Hej Cyberhus,

Jeg startede i en gymnasieklasse 1.g for cirka en måned siden, og indtil videre har det været den mest anstrengende måned i mit liv.

Den skole jeg er kommet ind op er SLET ikke mig. Miljøet er ekstremt hierarkirisk, og jeg er overhovedet ikke på bølgelængde med dem fra min klasse. De er meget intolerante og accepterer kun folk der siger de samme ting, går i det samme tøj etc. som dem. Og for mig som er politisk aktiv, spiller fløjte og er flippet/kontroversiel i min påklædning, virker jeg alt for fjern og mærkelig. Jeg var åben omkring det med dem, og de sagde bare de synes det er fedt jeg tør at være mig selv, men på ingen måder en de vil omgås. Det sidste sagde de dog ikke.

Jeg er blevet skrevet på venteliste til det gymnasie som jeg oprindeligt gerne vil gå på, men til den linje jeg aller helst vil ind på, ligger jeg som nr. 9

Hvis jeg er så heldig at blive optaget er det også først en gang inden/efter jul, og jeg frygter VIrkelig, at jeg ikke kommer ind. 

Jeg har selvfølgelig drøftet det hele med studievejlederen, som synes at det lyder som det mest fornuftige og rigtige for mig, at jeg skifter skole. Hun kunne nok fornemme distancen mellem mig og mine klassekammereater, da hun var inde og snakke med os om klasserumskultur for et par dage siden, hvor mit forslag til en god klasserumskultur bød på ting som "et tolerant fællesskab, hvor der er plads til mangfoldighed" blev nedstemt til fordel for "at man har det sjovt med hinaden, både socialt men også i undervisningen."

Hver dag er min motivation "du skal alligevel flytte," men jeg tager selvfølgelig en dag af gangen, og gør alt for at prøve at være en del af fællesskabet og deltage i undervisnigen.

Mine bedste folkeskoleveninder der er startet der, hvor jeg gerne vil flytte hen, har det bedre end nogensinde før. Deres liv kører derudaf og de har minimum overskud til mig. De ligner mig rigtig meget typemæssigt, og de går konstant og fortæller mig at der vrimler med typer som DIG! Fyre som du ville kunne lide! Folk der spiller fløjte! Du ville passe så godt ind. Hvilket gør at jeg føler mig utrolig alene og virkelig magtesløs da der nærmest ikke er mere at gøre.  Den skole var hele tiden min 1. prioritet pga. mangfoldigheden og deres undervisnings-og socialemiljø, men valgte alligevel mit nuværende gym - fuldstændig dumt og ureflekteret, avs for den jeg fortyder det! ;(

Mit liv virker så kynisk og fake at jeg bliver helt udmattet. Jeg har snakket meget med min mor om det, og hun siger at de her måneder skal jeg fokusere på at være faglig stærk og udvikle mig fagligt, men er et ekstremt socialt anlagt menneske - så det er bare svært. Jeg har på ingen måder lyst til at flytte klasse, fordi jeg godt kan lide min studieretning..

Kære Cyberhus, hvad skal jeg dog gøre for at holde min gejst og gnist oppe!? Det er virkelig en lettelse at komme hjem hver dag, "pyyh, der overlevede jeg endnu en dag" - agtigt. :(

-Der er jo ogs den tanke om "hvad nu hvis jeg ikke kommer ind på skolen," selvom studievejlederen sagde det var meget sandsynligt at man kom ind på sin 1. prioritet, så dræber den tanke mig bare dag for dag..