Kære du

Jeg kan godt forstå du er frustreret over din situation derhjemme. 

Du siger at dine forældre hele tiden er skuffede og sure. Er det noget de fortæller dig? Grunden til at jeg spørger er at bekymring nogen gange godt kan komme til udtryk som skuffelse og surhed. Den bekymring som dine fortæller om når de er ude kan være svær at håndtere og selv om det ikke er specielt smart så kan det lette komme til udtryk ved at man har let ved at blive sur eller kan virke skuffet hvis tingene ikke går fremad. 
Måske er det ikke nødvendigvis dig de bliver sure på eller skuffede over. Måske er det hele situationen. At du har det svært og ikke har det så godt som de gerne vil have det? 

Det er svært at sige noget præcist om hvorfor du stadig bor hjemme hvis du har givet udtryk for at du gerne vil et andet sted hen? Måske har din psykolog en idé om at du og dine forældre kan få noget hjælp sammen som familie. Så I bedre kan få det hele til at fungere som familie igen...har du talt med psykologen om det?

Jeg synes det er skønt at du har et nært forhold til din bedstemor. Det er selvfølgelig rigtigt at hun ikke lever for evigt, men det er jo svært at sige noget præcist om hvor mange år der helt præcist er tilbage. Måske er det heller ikke så afgørende? Det lyder som om at det er lige nu du har et stort behov for et menneske du kan knytte dig til. Prøv at fokusere på i dag, denne uge og denne måned i stedet for at kigge for langt frem i tiden. Din bedstemor er her lige nu, og det er lige nu du har brug for hende. 

Hvis man kigger for langt frem af vejen kan man ikke se noget som helst, og sådan er det også lidt hvis man har det rigtig svært. Hvis man har fokus på hvad fremtiden vil bringe kan det være svært at overskue situationen. Det kan være svært at finde vejen til at få det bedre. 
Hvis man til gengæld forsøger at fokusere lidt mere på nuet og de små skridt man kan tage, kan det blive noget lettere at overskue. Og med mange små skridt kan man så med tiden komme meget længere end man troede man kunne.
Det jeg med andre ord prøver at sige er at du skal holde fast i håbet. Bliv ved med at tale med din psykolog om hvordan du har det. Hold fast i den gode kontakt til din bedstemor, for det er nu du har brug for den.

Selv om det virker uoverskueligt og måske endda umuligt kan der ske noget i morgen eller i næste uge som ændrer alting. Som pludselig gør at du begynder at få det bedre og kan se lysere på fremtiden. Hold fast i håbet...det nytter og det kan blive bedre.

Mange hilsner
Niels-Christian