Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Tandsten?

brevkassespørgsmål

Tandsten?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 6 dage siden

Hej tandlæge.

Jeg har lige været til tandlæge, her for nogen dage siden - bare til tjek. Har aldrig været vild med at gå til tandlægen, og denne gang var det bestemt ikke bedre end de andre. Jeg kommer ind, sætter mig i stolen, åbner munden op, og så kigger tandlægen ind. Efter lidt kiggeri siger hun "Du har tandsten" - og ikke mere end det. Så begynder hun at stå og rode med alle mulige redskaber inde i min mund, og hun sagde slet ikke hvad hun lavede osv. Og da jeg bagefter spurgte hende, hvad tandsten var, svarede hun bare "Du har fået en ny tid, sidst i januar". 

Så nu vil jeg altså virkelig gerne have afvide HVAD tandsten er, HVORFOR det er der, og HVORDAN jeg får det væk.

 

Mvh Alexander.

Svar: 

Hej Alexander

Tak for dine spørgsmål, det er jo rigtig relevant for mange mennesker at vide noget om.

Allerførst må jeg undskylde på min professions vegne. Det er altså - tænker jeg - ikke i orden at gå i gang med behandling uden først at have forklaret dig om tandsten og spurgt om du vil være med til at få det fjernet.

Tandsten er kalkaflejringer på tænderne. Det ligner det kalk, der samler sig på fliserne i badeværelset, hvor vandet tørrer ind og efterlader et ru, hvidt lag, der er hårdt. I munden kommer kalken fra dit spyt. Det er almindeligt, at jo ældre man er, jo mere tandsten danner man.

Dit spyt er en meget kompleks væske bestående af en hel masse forskellige ting, der er med til at holde slimhinderne i munden og tænderne sunde. Og som en del af altså kalk, der bruges til at reparere små skader på tænderne med (det bremser udviklingen af huller i tænderne og syreskader).

Hvis man har meget kalk i sit spyt, så sætter det sig hurtigere som et lag på tænderne. Typisk sætter det sig først på bagsiden af fortænderne i undermunden - blandt andet fordi der ligger to store spytkirtler under tungen (dem der nogen gange giver et lille springvand ud af munden, hvis man gaber). Det sætter sig som en lille "krave" langs tandkødskanten.

Hvis man danner endnu mere tandsten er det næste sted ofte ydersiden af de store kindtænder i overmunden. Hos folk, der danner rigtig meget tandsten og ikke får det fjernet hos tandlægen, kan det blive til meget store mængder på alle tænderne og det kan sidde både over og under tandkødet.

Hvis tandkødet er sundt sætter tandsten sig på tænderne ovenover tandkødet. Her kan du se det som en hvidlig / gullig / brunlig krave på tanden og mærke det som en lille hård kant, der er ru. Og fordi tandsten er ru er det svært for dig at børste tænderne helt rene for bakterier - hvilket betyder, at der lettere kommer irritation i tandkødet. Hvis tandkødet er sygt (ved tandkødsbetændelse og tandkødslommer) kan kalken sætte sig fast nedenunder tandkødet og medvirke til at forværre betændelsen. Hos folk, der danner rigtig meget tandsten, kan det blive til meget store mængder på tænderne.

At fjerne tandsten - det hedder at få udført en tandrensning - er een af de ting din tandlæge kan hjælpe dig med og det har altså både en sundhedsmæssig betydning og desuden være med til at holde dine tænder pænere. Tandsten kan fjernes med nogle små, skarpe instrumenter, der skraber tandstenen af. Eller med en slags ultralyds-maskine, der løsner laget. I begge tilfælde pudser tandlægen ofte efter med noget pudsepasta for at få tanden helt glat igen.

Du kan som sådan ikke selv styre, hvor meget tandsten du danner. Det er bestemt af dine gener, der styrer bestanddelene af dit spyt. Du har følgende muligheder for at bremse dannelsen:

- Jo renere du børster dine tænder langs med tandkødet, jo mindre tandsten sætter der sig. Det gør du ved at mærke efter, om tandbørsten rører ved tandkødet, når du børster yder- og indersiderne af tænderne.

- Hvis der er plads mellem dine tænder, kan du vælge at bruge tandstikkere. Når tandstenslaget er nyt er det blødt og en tandstikker, der trykker godt på tænderne, kan springe laget af. Snak med din tandlæge om, om og hvor og hvordan du skal bruge tandstikkere.

- Colgathe laver (mener jeg stadig) en tanpasta, der hedder "Tandstenskontrol". Denne hjælper med til at mindske mængden af tandsten.

Jeg vil foreslå dig at spørge din tandlæge om disse ting. Og hvis du ikke kan få ordentlige svar, så tænker jeg at du burde overveje at skifte til en tandlæge, der godt vil snakke med dig om tingene.

Held og lykke med at finde ud af det.

Niels Hansen, tandlæge

 

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program