Diagnoser

brevkassespørgsmål

Diagnoser

brevkassespørgsmål af
Anonym
11 år
Oprettet 14 år 9 måneder siden

Hej ;) Jeg kunne godt tænke mig at høre hvorfor man giver diagnoser? Jeg forstår godt at man gør det i nogle tilfælde fx hvis man har lungebetændelse, så er det godt at vide, fordi så skal man have pencilin eller hvis man har en hjertesygdom så skal man måske have noget medicin mod det eller opereres. MEN når det kommer til "sygdomme" der har med den måde man er på, så synes jeg ikke altid at det er så smart at give diagnoser. Hvorfor siger man ikke bare "hun er lidt genert/stille" eller "han har svært ved at lære matematik" eller "Han er meget følsom" eller "Hun bliver hurtigt vred, når noget går hende imod"? Hvorfor skal der sættes en diagnose på? Nogengange er diagnosen et større problem end sygdommen!! Da jeg gik i børnehave var jeg meget nysgerig og ville gerne lære en masse ting, som andre børn ikke interesserede sig for. Derfor gik jeg rundt efter de voksne og spurgte om alt muligt (ikke for at genere dem). De fleste børn kan godt lide gentagelser og lægger det samme puslespil igen og igen eller vil have læst den samme bog 117 gange. Sådan havde jeg det ikke. Jeg fik en ADHD diagnose fordi jeg "havde svært ved at koncentrere mig om en ting i længere tid af gangen", derhjemme kunne jeg godt koncentrere mig om puslespil med over 100 brikker, men i børnehaven gad jeg ikke lægge det samme puslespil med 20 brikker igen og igen. Jeg kan huske at jeg var ked af ikke at være som de andre børn og jeg følte mig helt forkert. Da jeg startede i skole holdt jeg mig mest for mig selv, jeg vidste jo at jeg ikke var som de andre børn. Jeg var et fejlskud. Så jeg holdt mig for mig selv. Lærerne undrede sig over at den stille generte pige, der sad i timevis og tegnede og lærte at læse allerede i børnehaveklassen havde ADHD. Derfor blev jeg sendt til psykolog og ADHD diagnosen blev fjernet. Jeg kom på en børnepsykiatrisk afd. for at blive undersøgt. Jeg var så ked af det og skammede mig over at jeg var sådan et forkert barn. Jeg fik diagnosen "Aspergers syndrom" og kom på en specialskole for børn med udviklingsforstyrrelser indenfor autismepektret. Jeg fik at vide at jeg ikke kunne finde ud af at tolke andre menneskers signaler og ikke kunne sætte mig ind i hvad andre føler og tænker. Det gjorde mig meget usikker i forhold til andre. Det var ikke rart at være sammen med andre mennesker, når jeg ikke kunne stole på min fornemmelse for hvordan de havde det og for hvad deres reaktioner betød. Jeg trak mig endnu mere tilbage og observerede andre mennesker frem for at deltage i samtaler og aktiviteter. På et tidspunkt begyndte en af mine lærere at stille mig en masse spørgsmål om hvordan jeg trode andre havde det og tænkte og følte. Jeg fik ondt i maven og svedte og var bare SÅ bange for hvad hun tænkte om mine svar. Jeg sagde til hende at jeg rigtig gerne ville lære at forstå andre mennesker og spurgte om det ikke ville være en ide hvis vi havde psykologi på skemaet på skolen, når vi nu allesammen havde problemer med at tolke andres signaler og følelser. Hun snakkede med mine forældre og jeg blev sendt til psykolog igen. Efter mange spørgsmål og tests og behandlingskonferencer, fandt psykologen ud af at jeg alligevel ikke havde Aspergers syndrom. Nu fik jeg at vide at jeg var GC-barn. Jeg skiftede skole igen, men gik en klasse op, så jeg kom i 4. klasse, selvom jeg var yngre end de andre børn i klassen. Jeg faldt hurtigt til i klassen og fik nogle veninder, men følelsen af at være anderledes og forkert har fulgt mig siden. Nu går jeg i 7. klasse, jeg bliver 12 til april, men mine klassekammerater er 13 og 14 år. Jeg har svært ved at se hvilken gavn diagnoserne skulle gøre, ud over at stemple mig. Nu var det selvfølgelig også forkerte diagnoser, men selv hvis de er rigtige, så gavner det jo ikke nogen at få at vide at man fejler noget (=er en fejl). Jeg kom på nogle måder til at leve op til min diagnose efter jeg fik den, og hvis ikke en kvik lærer havde opdaget at der var noget der ikke stemte, så havde jeg nok gået rundt og opført mig som en autist idag, fordi jeg blev behandlet sådan!!! Jeg har et HELT andet spørgsmål. Det er nok mest til Iben eller Gowsini ;) Jeg har overvejet at læse til læge engang. Jeg har fået at vide at det vil være bedst at vælge en naturvidenskabelig studieretning på gymnasiet, men jeg ved at man kan tage GSK (Gymnasiale Suplerings Kurser) så man kan hæve niveauet i sine naturvidenskabelige fag, hvis man har haft en anden studieretning. Jeg kan rigtig godt lide matematik, fysik, kemi og biologi, så jeg ville sikkert have det helt fint på en studieretning med disse fag. Men jeg kunne egentligt bedre tænke mig at gå på en samfundsfaglig studieretning og have samfundsfag og engelsk som højniveaufag og så psykologi og filosofi som valgfag. Hvad tror I vil være bedst? Jeg bliver student 2 mdr. efter at jeg er fyldt 17 år, så det haster ikke med at komme på universitetet ;) Jeg er stadig ung, selvom jeg bruger ½ år på GSK inden jeg starter på studiet. Jeg glæder mig til at høre fra jer. Hilsen Nanna

Svar: 

Hej Nanna

Tak for dit gode brev og jeg synes det er et rigtigt vigtigt emne du tager op omkring det at "få en diagnose". Jeg giver dig ret i, at der nogen gange kan være meget fokus på diagnoser og vigtigheden af at man som læge stiller en diagnose og helst så hurtigt som muligt! Men samtidig er det også en enormt vigtigt at man stiller en diagnose af flere årsager.

Som du selv siger, skal man finde ud af hvad patienten fejler for at kunne give ham eller hende den rigtige behandling, f.eks. en lungebetændelse eller en brækket arm. Det er altså en slags hjælp til at lægen kan give den rigtige behandling og støtte til patienten. Nogle gange kan det også være vigtigt for patienten selv at vide, hvad han eller hun fejler, det kan give en slags tryghed at vide hvad det præcist er der er galt. Det kan også være rart for familien og de pårørende.

Hvis det er en person der fejler noget psykisk kan det også ofte være en lettelse for ham eller hende at få en diagnose på deres sygdom. På den måde har de en forklaring på, hvorfor de måske har haft svært ved nogle ting hele deres liv eller har følt sig anderledes osv. Det kan være en stor hjælp for nogen at få sat et navn på deres sygdom, også overfor omverdenen så de har en forklaring på, hvorfor de har svært ved nogle ting. Men samtidig er det rigtig vigtigt, som du skriver, at man får den rigtige diagnose og ikke føler, at man får puttet et forkert "mærkat" på sig. Men det er vigtig at huske på, at når man får en diagnose er det ikke fordi man er "en fejl", sådan er det slet ikke. Man fejler tilgengæld noget og har brug for hjælp og behandling, men det er ikke fordi der er noget galt med en som person.

Det er uheldigt at du har været igennem så mange forskellige omveje og jeg kan godt forstå, du har følt dig misforstået. Og der er absolut intet galt i at være lidt anderledes, tværtimod! Det er dejligt at høre, at du er faldet til i din nye klasse.

Hvis du føler, du har brug for at snakke mere om de ting, du har fortalt, kan det være en god ide at besøge vores chat. Her kan anonymt chatte med en voksen mandag til torsdag kl. 14.19. Du er også velkommen til at skrive herind igen, hvis du ikke synes du fik svar nok.:)

Med hensyn til hvilken studieretning der er bedst at vælge, må jeg blive dig svar skyldig. Du kan prøve at snakke med en studievejleder på din skole, hvis I har sådan en, ellers er der helt sikkert en på det gymnasium, du overvejer at søge ind på som kan hjælpe dig med dine spørgsmål. Det er også noget du kan bruge chatten til..

Mange hilsener Helene

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program