Hej Cyberhus,

Jeg står i et virkelig frustrende dilemma lige nu, som jeg har tænkt meget over i lidt over en måned nu.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare mig, da der er så mange tanker ind over dette, men jeg skal forsøge at gøre mit bedste, for at gøre det så overskueligt, som jeg kan.

Jeg er lige nu i mit 2. lesbiske forhold med denne rigtig søde pige, A, vi har i slutningen af oktober været sammen i 6 måneder, hvilket egentlig er et ok stykke tid. Vi er begge to en lidt stille, feminim og måske en lidt tilbageholdende type, så det kan nogle gange være lidt svært med 'hvem tager intiativ til hvad'. Mit første (lesbiske) forhold var markant anderledes fra dette forhold, og lysten var der meget mere. Jeg ved godt, at man ikke burde samligne sine tidligere forhold med det nuværende, men jeg kan simpelthen ikke lade være med det nogle gange, og det åbner også lidt mine øjne for, hvor tørt et forhold jeg synes, vi har.

Udover det har jeg haft denne konstante tanke den sidste månedstid som har gået på, om jeg overhovedet er til piger (lige nu betragter jeg min seksualitet som værende et sted mellem biseksuel og panseksuel), og måske kun til drenge. Eller så søger jeg bare mere mandlige roller, som hvis jeg nu datede en dreng eller en ftm (en transseksuel der er gået fra female to male)?

Jeg har også haft den tanke, at jeg måske bare ikke har særlig mange følelser for hende. At det måske er grunden til, at jeg ikke føler en fysisk tiltrækning til hende (det føler jeg typisk først når jeg har forelsket mig i personen). Da vi fandt sammen var det kun en god måned efter min tidligere kæreste, Noah, havde dumpet mig og jeg var stadig ked af det, når man ser tilbage på det, er det ret tydeligt. Jeg er slet ikke typen der har rebounds, men det går stille og roligt op for mig, hvad det her egentlig er.  Vi har jo snart været sammen i 5 måneder, hvilket er ret lang tid, hvis jeg egentlig aldrig rigtig har haft følelser for hende, men vi er også i et langdistanceforhold, som nok gør det enten nemmere eller sværere at håndtere. Jeg har jo ikke været nødt til at se hende ofte, og det har nok været en af de største grunde til, at vi stadig er sammen.

Normalt tror jeg, at jeg ville fortælle hende det som det er, men dum som situationen er, så rejser hun d. 1 november til USA i 3 måneder og er først tilbage engang i februar 2015. Hun har fortalt mig, at hun vil fortælle sine forældre om mig inden hun rejser, og jeg har det bare rigtig dårligt med det hele. Jeg har heller ikke lyst til at ødelægge hendes ferie ved at slå op lige inden, men har på den anden side heller ikke lyst til at hun fortæller sine forældre inden rejsen om os, og når hun så kommer hjem er nødt til at fortælle dem, at vi har slået op. I teorien kan jeg være ligeglad, men det, at hun sagde "så må du ikke slå op med mig lige foreløbig" løber bare rundt i mit hoved.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med alt den her forvirring om min seksualitet, eller om det bare er hende, jeg ikke har følelser for. 

Jeg tror næsten det ville være en lettelse for mig at slå op med hende, da de 3 måneders fravær bekymrer mig lidt. Ikke på grund af, at jeg vil ligge og tude hver dag, men savnet for omsorg måske vil hobe sig op, og jeg vil for alt i verdenen ikke være hende utro. Det er den sidste ting jeg er. Jeg tror heller ikke, jeg vil kunne finde på det uanset, men det ville blive 3 rigtig triste måneder, hvis jeg bare ligger og ønsker en der holder om mig, men ikke kan, fordi min kæreste, som jeg i forvejen ikke har de største følelser for, ikke er der.

Hvad kan/skal jeg gøre? Skal jeg slå op med hende, men fortsætte med at eksperimentere?

Jeg er så forvirret.

Hvordan skulle jeg overhovedet slå op med hende? Det jo ikke fordi jeg lige kan mødes med hende et sted og fortælle hende tingene, som de er... øv.

Hilsen

En super forvirret, og ked af det, pige.