Søster og kæreste

brevkassespørgsmål

Søster og kæreste

brevkassespørgsmål af
Anne
18 år
Oprettet 1 år 3 måneder siden

Hej brevkassen Sagen er den at jeg har haft sex med en jævnaldrende fyr. Det er godt og vel 2 år siden. Vi var bare venner og udviklede meget få følelser, som hurtigt forsvandt igen. For et lille års tid siden, annoncerede min storesøster at de var blevet kærester. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre når han er i huset (vi bor begge hjemme stadig) og generelt er det akavet. Desuden ved jeg ikke om han har sagt det til min søster at vi har været sammen? Bare for at pointere så var vi sammen før min søster og ham overhovedet var en ting. Min mor mener at jeg skal snakke med ham om at gøre det mindre akavet, da hele huset ligesom kan mærke stemningen når vi alle tre er i samme rum. Jeg vil helst ikke have at min søster ved at vi har været sammen, da jeg føler at det både vil ødelægge hendes forhold til mig og til hendes kæreste. Hvad skal jeg gøre? Kh mig

Svar: 

Hej med dig

Det lyder til, at du står i en situation, hvor du er 'tvunget' til at forholde dig til en fyr, du har været sammen med på en helt ny måde. Fordi han er kæreste med din søster, kommer han lige pludselig tæt på og du kan ikke rigtig lukke øjnene for den akavede stemning, hvilket er meget forståeligt.

Jeg kan godt høre, at du er i tvivl omkring, hvordan du lige skal tackle det hele, og har nogle tanker omkring, hvordan det kan blive mindre akavet at være sammen med ham her fyren. Jeg tænker, at jeg vil komme med et par forskellige bud, og så er det vigtigste bare, at du får valgt en løsning, din passer til lige præcis dig. Om du gør det ene eller det andet, er selvfølgelig helt op til dig.

1. Som din mor foreslog, så kan du vælge at trække ham til side eller måske skrive sammen med ham og sammen finde frem til, om det er muligt at gøre det mindre akavet. Det er muligvis også noget, han kan mærke og ønsker at gøre noget ved.

2. Du kan også vælge at lade tingene være, som de er og altså ikke gøre noget. Muligvis også - her i starten - 'flytte dig selv lidt væk', så du nogle gange undgår at være i samme rum for længe. Og så se, om det ender med at være mindre akavet over tid, når I ligesom alle har vænnet jer til det. Du nævner også, at du helst ikke vil have, at din søster finder ud af, at I har været sammen. Her har jeg lyst til at sige, at det måske er noget, som vil være godt at forberede dig på, selvom du frygter det. Det vil være en risiko for, at hun kan finde ud af det, og derfor vil det muligvis være rart for dig, at du allerede nu begynde at tænke over, hvad du i så fald vil sige til hende. For så kan du få formuleret nogle sætninger, som er vigtige for dig at få sagt. Overordnet vil jeg råde til at give det hele noget tid. Det kan sagtens være, at det vil blive ved med at være halv-akavet i noget tid, uanset om I får en snak eller ikke. Og det tror jeg, er helt naturligt.

Så væbn dig med tålmodighed, hvis du kan. Jeg håber og krydser fingrene for, at det ender med at blive knap så akavet med ham her fyren.

Tanker herfra Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program