Hej med dig.

Er rigtig glad for, at du skriver for du virker oprigtig ked af det og fortvivlet, så håber virkelig at mit svar kan hjælpe dig.

For du har ret, det er rigtig svært lige pludselig at få at vide, at man har en sygdom, som man skal leve med resten af livet. Specielt her i starten kan det være svært at finde ud af. Der er, som du selv er inde på, rigtig mange ting man lige skal vende sig til, med måling af blodsukker, insulinindsprøjtninger, kostregulering og motion. Sygdommen kræver en bestemt, regelmæssig livsførelse. Så det er forståeligt hvis du føler at sygdommen ligesom har taget styringen og, at du selv har mistet kontrollen over dit liv.

Der er dog rigtig mange mennesker der har type 1-diabetes og som lever et ganske normalt liv med kun få eller ingen begrænsninger i dagligdagen. Men det kræver en stor tilvænningsperiode og ikke mindst at sygdommen behandles rigtigt. Type 1-diabetes skal altid behandles med insulin og til at begynde med kan det være vanskeligt, at finde den rette dosis insulin som passer til netop dit behov. Derfor er det naturligt at du vil føle op- og nedture.
Det er også nyt for dine venner og familie at du har diabetes. Så selv om du ikke har lyst til at fortælle det til de mennesker du omgås, så er det vigtigt at du får snakket med dem om det, så de ved hvad det helt præcis vil sige at have diabetes og så de kan støtte og hjælpe dig, hvis det skulle blive nødvendigt.

Du skriver at du er ligeglad med sygdommen og dit blodsukker. Du har garanteret fået at vide mange gange hvor vigtigt det er at dit blodsukker er rimeligt kontrolleret. For det hænger sådan sammen at jo mere kontrolleret dit blodsukker er, jo færre symptomer vil du mærke til. Du vil også undgå tilfælde af insulinmangel og ketoascidose og dermed undgå at blive indlagt på hospitalet. Så når du når der til hvor din insulindosis er helt rigtig, dit blodsukker er i niveau og du undgår indlæggelser, så vil du langsomt føle at du får kontrollen tilbage over dit liv. Dermed ikke sagt at det kommer i morgen, der kan sagtens gå flere måneder eller år. Men det bliver nemmere.

Du spørger hvad der kan ske med din krop. Hvis du vælger at ignorere diabetes vil det føre til insulinmangel og det kan i løbet af få dage være livsfarligt. Dette skyldes, at når du har type 1-diabetes, kan du ikke selv producere insulin. Insulin er nødvendig for at kunne optage sukker (glukose) fra blodbanen til alle kroppens celler. Sukker er kroppens energi og uden dette kan hjernen og kroppen ikke fungere. Din krop får ingen brændstof og sulter.

Når det sker, reagerer leveren ved at frigive noget af det lagrede fedt, så kroppen i stedet kan bruge fedt som brændstof. I den proces dannes ketonstoffer (syre), som kan gøre dig meget syg.  Det er derfor livsvigtigt, at tilføre kroppen insulin, når man har type 1-diabetes.

Men vigtigst af alt er, at dit liv bestemt ikke er ovre. Men det er vigtigt du får den rette støtte og behandling. Du skriver ikke hvilke form for støtte og behandling du får, men ofte er man tilknyttet et helt team af specialister inden for diabetes. Som regel får man sit blodsukker kontrolleret jævnligt ved sin egen læge eller diabetesambulatorier, hvor de også er rigtig gode til at råde og vejlede. Der findes også diabetesskoler, hvor man kan lære om hvad sygdommen er og hvilke følgevirkninger den har. Her har man også mulighed for at tage pårørende med, så de bedre kan sætte sig ind i ens situation. Der er diabetesgrupper, hvor man på lige fod med andre diabetikere, kan få snakket ud om problemer man går at tumler med i forbindelse med sygdommen. Nogle kan også have glæde af at tale med en psykolog eller psykiater med ekspertise i diabetespatienter, da det for mange er en stor omvæltning at få konstateret sygdommen. Så hvis du på nuværende tidspunkt ikke føler du får den nødvendige hjælp så spørg din læge. Han vil helt sikkert kunne hjælpe dig med kontakten til de ovenfornævnte muligheder.

Jeg håber virkelig at mit svar har hjulpet dig en smule og ellers skriv igen.

Kærlig hilsen Anne.