selvmord?

brevkassespørgsmål

selvmord?

brevkassespørgsmål af
selvmords pige
13 år
Oprettet 6 år 2 måneder siden

Hej jeg er en pige på 13. Og jeg har det ikke så godt, jeg skader fx migselv. Min farmor og morfar døde i Januar og jeg er stadig ked af det. Vi fandt ud af at min lillebror har ADHD for 2 måneder siden. Og jeg har allemulige tanker i mit hoved som en pige på 13 ikke skulle have. Selvmord har strejfet min tankegang et par gange på den seneste måned. Og jeg cutter også migselv. Jeg fortalte det til en af mine bedste venner og, hun begyndte at græde. Jeg har ikke lyst til at fortælle hende mere for jeg har ikke lyst til at gøre hende ked af det. Min lyst til at leve er lidt ved at forsvinde. Og nogle gange græder jeg migselv i søvne. Jeg skrev en email til mine forældre for 1,5 måneder siden, men jeg fortalte ikke dem det hele med at jeg cuttede og sådan. Men de tog mig i hvert fald ikke særlig seriøst, som jeg gerne ville havet haft at de gjorde. Jeg har det forfærkeligt med migselv, fordi at at mine forældre bare gerne vil have mig til at komme videre, men det har jeg ikke lyst til. Jeg har prøvet at se en psygolog, men hun kunne ikke hjælpe mig overhoved. Jeg er begyndt at komme til det punkt, hvor jeg bare har lyst til at give helt op. Jeg har en del venner men... Jeg har på samme tid aldrig følt mig så alene før. Hvad skal jeg gøre og er det tillandt at give op?

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt forstå du er meget ked af det. Når man mister mennesker man holder af føler man en kæmpe sorg som kan være rigtig svær at håndtere. Det er ikke bare noget man sådan lige kommer videre fra, og det er helt naturligt og helt i orden at du stadig er berørt og ked af det. Særligt når du samtidig har fundet af at din bror har ADHD, hvilket jeg kan forestille mig også giver nogle udfordringer derhjemme. 

Jeg tror slet ikke man kan snakke om at sorg på den måde er noget man kommer over, så alting bare bliver som før. Men man kan godt blive glad igen. Også selv om man ind imellem selvfølgelig stadig vil føle at man savner dem man holdt af, og som ikke er her mere. 

Du fortæller at du er begyndt at cutte og også oplever selvmordstanker fordi alle de her tanker fylder så meget indeni. 
De fleste der skader sig selv gør det i et forsøg på at "overdøve" den smerte de føler indeni, med en fysisk smerte. Mon også det er sådan for dig? Egentlig kan man tænke det som en god ting fordi det fortæller at man faktisk prøver at gøre noget for sig selv der kan få smerten indeni til at gå væk. Man kan sige at det kan være en strategi til at holde de svære følelser og tanker ud. Det er bare ikke en særlig god strategi. Først og fremmest fordi man gør skade på sig selv. Men også fordi mange oplever at de hurtigt bliver ekstra kede af at de oveni alt det andet også skader sig selv. Og så bliver det hele bare endnu mere trist og sørgeligt i stedet for at hjælpe. 
Det jeg vil frem til er at det er godt at have en strategi, eller en plan der gør det til at holde følelserne og tankerne indeni ud. Det skal bare være en bedre strategi end den du har lige nu. 

Jeg tænker at det i høj grad handler om at komme ud med de her tanker. At du deler din sorg og det lyder det også som om du allerede har prøvet. Det er så sejt at du har skrevet et brev til dine forældre...hvor er det da ærgerligt at de ikke tog det særlig alvorligt. Sådan kan forældre desværre reagere nogle gange. Måske forstår dine forældre ikke helt hvor ked af det du faktisk er. Måske fylder de udfordringer din bror har i forhold til ADHD meget for dine forældre lige nu. Måske er de selv meget kede af dine farmor og morfars død, og har selv svært ved at tale om det? 
Jeg tænker at det er vigtigt at du prøver at skrive til dem igen. Måske kan du denne gang fortælle lidt mere om hvad du egentlig føler. Om at du cutter og at du nogle gange har selvmordstanker. Jeg mener det er vigtigt fordi det at dele tankerne er den bedste vej til at få alt det svære til at fylde mindre indeni. 

Når man går alene med tankerne kommer man hurtigt til at gentage de samme tankemønstre, som så kan gøre det endnu sværere at se veje ud af alt det negative. Måske lige præcis derfor kan man også komme til at føle sig meget ensom, selv om man måske har masser af venner omkring sig...for man er jo alene med de svære tanker. 
Tankerne skal ud, så man kan få hjælp til at se tingene på nye måder. Det betyder ikke at alt bare bliver godt og at det at være ked af det bare forsvinder. Men  det betyder at man kan lære at håndtere smerten, sorgen, ensomheden og tristheden på en anden måde, så den ikke fylder så meget. Så der også bliver plads til at være glad. 

Du fortæller at du har talt med en psykolog, men at det slet ikke gjorde en forskel. Måske var det lige den psykolog og dig der ikke lige var så gode sammen? Måske snakkede I ikke længe nok? 
Svære tanker og følelser er ikke noget der hurtigt kan fikses ligesom et brækket ben. Det tager tid og nogle gange lang tid. Selv om en enkelt, to eller ti samtaler med en psykolog ikke flytter noget kan det sagtens være den næste der gør hele forskellen. 
Du har prøvet at fortælle dine forældre hvordan du har det. Du har talt med en psykolog. Det er som om du inderst inde godt ved hvad der skal til for at du kan få det bedre...og du gør det rigtige. Bliv ved selv om det ikke har virket indtil nu. Bliv ved med at tale om hvordan du har det. Og fortæl åbent og ærligt hvordan du har det, ligesom du gør her i brevkassen. Jo mere du tør fortælle, jo bedre kan andre omkring dig hjælpe. 

I forhold til det her med selvmordstanker kan jeg godt forstå hvis du bliver skræmt af sådan nogle tanker. Når jeg læser dit brev tænker jeg ikke at du lyder som en pige der ønsker at dø. Jeg tænker nærmere at du lyder som en pige der inderligt ønsker en forandring i livet der kan få de smertefulde tanker og følelser til at fylde mindre. 
Sådan tror jeg faktisk selvmordstanker fungerer for de fleste. Det handler måske ikke om et ønske om at dø, men nærmere om at man ønsker at noget skal ændre sig. At noget der gør ont skal stoppe. 
Jeg kan godt forstå du gerne vil have at noget ændrer sig, og det er jeg også sikker på godt kan lykkes, uden at livet behøver at stoppe. 

Skriv til dine forældre igen, og fortæl at du har brug for dem...lige nu. Fortæl så meget du kan om hvordan du faktisk har det. Overvej at snakke med en psykolog igen. Hvis det virker uoverskueligt lige nu, så overvej at ringe til en anonym rådgivning og del dine tanker. Livslinien kunne være en mulighed. De er vandt til at støtte unge med selvmordstanker og unge med sorg. De har åbent alle ugen dage mellem kl. 11 og 03 om natten. Læs mere om dem her

Hold fast i håbet om at det kan blive bedre, for det er jeg sikker på det kan. Det tager tid og mange små skridt, men du skal nok komme fremad. Du gør det rigtige...hold fast, bliv ved og kæmp. 

Gode tanker
Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program