Er jeg unormal?
Er jeg unormal?
Det er næsten lige gået op for mig, at jeg nok ikke er normal.
Jeg har lagt mærke til, at pigerne fra min klasse skal være sammen med andre piger næsten hver dag. Det kan jeg slet ikke forstå.
Jeg synes, at det er totalt udmattende at være sammen med nogen. Jeg venter ofte bare på, at de går, eller at jeg selv finder en eller anden undskyldning for at skride.
Jeg kan meget bedre lide at være alene :) at tegne, skrive, læse, at lukke mig inde i min egen lille verden.
Jeg opfinder altid undskyldninger, når nogen vil være sammen med mig. Jeg gider virkelig ikke!
Når jeg så endelig (??) skal være sammen med en, vil jeg under ingen omstændigheder have, at det bliver hjemme hos mig - endnu en ting, jeg ikke forstår. (hvorfor tænker jeg sådan? Jeg ved ikke selv hvorfor!)
Min mor forsøger af og til at snakke med mig om det, hun siger tit: "Du kunne da invitere hende der med hjem i dag, blah blah blah..."
Men det siger mig ikke noget. Jeg elsker at være alene, og føler mig ikke ensom.
Jeg føler bare, at veninderne hører til i skolen og ikke hjemme - bum!
Men sådan har de andre det jo ikke - er der noget galt med mig? Har jeg social angst? Og kan jeg få min mor til at forstå? :)
på forhånd tak :)
Hej med dig.
Tak for dit brev hertil Cyberhus. Jeg synes det er rigtig fint, at du gør dig overvejelser om, hvorfor du ikke har samme sociale behov som pigerne fra din klasse. Mange piger på din alder sammenligner sig med andre og det er derfor også helt normalt, at du er begyndt at tænke over, at der er forskel på dig og pigerne fra din klasse.
Når du fortæller, at du godt kan lide at være alene og hygger dig med at tegne, skrive, læse eller lukke dig ind i din egen verden, så tænker jeg ikke der er noget i vejen med det. Nogle mennesker bliver glade og får ny energi af, at være sammen med andre (som de fleste piger fra din klasse). Andre (som dig) føler sig derimod bedst tilpas i eget selskab. Her samler de sandsynligvis ny energi til at mødes og være sammen med andre igen.
Der er som sagt ikke noget i vejen med, at du foretrækker dit eget selskab. Men, når det så er sagt, så tror jeg også du skal tænke lidt over, hvilke betydning det har, at du vælger dit eget selskab fremfor samværet med andre? Nu skriver du ikke noget om, om du fravælger fødselsdage og andre arrangementer, men hvis du gør det - synes jeg, at du skal prøve om du ikke kan vælge dem til indimellem? Måske kan du øve dig lidt i at være sammen med andre? Hvem ved, måske vil du finde ud af, at det også giver dig noget at være sammen med andre og at veninder både kan være nogle, som man ser i skolen og i fritiden? Måske kan tankerne om en sommer med besøg af veninder alligevel friste, hvis I kan lave nogle af de ting sammen, som du også kan lide at lave alene?
Jeg håber du kan bruge mine refleksioner og finder den vej der føles bedst for dig, om det så hovedsageligt bliver i dit eget eller i andres selskab.
Mange sommerhilsner fra Signe.