Hvad gør jeg for at glemme ham?

brevkassespørgsmål

Hvad gør jeg for at glemme ham?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 5 år 11 måneder siden

Hej cyberhus

Har skrevet til brevkassen mange gange før, men det er lidt noget særligt denne gang. Det bliver nok lidt detaljeret, samtidig er jeg bange for at gøre det så detaljeret, at andre vil kunne regne ud hvem jeg er, ud fra mine forklaringer. Det er nemlig første gang jeg fortæller nogen om det her...

For syv måneder siden, stoppede jeg på den efterskole jeg gik på. Hvorfor jeg stoppede er ikke vildt vigtigt for forklaringen, men kort fortalt så havde jeg rigtig svært ved at vende mig til efterskole livet. Jeg var ked af det meget af tiden, ringede meget hjem og græd. Der var ikke gået længe, fra at jeg var stoppet på efterskole, til at jeg begyndte at fortryde at jeg var stoppet. Jeg stoppede jo i håb om, at jeg ville få det bedre. Men det gjorde jeg ikke...
2 uger før at jeg stoppede, begyndte jeg at have noget kørende med en dreng på skolen,(jeg kalder ham lige ‘K'). Det startede med, at vi var begyndt at lægge lidt mere mærke til hinanden end ellers. Skolen er ikke særlig stor, der går kun nogen-og-80, hvilket er utroligt lidt i fht. andre efterskoler. Alligevel kender alle alle, eller man ved i hvert fald hvem hinanden er. Men for vores vedkommende ikke mere end det. Så vi så jo også en del til hinanden i løbet af dagen. Det startede med at vi begyndte at snakke lidt om mandagen. Faktisk snakkede vi nok en hel del i løbet af dagen, og allerede i løbet af den første dag, virkede K overraskende interesseret i mig, og søgte mig flere gange. Jeg synes det var sødt og smirrende, at han virkede så interesseret. Men udseendesmæssigt var han slet slet ikke min type, så jeg synes blot det var hyggeligt, at jeg havde fået mig en så kærlig ven.

Om tirsdagen skulle vi starte med at have linjefag. Vi blev allesammen inddelt på forskellige hold. K og jeg kom dog ikke på samme hold. Men da jeg endelig var ved at være færdig på mit hold, så kom K ned til os, fordi han havde fået sneget sig væk fra sit hold. Han satte sig ned på gulvet, og begyndte at kalde på mig. I starten ignorerede jeg det lidt. Jeg synes hans iver efter at komme i kontakt med mig, virkede lidt for voldsom, i betragtning af at vi lige var begyndt at snakke. Men han blev ved.. og ved.. og ved! Han havde INGEN situationsfornemmelse, eller tålmodighed, hvilket var pisse træls. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at gå hen til ham, da alle de andre på mit hold var gået. Jeg satte mig ned ved siden af ham, og smalltalkede om.. ingenting! Totalt intetsigende samtale vi havde. I hvert fald den vi havde med ord. For da der var helt stille, så satte/lagde han sig op af mig, og begyndte langsomt og forsigtigt, at stryge hans hånd op og ned af mit inderlår. I starten var det lidt underligt, fordi det var første gang at jeg oplevede noget så intenst med en dreng. Jeg var i tvivl om jeg skulle stoppe ham, mit hoved sagde at det var forkert at sidde sådan, når vi havde snakket sammen så kort tid. Men jo længere tid han blev ved, desto mere begyndte jeg at kunne lide hvad han gjorde. Jeg synes det var akavet, at jeg ikke “gav ham noget igen”, så jeg begyndte at nusse ham i håret. Da jeg gjorde det, begyndte hans hånd langsomt at glide længere og længere ned af mit lår. Et eller andet sted tænkte jeg, “Nej, nej, nej, stop! Hvad er det du laver?!”, og følte at jeg burde fjerne hans hånd. Men jeg lod den blive hvor den var - for det var simpelthen så dejligt! I øvrigt havde jeg jo også bukser på, så der skete jo ikke mere end lidt nusseri. Sådan sad vi lidt i skolens gymnastik sal, indtil der var frokost. Så rejste vi os og gik med flettede fingre over til spisesalen. Sådan fortsatte vi resten af dagen med at snakke, nusse hinanden, holde i hånden og den slags. Jeg kunne mærke, at om jeg ville det eller ej, så var jeg nok ved at blive lidt vild med ham. Det lyder voldsomt efter to dage. Men når man går på efterskole, så føles to dage som meget længere tid! 

Om onsdagen skulle vi igen starte med linjefag, hvor vi blev inddelt i hold. Denne gang kom K og jeg på samme hold, hvor vi igen blev opdelt to og to. Vi sørgede selvfølgelig for at skulle lave opgaven sammen. Eller det skulle det se ud som. For vi lavede ikke noget, igen sad vi og brugte undervisningstiden på at holde om hinanden, snakke, nusse, holde i hånden, flette fingre og fortælle hinanden hvor dejlige vi synes hinanden var. Jeg blev mere og mere glad for ham, og selvom han jo ikke rigtig var min type. Så begyndte han at fylde alt for mig. Jeg tænkte på ham hele tiden. På et tidspunkt ville en af de andre fra linjefaget og jeg drille ham. Så Så jeg tog K's telefon fra ham, og gav den til ham den anden. Ligeså meget for at få hans opmærksomhed, fordi han altid gamede - enten om computeren eller telefonen. K begyndte at mærke rundt omkring på mig, fordi han var overbevist om at jeg havde hans telefon. Til sidst gav han op, og plagede nærmest om at få den tilbage. Jeg nød det virkelig, jeg nød at hans fokus var på mig, og ikke på et latterligt spil. Men hans teenage-telefon-abstinenser blev åbenbart for meget for ham, så han udbrød "Jamen så må jeg jo bare lege med noget andet!", inden han lagde sin hånd om mit ene bryst. Jeg er en anelse storbarmet af min alder af være. Så det har nok været lidt fristende for ham, alligevel tænkte jeg igen "Nej, nej, nej, stop! Hvad er det du laver?!". Men heller ikke denne gang fjernede jeg hans hånd. Følelsen af hans hænder var bare for dejlig til at jeg kunne stoppe det.. Om aftenen var jeg sygemeldt, og skulle blive på mit værelse. K skrev til mig, og spurgte om vi ikke kunne mødes. Han havde det dårligt, og ville ikke komme over på min gang, men jeg måtte jo ikke gå ud fra mit værelse. Så i stedet lå vi og skrev lidt, så spurgte han, om han bare var en ven for mig, eller mere end en ven. Han påstod at hans ven havde spurgt. Jeg skrev at det måtte tiden jo vise. Pludselig blev han mere interesseret i at snakke med mig, og fik efter et par beskeder frem og tilbage, overtalt mig til at snige mig ud fra mit værelse. Jeg gik over til ham, men vi snakkede meget lidt, holdt bare om hinanden. Så spurgte han igen, “Altså min ven spurgte jo om jeg er en ven for dig, eller mere, og så blev jeg selv nysgerrig. Hvad er jeg?”, og jeg gentog “Jamen det må tiden jo vise”. Så sagde han “Jamen jeg hader at vente”, og krammede ham. Så hviskede jeg "Hvad synes du?" og han svarede, "Jeg synes... Mere end en ven!". Der gik det for alvor op for mig, hvor glad han var for mig. Det kunne jo ikke siges mere tydeligt..! 

Om torsdagen så vi ikke meget til hinanden. Skolen skulle på tur, hvor drenge og piger var opdelt. Så vi så kun hinanden om morgenen. Jeg var i tvivl om hvad jeg skulle sige til K, efter det der skete om onsdagen. Jeg havde brugt meget af natten til at tænke over tingene. Alligevel håndterede jeg situationen på en helt anden måde, end jeg havde “planlagt” i løbet af natten. Jeg hev fat i ham efter morgenmaden og sagde, at han nok også betød lidt mere for mig, end bare en ven. “Sommerfuglene” i maven følte jo at det ville være det rigtige, at blive kærester med K. Men et eller andet sted, så vidste jeg jo godt, at det var alt alt alt for tidligt, at tage den beslutning. Da han nogle minutter senere spørger, "Er vi så kærester nu?", fik jeg sagt rigtig kikset, at det vidste jeg ikke helt. Så spurgte han, “Må jeg så få et kys?”, og der fik jeg med det samme bekræftet, at det var alt for tidligt jeg tog den beslutning. Det føltes ikke rigtig for mig at skulle kysse ham. I øvrigt ville det have været mit første kys, så hele situationen var meget mærkelig. Heldigvis skulle vi igang med den obligatoriske morgen rengøring, så han var nødt til at gå, og jeg slap for det akavede øjeblik. Da vi jo skulle deles op, drengene og pigerne for sig, så så vi ikke mere til hinanden den dag. Jeg fik dog hurtig en sms fra ham, hvor han spurgte om han måtte få et farvel kys. Jeg synes stadig det hele var lidt akavet, så jeg valgte at ignorerer hans sms. Så vi snakkede ikke mere hverken den dag, eller den efterfølgende weekend..

Da vi kom tilbage på skolen fra weekend om mandagen, så startede K med at ignorere mig. Han ignorerede mig hele dagen, og også den efterfølgende dag. Så om aftenen(om tirsdagen) mens vi skulle være på vores værelser, skrev jeg til ham og spurgte om han stadig tænkte, at der var noget mellem os. Han svarede at det vidste han ikke. Så spurgte jeg om vi ikke burde snakke om det. Han sagde at han ikke mente, at vi havde noget at snakke om. Det gjorde mig virkelig ked af det. Jeg græd og græd og græd. Jeg forstod ikke hvordan han kunne være så vild med mig en uge forinden, og så pludselig være fuldkommen ligeglad. Så jeg skrev til lidt forskellige(nogle veninder og min mor), fordi jeg havde brug for at vende det med nogle. De sagde at jeg burde snakke med ham, også selvom han jo ikke ville. Den efterfølgende dag ignorerede han mig også helt vildt. Men da jeg endelig var alene med K spurgte jeg, “Burde vi ikke snakke om det her?”, han spurgte “Om hvad?”, og spillede dum. Han sagde også at han "havde fundet ud af at han ikke var så vild med mig alligevel i weekenden". Vi snakkede frem og tilbage, og jo mere vi snakkede, desto mere sur og rasende blev jeg på ham. Jeg var ikke den eneste han havde puttet og nusset med, og spillet interesseret i, for så at være helt ligeglad bagefter. Jeg spurgte om det slet ikke betød noget for ham, at han sårede så mange med hans opførsel. Han sagde ordret, at det gjorde det ikke. Jeg endte med at sidde og råbe af ham, og efterfølgende snakkede vi ikke mere sammen. Det skete om onsdagen, og om fredagen havde jeg min sidste dag på skolen. Det skal måske siges, at han allerede om onsdagen var igang med at nusse og hygge med en ny pige. Hvilket selvfølgelig pissede mig af! Vi snakkede ikke nogle af dagene. Så faktisk var det, det sidste vi sagde til hinanden.. 

Nu til hvad jeg skal have hjælp til..
Som det fremgår ret tydeligt(synes jeg selv). Så legede han jo med mine følelser, og var egentlig en stor nar overfor mig. Alligevel har jeg savnet ham helt vildt, lige siden jeg stoppede på skolen. Jeg har ikke bare tænkt lidt på ham, men HVER dag! På trods af hvor ked af det han gjorde mig, så sidder jeg alligevel og fortryder, at jeg ikke bare gav ham det kys.. og hvad jeg ellers skulle have gjort for at vi blev sammen. Jeg savner ham virkelig virkelig meget.. og drømmer og fantaserer om ham. Jeg tør ikke fortælle nogle om, hvor meget jeg faktisk tænker på ham. For det er da helt forkert, er det ikke? Et eller andet sted, så føler jeg mig lidt sådan masochistisk, ved at savne noget, der jo egentlig gjorde mig ked af det? Har I ikke nogle råd til, hvordan jeg måske kan få det lidt mere på afstand? Jeg skammer mig jo nærmest over at savne ham sådan! Og har I måske en forklaring på hvordan det kan være at jeg savner ham? Ér jeg bare lidt masochistisk? Eller er det bare meget naturligt, at man har svært ved at glemme den første dreng man for alvor fik følelser for? Jeg går meget lidt op i kærester og drenge,er egentlig helt imod at få en kæreste. Så det der klassiske råd med, at man skal "gå ud og blive forelsket i en ny", vil nok ikke passe super godt til mig..
Men jeg tør slet ikke snakke med nogle om det. Ikke en gang min bedste veninde, eller min psykolog. Så jeg håber meget I kan hjælpe!!

Beklager meget at min forklaring blev så lang. Men på forhånd mange tak for hjælpen! 

Svar: 

Kære du

Tak for dit brev og din beskrivelse af hvad ham her drengen er for en, hvordan I mødte hinanden og hvad du går med af tanker i forhold til ham. Selvom det er langt, er det rigtig fint beskrevet og det giver mig et billede af hvad jeres forhold betød for dig.

Jeg kan godt forstå at det er noget der fylder dine tanker for det lyder til, at det med ham her drengen skete på samme tid, som der også skete mange andre ting. Når man både bliver forelsket, droppet og stopper på en skole inden for en kort periode, bliver man forvirret, ked af det og det kan kan være lidt svært at finde rundt i de mange følelser. Som du selv skriver så var ham her drengen din første forelskelse og den første du følte noget mere for. Han har og vil sikkert i lang tid have en helt særlig betydning for dig.

Det er ikke altid at fornuft og følelser hænger sammen. Når jeg skriver det er det fordi, at man sagtens kan forelske sig i mennesker som man slet ikke havde forestillet sig, at man kunne forelske sig i eller som måske ikke er særlig søde ved en. Det er rigtig svært at styre følelser og selvom man tænker med sin fornuft at man ikke "burde" kunne lide ham stadigvæk, så siger maven og hjertet måske noget andet. Du er bestemt ikke masochistisk eller en der gerne vil føle smerte. Du er bare en helt almindelig pige, der er blevet såret og som som har svært ved at glemme oplevelsen.

Det er sådan med næsten alle følelser at de bliver mindre jo længere tid der går. Det er måske noget du har fået at vide før, men tiden gør at du får det bedre og glemmer ham mere og mere. Det kan godt være at du vil tænke på ham i lang tid fremover, men det er ikke nødvendigvis en tanke der gør ondt. 

Det er vigtigt at man snakker med andre når man går rundt og er ked af det. Du skriver at du ikke har talt med nogen om ham, fordi du måske er lidt pinlig over at du stadig tænker på ham. Men jeg tror du vil opleve at både din psykolog, mor og veninder har prøvet noget lignende på et tidspunkt. At en fyr de godt vidste ikke var god for dem, alligevel blev ved med at betyde meget for dem og derfor tror jeg sagtens at de kan sætte sig ind i dine følelser. Ved at involvere andre mennesker i hvordan du har det, har du nogen du kan ringe til når du bliver ked af det, nogle der kan tage dig med ud eller nogle der kan sidde og se en film med dig. På den måde har du nogen der kan hjælpe dig med at udfylde nogle af de øjeblikke, hvor du er allermest ked af det.

Men du skal også huske på at det er helt i orden og naturligt at være ked af det, når man er blevet såret. Se om du kan øve dig i at tænke at det er ok og brug måske dine tanker og følelser på en eller anden måde. Det kan være at du er musikalsk og kan skrive en sang eller digt om det. Måske kan du male eller skrive dagbog. Det kan også være at du skal høre en glad sang eller se din ynglingsfilm, gå en tur eller gøre noget helt fjerde som du elsker at lave, når de ked-af-det tanker kommer.

Jeg håber du finder modet til at begynde at snakke om hvordan det er at være dig lige nu og at du lige så stille får ham her fyren på afstand. Selvom du skriver at du ikke bare vil ud og finde en ny, så håber jeg nu alligevel at du en dag får lyst til at kaste dig ud i en ny forelskelse. 

Kærlig hilsen og god påske.

Marianne

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program