Stress

brevkassespørgsmål

Stress

brevkassespørgsmål af
Julie
18 år
Oprettet 6 år 8 måneder siden

Hej Jeg er lidt i tvivl, om jeg måske er ved at få stress. Jeg oplever, at jeg nogle gange bryder grædende sammen, hvis jeg skal nå mange ting på få dage, fordi jeg slet ikke kan overskue det længere. Og på samme tid, kan jeg overhovedet ikke tage mig sammen til at lave f.eks. skoleopgaver, fordi jeg synes det virker håbløst at nå det hele. Jeg føler mig udmattet, fordi jeg føler, at jeg ikke har slappet af i flere måneder, fordi jeg altid har mange ting jeg skal nå. Jeg kan ikke sove om natten, jeg er rastløs og jeg kan overhovedet ikke samle mine tanker, fordi det hele vælter rundt inde i hovedet. Jeg oplever enormt stort pres hjemme, hvor begge mine forældre, som jeg bor alene med, er psykisk syge. Og derudover er jeg ved at afslutte 3.g - så alle mine opgaver har stor betydning for mine sidste karakterer. Jeg føler det hele er håbløst lige nu, og jeg kan reelt bare slet ikke overskue mit liv. Det er ikker fordi jeg har selvmordstanker - overhovedet ikke. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal få overskud igen og stoppe med at være ked af det og stresset hele tiden. Hvad skal jeg gøre? Jeg snakker allerede med en studievejleder på min skole, så det er ikke sådan nogle svar jeg leder efter. Det er bare hvad jeg kan gøre for at skabe psykisk overskud, så de fysiske symptomer også forsvinder.

Svar: 

 

Kære Julie,

Tak for dit brev! Det lyder enormt hårdt, det du står i lige nu, så det er virkelig sejt af dig, at du skriver her - godt gået!

Du skriver, at du føler dig meget presset og udmattet, at du har svært ved at overskue tingene, og at du har svært ved at tage dig sammen til at få gjort det du skal. Du skriver også, at du ikke kan sove om natten, er rastløs og ikke kan samle tankerne. Og så skriver du, at du græder meget og er ked af det, og at du føler dig stresset hele tiden. Det må være virkelig hårdt og drænende at være i, og derfor synes jeg også du er mega sej, når du skriver her.

Jeg er rigtig glad for at høre, at du har nogen at snakke med om de problemer du oplever, for det er meget vigtigt i den situation du står i. Du spørger hvad du skal gøre, for at skabe psykisk overskud, så de fysiske symptomer forsvinder, og da du allerede taler med din studievejleder om dine udfordringer, tolker jeg dette som udtryk for, at du efterlyser nogle konkrete redskaber til, hvordan du skal håndtere det pres, du oplever lige nu. Jeg tænker, at der er forskellige ting du kan gøre.

Nogen gange kan det være en hjælp, at skrive alle de ting ned man skal nå på en dag, og så krydse af efterhånden som man får dem gjort. Du skal skrive det ned i helt små detaljer. Hvis du fx har en dansk stil du skal have skrevet, skal du ikke skrive "skriv stil" på listen. Så skal du i stedet skrive "stå ud af sengen", "gå i bad", "tag tøj på", "spis morgenmad", "tænd computeren", "åbn word", "skriv overskriften", "skriv indledningen", "skriv ½ side" osv., osv. Det kan også være, at du i stedet sætter dig det mål, at mandag skal du skrive overskriften, tirsdag skal du skrive indledningen, onsdag skal du skrive første side, torsdag skal du skrive anden side, osv. Det er ikke så vigtigt hvordan du inddeler opgaverne, eller hvilke opgaver du har. Det vigtige er bare, at de store og uoverskuelige opgaver bliver inddelt i helt små bidder, fordi det gør dem nemmere at overskue. Og det føles virkelig godt hver gang man får lov at krydse noget af på listen, fordi det giver en følelse af succes hver gang man har udført en opgave.

Det kan også være en god idé, at tænke positivt om dig selv, hver gang du løser en opgave, i stedet for at slå dig selv oveni hovedet med alle de ting du ikke får gjort, men som du burde. Hvis man hele tiden får at vide, at man ikke gør det godt nok, eller man burde gøre mere eller kunne klare det bedre, uanset om det kommer fra en selv eller fra andre, så er det meget svært, at holde gejsten oppe, og det hele kan hurtigt komme til at virke håbløst. Hvis man i stedet begynder at tænke positivt om sig selv og giver sig selv et klap på skulderen, hver gang man løser en opgave (også selvom den opgave måske "kun" er, at komme ud af sengen), så begynder man også at se sig selv og sine omgivelser i et mere positivt lys. Det kan igen gøre, at man bliver mere motiveret for at løse den næste opgave, fordi man oplever følelsen af belønning hver gang en opgave bliver løst.

Noget andet, der kan hjælpe, når du oplever, at tankerne vælter rundt i hovedet på dig, er, at tage dig tid hver dag, til bare at være med tankerne. Sæt en halv time af hver dag, hvor du ikke skal noget og hvor du lægger telefonen og computeren væk, og bare sætter eller lægger dig ned, lukker øjnene og lader tankerne flyde. Når tankerne kommer skal du ikke gøre noget med dem, bare registrere at de er der, acceptere deres tilstedeværelse og så ellers bare lade dem passere. Det kan være en sindssygt svær øvelse i starten, men jo mere du gør det, des bedre bliver du til det. Og med tiden vil du opleve, at den ro du kan skabe i den halve time, også vil kunne skabes på andre tidspunkter, når tankerne begynder at presse sig på.

Det sidste redskab jeg vil give dig er, at droppe perfektionismen. Det er markant lettere sagt end gjort, det ved jeg. Mange unge, især piger, stræber efter, at skulle være perfekte i alt hvad de gør. Problemet er bare, at det ikke kan lade sig gøre. Der vil altid være steder, hvor man kan gøre det bedre, og hvis kun det perfekte er godt nok, så vil man aldrig kunne blive tilfreds. Måske er det bedre at sigte efter at være middelmådig, og så kunne blive positivt overrasket, end det er at sigte efter at være perfekt, og så kun kunne blive skuffet. Det er vigtigt at huske på, at det ikke er dine præstationer udadtil, der er afgørende for om du er god nok. Du er god nok, præcis som du er, netop fordi du er den du er!

Det kan være rigtig svært at vide hvad man skal stille op, når det hele vælter rundt inde i hovedet, og man kan føle sig meget alene i sin kamp for at skabe ro. Jeg håber derfor, at du kan bruge disse redskaber, og at de kan være med til at give dig noget ro i hovedet, skabe psykisk overskud og mindske dine fysiske symptomer.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

De venligste hilsner,

Stine

StineHs billede
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program