Kære S

Jeg kan forstå på dit brev at du oplever at det kan være svært at sige nej til drengene, og at du nogle gange kommer til at overskride din egen grænse. Når man overskrider sine egne grænser, kan det være utrolig ubehageligt, og jeg er glad for at du har skrevet ind til vores brevkasse. Det er både modigt og stærkt gjort af dig, og viser at du virkelig er motiveret til at der skal ændres noget. 

Først og fremmest synes jeg at du skal vide at du ikke er forkert, og at der ikke er noget galt med dig. Mange mennesker oplever at det er rigtig svært at skulle sige nej til andre, selvom de måske godt ved at det ville være bedre at sige nej. Så derfor giver dit spørgsmål rigtig god mening. Som du selv skriver, så hænger det nogle gange sammen med at man oplever et lavt selvværd, og at man søger anerkendelse fra andre for at få det bedre med sig selv. I bund og grund kan man sige at vi allesammen har brug for anerkendelse fra andre mennesker, fordi vi er sociale dyr. Vi vil gerne have at andre mennesker kan lide os, fordi vi så føler os som en del af fællesskabet - og rent evolutionært, så bliver man sjældent spist af en løve hvis man er en del af et fællesskab. Selvom man nok ikke ville blive spist af en løve nu om dage, så sidder instinktet så dybt i os, at vi stadig søger efter det sociale, efter parforholdet og efter at være en del af noget med andre - om det så er sex eller andre måder at være sammen på. Fordi det er vigtigt for os at være sociale og være en del af et fællesskab, så spejler vi os ofte i andre, hvilket betyder at andres syn på os nogle gange kommer til at fylde rigtig meget, og påvirker den måde som vi ser os selv på. 

Når det så er sagt, så kan den søgen efter fællesskab og samhørighed (at høre sammen med andre) nogle gange komme til at styre vores handlinger. Der er nogle mennesker som f.eks. aldrig kan sige nej til chefen, selvom de er stressede, andre kan måske ikke finde ud af at sige fra overfor kæresten, selvom han slår, og så er der andre som dyrker sex med en masse forskellige, selvom de måske i virkeligheden ønsker sig et fast forhold med en sød kæreste. Ofte vil de personer gøre deres bedste for at gøre andre glade, mens de samtidig selv mister glæden og begynder at blive sure på sig selv, fordi de ikke kan "sige fra". På den måde så kan det nemt komme til at være en rigtig ond cirkel, hvor man søger anerkendelse på en måske usund måde, og bagefter bliver man sur på sig selv og hader måske endda sig selv lidt, hvilket gør at man så søger endnu mere anerkendelse for at få den "negative følelse" til at gå væk igen.

Som jeg startede med at skrive, så lyder det til at dit mønster er at din søgen efter anerkendelse (som er normal!) får dig til at gøre ting (sex med forskellige drenge) som overskrider din grænse (deraf din oplevelse af at der er noget galt med dig). Det du kan gøre for at vende cirklen, er at blive mere bevidst om dine grænser, at erkende dit mønster og eksperimentere med hvad der sker hvis du gør noget andet/ændrer dit mønster. Måske handler din grænse om at du ikke ønsker at have sex med mange forskellige, men måske er det okay at kysse eller flirte? Måske handler dit mønster om at du ikke føler at du har noget at snakke med dem om, og derfor oplever at du er nødt til at dyrke sex med dem for at være "spændende"? Når du tænker over dine grænser og dine ønsker til et nyt mønster, så vil du ofte kunne mærke en forskel på om det er "rigtigt" eller "forkert" for dig. Her er det vigtigt at huske på at det skal føles rigtigt for dig, og kun dig, fordi det er kun dig der skal leve i din krop. Det er ikke naboen, din veninde eller ham fyren fra klubben. Og fordi du har skrevet ind til os, så er du allerede et stykke af vejen, både i forhold til at mærke en grænse og se et mønster. Så du er allerede rigtig godt på vej!

I den forbindelse er det vigtigt at du ved, at du nok vil opleve at du vænner tilbage til dit gamle mønster engang imellem. Det hænger sammen med at det er enormt svært at ændre et mønster - lidt ligesom det er svært at ændre en vane (bare tænk på hvis man skulle stoppe med at ryge eller på slankekur), men det er ikke umuligt, selvom det er en god idé at forberede sig på at der vil komme både medgang og modgang. Når der kommer modgang, er det vigtigt at du ikke bliver sur på dig selv og giver op. Jeg kan prøve at forklare det med en metafor.

Prøv at forestille dig at du har en masse stier i hovedet - hver sti er en vane eller et mønster som er blevet så meget en del af dig, at du gør det samme hver gang. Det kan f.eks. være måden du børster tænder på, dit morgenritual eller at fredagaften betyder fredagsslik. Efterhånden som du bliver ældre vil dine stier blive brugt rigtig meget, og de vil (ligesom en rigtig sti i en park) blive meget nemme at gå på - de er både velkendte og nogle gange sker det helt automatisk. Når du så ønsker at lave en ny sti (tage en ny retning gennem parken), så skal den jo lige laves. Stien i parken var nok engang bare et område med mange vilde planter, højt græs og andet, men fordi der er mange mennesker der har gået det samme sted i mange år, så er det blevet en sti. På samme måde tager det også lang tid for hjernen at vænne sig til et nyt mønster eller en ny vane. Når du beslutter dig for at gå på den nye sti, så vil det være svært, og det vil tage tid, men det er muligt! Og når du kommer til at gå tilbage på den gamle sti, så bliv ikke sur på dig selv - i stedet kan du tænke at "hov, nu er jeg tilbage på den gamle sti - det var ikke her jeg ville være. Tak for påmindelsen". Lidt ligesom striberne i vejsiden på motorvejen; de fortæller dig hvis du er kommer for langt ud i kanten, men du ville aldrig blive vred på dig selv over at du kom derud og stoppe bilen midt på motorvejen, for at skælde dig selv ud. Du ville bare rette bilen op, og køre videre. 

Jeg håber virkelig at du kan bruge mit svar, og ellers er du meget velkommen til at skrive igen. 

Venlig Hilsen

Camilla