimod giver meget mening. Måske det kan løsne lidt op for den "forkerthed", du føler. 

Noget af det sidste jeg vil sige er, at jeg føler en vrede på dine vegne. En vrede mod dine forældre for ikke at være blevet behandlet ordentligt. Jeg ved ikke, om det er en følelse, du kan finde i dig selv? Uanset hvad, ville du være berettiget til at have det sådan. Ikke at jeg opfordrer dig til at eksplodere af vrede mod dine forældre, mere for at lade dig vide, at den netop er dig berettiget. Nogle gange kan vrede hvis den er berettiget være en mere hensigtsmæssig følelse, fordi den forsøger at forsvare og passe på én selv. Og det tror jeg, du har rigtig meget brug for. Det, der er med vrede, er, at den kan føles skamfuld eller ikke-okay, hvorfor den hos mange i stedet tager form af ked-af-det-hed, som er mere accepteret af andre omkring én. Problemet med det er, at vreden prøver at fortælle os, hvad vi har brug for, og derfor er det vigtigt at lytte til den. Så derfor, hvis du kan genkende eller finde ind til vreden, måske du kan bruge energien fra den til at se din fortid og dine nuværende problemer i et andet lys af selvomsorg? En anden måde at passe på sig selv på er ved at snakke med nogen om det. Jeg ved ikke, om du synes, du kan snakke med dine forældre om, hvordan du har det og hvad dine oplevelser har været? Mon du kan snakke med din kæreste om det? Eller en anden person? 

Du er allerede på vej til at passe på dig selv ved at skrive ind her - det er et tegn på styrke og villighed til at komme videre. Jeg håber, du vil blive ved med at bruge det fremover.

Alt det bedste til dig fra Emma

Emma fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program