Hej Cyberhus Jeg skriver til jer, fordi jeg ikke rigtig har lyst til at tale med andre om min situation. Jeg har det sidste halve år gennemgået en mærkelig udvikling. Det er som om det hele kører af sporet for mig. Jeg plejer at være seriøs, udadvendt og have et meget tæt forhold til mine forældre. Men nu er det som om, jeg ikke kan kende mig selv mere.

Det er sindssygt svært at beskrive de følelser jeg sidder med. Jeg føler mig i høj grad utilstrækkelig, trist, ligeglad med alt og føler mig fremmed i min egen krop. Det er som om jeg er gledet ind i sådan en gråzone. Jeg har svært ved at sove og jeg lider af enorme samvittighedskvaler. Jeg føler skyld over næsten alt. Jeg føler endda skyld ved at sidde og skrive det her, da jeg føler at jeg dramatiserer situationen og at det i virkeligheden handler om, at jeg har ondt af mig selv.

Jeg har læst en masse om depression på nettet, og føler, at jeg har symptomer på en depression. Jeg har ikke lyst til at gå til læge, da jeg frygter at blive betragtet som hypokonder. Jeg føler, at jeg spilder lægens tid. Jeg har ikke konkrete selvmordstanker, men tænker tit, at hvis jeg nu kørte galt eller sultede mig selv, så ville nogen blive opmærksom på, at jeg har det skidt. det ville være nemmere at vise min smerte fysisk end det ville at sige noget. Jeg har altid haft nemt ved at tale med mine forældre, men i den her situation har jeg ikke lyst; jeg er bange for at få at vide at jeg "skal tage mig sammen". Men jeg har det virkelig skidt indeni.

Jeg har ikke været udsat for voldsomme oplevelser, så jeg er virkelig i tvivl om, hvad der kan have udløst sådan nogle følelser. Jeg mærker specielt, at der er noget galt i skolen; det er som om at jeg har "glemt hvordan man gør". mine karakterer falder, og jeg føler, at jeg løber panden mod en mur. Jeg tager også mig selv i at lyve. ikke store fede løgne, men små ligegyldige løgne. små ligegyldige løgne, der ikke har nogen betydning.

Jeg bliver nemt irriteret og snerrer af folk. sjældne gange kan jeg blive helt ondskabsfuld. Jeg plejer også at have lyst til og føle stor glæde ved at lytte til andres problemer og være skulderen, man kan græde ud ved. det har jeg slet ikke overskud til mere. faktisk undgår jeg næsten enhver situation, der kunne anspore til sådanne samtaler. jeg har heller ikke lyst til at sige hej til folk på gangene i skolen; jeg orker det ikke.

nu sidder jeg igen med følelsen af tomhed og af at jeg overdramatiserer det hele. jeg ved simpelthen hverken op eller ned. Hvad er der galt med mig? m.v.h. C.