Stress
Stress
Jeg er 16 år og går i 1. g på gymnasiet. Jeg har det problem, at jeg i perioder føler mig så stresset, at jeg ikke kan kende mig selv. Det føles som om jeg er meget fjern, og det bliver der også ofte kommenteret på i de perioder, jeg er stresset. Det begyndte sidste år da jeg startede på en ny skole. Jeg havde ikke et særligt godt forhold til dem i min gamle klasse, og følte mig ofte alene og udenfor fællesskabet der, så på den nye skole gjorde jeg alt hvad jeg kunne for, at få en god relation til alle i klassen. Udover skole, havde jeg også arbejde og lektier. I weekenden gik jeg i byen og til fester, og det hele blev lidt for meget. Derudover gik jeg også til boksning og ridning. Jeg har så opsagt mit arbejde, stoppet til sport og i min nye klasse har jeg ikke været mere udadvendt, end jeg i virkeligheden er. Nu begynder jeg alligevel at begynde at få de samme symptomer på stress, som jeg fik sidste skoleår. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg føler ikke, at jeg kan skære mere ned på noget udenfor skolen, end jeg i forvejen har gjort. Jeg tager direkte hjem hver dag, laver lektier, ordner pligter og så går jeg i seng. Jeg er ked af det ret ofte, men jeg har ikke nogen reel grund. Jeg er også begyndt at blive ret bange for at være sammen med de veninder, som jeg engang var meget sammen med. Min hukommelse er blevet forringet en hel del og jeg frygter, at de kan mærke på mig, hvor stresset jeg i virkeligheden er. Jeg føler på en måde, at jeg er blevet en helt anden person, end jeg engang var og det eneste tidspunkt, jeg kan slappe ordenligt af på, er når jeg er alene. Håber I kan hjælpe.
Kære du.
Hvor er det godt, at du er kommet forbi brevkassen, for det lyder til, at det er nogle rigtig svære ting, tanker og oplevelser, som du går med lige nu. Det er virkelig godt at høre, at du allerede har forsøgt at gøre nogle ting for at lette presset på dig selv. Det er virkelig godt gået, selvom jeg kan godt forstå, at det er frustrerende, at det ikke har hjulpet, sådan som du havde håbet på.
Da du allerede har været rigtig god til at skære ned på ting, som kan have været med til at stresse dig, så tænker jeg, at det måske kan være en idé at kigge lidt på de ting, som du stadig skal forholde dig til og se, om der er nogle ting her, som skaber et pres, som i hvert lige nu er for meget eller for hårdt. Du skriver, at du tager direkte hjem fra skole og laver dine lektier og ordner dine pligter, og så går du i seng, så det lyder til at i meget af din hverdag, er du igang med noget, hvor der kan være en form for forventning til dig. Det kan godt være hårdt, hvis det meste af ens hverdag handler om at leve op til andres forventninger, så jeg tænker, om det kunne være muligt også at skabe lidt rum i din hverdag til noget, som du virkelig nyder, og som giver dig en god fornemmelse i maven. Det behøver ikke at være en decideret sport, såsom boksning eller ridning, hvis du føler, at det var for tidskrævende, men det kan være sådan noget som at gå en tur med god musik i ørene, læse en bog, se en tv-serie eller måske snakke i telefon med en god ven eller veninde. Fordelen ved at gøre sådan nogle ting er, at man kan gøre det når passer i forhold til det tid overskud og tid, man lige har, hvor man f.eks. ved en sportsgren skal møde op på bestemte dage og bestemte tidspunkter, hvilket kan være svært at få til at passe ind, hvis man også har andre ting at skulle forholde sig til. Så selvom du måske var rigtig glad for både boksning og ridning, så kan det være, at det lige nu er bedre med nogle ting, som du nemmere kan rykke rundt på, men som samtidig gør dig glad og måske kan give dig lidt ro i hovedet bare lidt af gangen i løbet af dagen.
Nogle gange kan man også have sat nogle store krav til sig selv, og hvad man skal præstere f.eks. i skolen, og jeg tænker om det også kan være noget, som spiller ind? Det er slet ikke sikkert at det er sådan du har det, men hvis det er, så tænker jeg, at det måske også kan være et sted, man kan være lidt opmærksom på, for det er selvfølgelig helt naturligt at ville gøre det godt, men i perioder hvor man har det lidt svært, så tænker jeg, at det kan være helt okay og måske også sundt, at man retter sine forventninger til egen præstation lidt ind efter den situation, man står i. Jeg tænker i hvert fald, at hvis man oplever, at ens overskud er helt i bund, og man bare synes, at det hele er svært, så er det naturligt og helt okay, at ens fokus er et andet sted, imens man får det bedre.
Som sagt så har du allerede gjort rigtig meget for at hjælpe dig selv og mindske presset, men du føler dig stadig rigtig stresset, og derfor tænker jeg, at det vil være en rigtig god idé at snakke med nogen om, hvordan du har det. Det kan være en god veninde, en studievejleder, dine forældre, et andet familiemedlem eller bare et voksent menneske, som du er tryg ved, og som du føler, at det er okay at snakke med om det, som er svært. Du skriver, at du lige nu er bange for at være sammen med dine veninder, fordi du er bange for, at de vil opdage, hvor stresset du er, og det kan jeg virkelikg godt følge. Det kan være så utrolig svært at fortælle andre, at man har det skidt, men det er også vigtigt at huske på, at det ikke er noget, man skal skamme sig over eller være pinlig over. Det kan ske for enhver, ligesom det kan ske for enhver, at man er uheldig og f.eks. slår sin fod eller brækker sin arm. Det er træls, når det sker, men det gør dig ikke mindre værd eller forkert. Det er frustrerende og svært at være i, men det er, når vi har det dårligt, at vi har ekstra meget brug for hinanden. Og jeg er sikker på, at de mennesker du holder af og stoler på vil lytte til, forstå og hjælpe dig med at få det bedre, hvis du har mod på at dele dine oplevelser og tanker med dem. Du skriver også i dit brev, at der er blevet kommenteret på det, når du har haft de her perioder, så måske de mennesker, der er omkring dig, godt kan fornemme, at der er noget som er svært, men at selvom de gerne vil hjælpe dig, så ved de måske ikke helt, hvordan de skal gøre det. Det kan I måske finde ud af i fællesskab, hvis I sætter jeg ned og snakker om tingene.
Det er vigtigt for mig at fortælle dig, at selvom jeg tror, at det vil være rigtig godt for dig at snakke med nogen, om det du oplever, så er det selvfølgelig stadig helt op til dig, hvordan du vil sige det, og hvem du vil sige det til. Bare fordi man deler det med én, så behøver man ikke at dele det med alle. Det skal føles okay at gøre det, og hvis du f.eks. kun har lyst til at snakke med dine forældre om det, så er det dét, du gør. Der er samtidig forskellige måder at sige tingene på, og nogle har det fint med bare at sige det ansigt til ansigt og præcis, som det er, mens andre synes, at det er svært at få det sagt højt. Her kan det være en mulighed at skrive det ned i et brev, og så give det til den person, som man gerne vil åbne op overfor. Det behøver ikke være langt, hvis man ikke har lyst til det. Du kan skrive alle de tanker ned du har, men du kan også skrive "Hey, jeg har det dårligt og jeg vil gerne have hjælp", og så tage den derfra. Det er igen helt op til dig.
Til sidst vil jeg også gerne nævne, at hvis du ikke føler, at noget af det her hjælper, heller ikke at snakke med nogen om det, så kan det være en idé at tage til lægen og så få en henvisning til f.eks. en psykolog. Igen, så er det ikke noget at skamme sig over, og det betyder ikke at du er tosset. Når man har det dårligt mentalt og ikke føler, at det hjælper, det man selv gør for at få det bedre, så tager man til psykolog, ligesom man går til lægen, hvis man ikke selv kan få mavepinen til at gå væk. I begge situationer passer man på sig selv og gør noget for at få det bedre, og det er altid en god ting.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og at du kan finde rundt i det, selvom det er lidt langt. Hvis du gerne vil snakke noget af det lidt igennem eller bare har brug for en snak, så kan det også være en mulighed at kigge forbi og chatte lidt med en af vores rådgivere. Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg sender mange gode, positive og varme tanker din vej.
De bedste hilsner fra Amanda