Føler mig til overs

brevkassespørgsmål

Føler mig til overs

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 15 år 6 måneder siden

Hej. Jeg skriver bl.a. fordi, jeg ofte føler mig til overs, når jeg er sammen med mine såkaldte veninder på min efterskole. Nogle gange er de hver især kærlige over for mig og kan have det sjovt sammen med mig, men ofte er det ligesom om, at de ikke har noget i mod mit selskab, men at det ikke ville gøre noget sønderligt, hvis jeg ikke var til stede.

Jeg er i en gruppe, det taler meget om metafysiske ting, bøger, følelser og andre dybe emner. Det er helt klart emner, jeg også har tænkt meget over, men jeg må ofte stoppe mig selv i ikke at vende det hvide ud af øjenene, fordi det hele bliver lidt for højrøvet til min smag. Hvad kan jeg gøre for at føle mig mere respekteret? Jeg synes selv, jeg er meget dårlig til at føre samtaler. Nogle gange fanger jeg mig selv i at tale folk efter munden, og det hader jeg ved mig selv. Det er vagt. Men ofte kan jeg bare ikke komme på noget at sige.

Jeg er simpelthen helt blank, og så bliver der pinlig tavshed, og det kan jeg ikke klare. Derfor undgår jeg ofte at tale alene med folk. Det er nok derfor, jeg aldrig har haft en kæreste. Jeg forstår ikke, hvorfor nogle folk bare er super lette at tale med, og hvorfor jeg ikke er. Er det noget man kan gøre for at blive bedre til at føre en samtale?

Jeg skal snart hjem igen, og jeg kommer helt sikkert til at savne en masse mennesker, som også vil savne mig, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg ikke vil blive mest savnet af nogen, og jeg tænker på, hvorfor det er. Det irriterer mig, at jeg har det sådan, for jeg føler mig svag og jeg troede egentlig jeg var en stærk pige. Jeg håber I kan hjælpe mig med mine lidt besværlige problemer. På forhånd tak.

Svar: 

Hej

Mennesker er forskellige, og der er også stor forskel på hvor nemt der er at føre en samtale. At man ikke altid er god til bare at snakke løs, betyder ikke at man er svag. Der kan være mange grunde til at det kan være svært at føre en samtale.

For mange handler det om at være genert. Det har også stor betydning hvem man snakker med. Det handler tit om hvor meget man har tilfælles, og derfor gerne vil snakke om de samme ting. Du skriver, at du også er interesseret i de ting der tales om i din vennegruppe, men at du nogen gange synes det bliver for meget. Det er jo en stor grund til at det nogen gange er svært for dig at være med i samtalen. Måske kan du prøve at se efter om der er nogen du vil have mere tilfælles med, som du også kan blive venner med.

Det er en god ide at snakke med nogen om hvordan du har det med samtalerne. Har du en tæt veninde, på efterskolen eller derhjemme. En som du har meget tilfælles med og er tryg ved. Når du snakker om det, kan det være du kommer frem til hvad der gør at du nogen gange har det svært med samtaler. Og i kan også øve jer på, hvad du for eksempel kan snakke med en person om, som du gerne vil snakke med. Det kan også være en god ide at snakke med dine forældre eller eventuelt en lærer du er tryg ved.

Fordi at du ikke altid er helt med i samtalen, behøver det ikke nødvendigvis at de har mistet respekten for dig. De er dine veninder, og det lyder til at de gerne vil have dig med. Når man er på efterskole bliver man ofte venner med en masse mennesker. Og det er svært at sige hvem man savner mest når man kommer hjem, fordi man er kommet til at holde af mange mennesker. Der er helt sikkert mange der kommer til at savne dig, som du selv skriver.

Jeg håber du får en god sidste tid på efterskolen

Denise

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program