Svært teenageliv
Svært teenageliv
Hej Cyberhus Jeg synes jeg har et svært teenageliv. Jeg føler mig ikke som de andre fra min klasse og jeg synes altid der bliver talt bag min ryg, fordi jeg er lidt overvægtig. Men det er ikke kun det. Jeg har mange hår på kroppen i forhold til mine andre søskende og venner. Min storesøster er dog meget som mig og hun har fortalt mig at jeg har et mandehormon i min krop. Ved ikke om det findes? Hun fortæller også at det er derfor jeg har svært ved at tabe mig og derfor skal tage mig sammen, hvis jeg vil og det vil jeg gerne. Jeg er lidt sur over mig selv, fordi jeg har det mandehormon og har svært ved at tabe mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har også andre problemer. Jeg har rigtig mange stress problemer, ihvertfald hvad jeg selv synes. Når jeg har stress eller bliver sur kan jeg godt finde på at skære i mig selv, selvom jeg faktisk ikke har lyst og når jeg så skær i mig selv, så for jeg den tanke at jeg aldrig bliver ligesom alle andre. At jeg bliver en gammel katte dame, ikke fordi der er noget i vejen med katte damer, men jeg vil gerne have et liv ligesom alle andre mennesker. De har deres egen lille familie. Håber I kan hjælpe. PS: Vil bare lige sige at jeg er glad for at der er sådan en hjemmeside, hvor man kan skrive noget, som man ikke gider fortælle nogle man ikke rigtig kender.
Kære dig,
Det lyder enormt svært det, du beskriver. Det er ikke rart at føle sig anderledes, og den der frygt for, at andre taler om en, er forfærdelig. Det er godt, du skriver ind, for jeg er sikker på, mange kan genkende dine problemer.
Det må være rigtig hårdt for dig, at du føler dig overvægtig. Den følelse kan hurtigt gøre, at man bliver enormt usikker. Man vil så gerne være perfekt - man ønsker man var tynd og helt glat og uden hår som modellerne i reklamerne. Men det billede af kvindekroppen, som vi ser i reklamerne, er altså ikke det realistiske og ægte billede. Der er absolut intet galt i at se anderledes ud. Vi har alle forskellige kroppe, nogle er tykkere end andre, men vi er alle lige gode. Ligeledes har vi alle sammen hår på kroppen, nogle mere end andre, men det er altså IKKE ulækkert eller mærkeligt. Er det ikke lidt mærkeligt, at mænd godt må være dækket fra top til tå med lange sorte hår, mens man væmmes ved synet af en kvinde med lidt mørke hår på armene eller benene? Man har selvfølgelig forskellig smag, og det er jo fair nok. Men der er altså ikke forskel på hårene på kvindekroppen og hårene på mandekroppen, så det kan altså ikke være mere ulækkert at have hår, når man er kvinde. Det er sørgeligt, at vi som kvinder skal føle os usikre, når vi har lidt hår. Det er med til at gøre, at det er svært at elske sin krop, som den er naturligt. Og netop det, at elske sin krop er så vigtigt at lære, for glæde og tilfredshed kommer indefra, ikke udefra. Du vil ikke nødvendigvis være mere glad, hvis du fjerner hårene eller taber dig. Tilgengæld vil du være glad og tilfreds, når du elsker din krop præcis som den er.
Du skriver, at din søster har fortalt dig, at du har et mandehormon. Der tænker jeg, at hun mener det hormon, der hedder testosteron - altså det mandlige kønshormon. Som givet af navnet, er testosteron enormt vigtigt for mænd, fordi det er afgørende for sædproduktionen. Det kvindelige kønshormon hedder østrogen og er med til at styre for eksempel menstruationscyklussen. MEN! Kvinder har også testosteron, og mænd har også østrogen! Så din søster har ret, du har også et "mande"-hormon, men det er altså helt normalt, der ville være noget galt, hvis ikke du havde. Jeg kan dog ikke fortælle dig, om der skulle være noget galt i mængden af hormonerne - altså en mulig hormonubalance. Hvis det er noget, du er meget nervøs og utilpas omkring, så synes jeg, du skal slå et smut forbi din læge og snakke om det.
Jeg tror, rigtig mange andre på din alder kender til den der tanke, at man ikke er som de andre og heller aldrig bliver det. Jeg tror også, rigtig mange kender til den der tristhed, der følger med disse tanker. Der kan det virke som en hurtig lindring at prøve at fokusere på en anden smerte og tage kontrol - for eksempel ved at skade sig selv. Det bedømmes faktisk at være flere end hver femte ung, der selvskader, så jeg tror bestemt, at mange kender til dine tanker. Også det med, egentlig ikke rigtig at have lyst til det, men gøre det alligevel. Selvskade er en rigtig alvorlig ting, for selvom man føler man har det under kontrol, så sker der bare så mange ting indeni hovedet og det kan være rigtig svært at komme ud af igen. Det er derfor enormt vigtigt, at du finder en anden måde at håndtere de svære følelser og tanker på. Det er helt okay, hvis det er svært at ændre på selv. Det er helt okay at bede om hjælp. Måske du kunne snakke med en i familien om det? Eller en lærer, du er tæt med? Det er rigtig vigtigt, du får hjælp, så alle de her svære følelser ikke bliver endnu værre.
Hvis du har brug for at snakke med nogen anonymt, er du selvfølgelig altid velkommen her igen, også i vores 1-1 chat, du kan også kigge lidt her, hvor du kan få forskellig hjælp mod selvskade.
Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at det hele snart bliver bedre.
Sophie