Kære dig

Det er virkelig flot af dig at du bekymrer dig så meget om din bror. Det er altid rigtig hårdt, når man kan se at der er nogen som har det svært, og nogle gange kan man være i tvivl om hvad man kan gøre. Det gælder særligt hvis det er en fra familien som har det svært, fordi det kommer meget tæt på - altså det er svært for dig ikke selv at blive meget påvirket af hans følelser. 

Når det så er sagt, så lyder det til at du rigtig gerne vil hjælpe ham, og det vil jeg meget gerne forsøge at give dig nogle råd til. Først og fremmest tænker jeg på om du mon har spurgt ham om hvad der gør ham ked af det? Nogle gange har man bare brug for at der er nogen der lytter, uden at de kommer med løsninger eller gode råd. Men at de anerkender at noget er svært. Første skridt er at du viser interesse for ham, og fortæller at du har lagt mærke til at han virker meget ked af det. Så hvis han f.eks. siger at han er ked af at han bliver mobbet, så giv ham ret i at det da også må være meget hårdt. Prøv at spørge ind til hvad de mobber ham med, hvornår det sker og hvordan han reagerer. Du skriver at I har hørt at han måske også mobber andre, og det er egentlig et meget normalt forsvar, hvis man selv bliver mobbet. Man lader det "gå videre" på en måde, og selvom det ikke er det rigtige at gøre, så kan det nogle gange betyde at man skubber ked-af-det-heden lidt på afstand. Så måske hvis han kan få af vide at det er en hel normal følelse at blive ked af det eller sur, hvis der er nogen der mobber, så kan han måske begynde at tænke over at det også må være dét som andre føler. Jeg tænker også at der må være en grund til at han ønsker at skifte skole. Derfor må mit første råd være at du lytter til ham og viser at det er ok at han har det sådan. Når man begynder at tænke i selvmordstanker, så er det nogle gange fordi at man er så ked af den man er. Altså at man, som du også skriver, tænker at man har ødelagt det for sig selv, ved at være et dårligt menneske. Det kan være en utrolig uoverskuelig tanke, og særligt når man kun er 10 år, hvor livet jo nærmest ikke er begyndt. Så derfor tror jeg det er vigtigt at du siger til ham at han ikke er ødelagt. At han har sagt eller gjort nogle ting, som virkede rigtige da han gjorde det, men at det ikke gør ham til et dårligt menneske, og at han altid har muligheden for at handle på en anden måde. 

I den forbindelse kan I jo så måske snakke lidt om hvad det vil sige at være venner? Hvordan man er en god ven, og hvordan man får nye venner. Jeg tænker at du kan dele nogle af de erfaringer du selv har gjort dig, og snakke "ud fra dig selv" ved at sige "Jeg har selv oplevet at det (indsæt noget du synes virker godt) virker godt" eller "jeg oplever at du bliver ked af det, når..." Måske har din lillebror nemlig svært ved helt at forstå hvad der sker inde i ham, hvilket er helt forståeligt, for det kan være meget forvirrende og overvældende følelser. 

Nu har jeg givet dig nogle råd til hvad du kan gøre, men jeg vil gerne understrege at det ikke er dit ansvar at gøre din lillebror glad igen. Du er også kun et barn, og der er grænser for hvad du kan gøre. Så derfor tænker jeg også at din mor skal prøve at tage fat i skolen, særligt PPR (pædagogisk, psykologisk rådgivning) eller skole psykologen, og få en snak om hvad der kan gøres. Husk også at din lillebror skal inddrages i beslutninger. Måske er hans idé om at skifte skole en god idé, måske følger problemerne med. Det er svært at sige uden at have snakket med ham om hvorfor han ønsker det. Så få din mor til at snakke med skolen, og fortæl dem om hvad I oplever derhjemme. Husk at fortælle din lillebror at I snakker med dem, så han ikke pludselig hører om det fra andre.

Sidst men ikke mindst, så vil jeg anbefale dig at fortælle din lillebror om Cyberhus. Han er jo meget velkommen herinde, og han kan være helt anonym, og her kan han snakke med en rådgiver, som måske kan hjælpe ham med at sætte ord på det han føler. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og ellers så husk at du altid er velkommen i vores chat. 

Kærlig hilsen

Signe