Sove og menstruation

brevkassespørgsmål

Sove og menstruation

brevkassespørgsmål af
Maria
12 år
Oprettet 3 år 9 måneder siden

Hejsa. Jeg har haft min menstruation i nogle måneder nu. Men hver gang det er den tid så er jeg bange for at sove. Jeg ligger på siden når jeg ligger i sengen men alligevel føler jeg der er en kæmpe samling blod der skal til at bløde igennem. Jeg er nød til at gå på toilet om natten og skifte natbind. Om dagen skal jeg også flere gange på toilet. Jeg vil rigtig gerne lære at bruge tampon men tør ikke rigtig. Er det normalt? Hilsen Maria

Svar: 

Kære Maria,

Tak for dit brev. Jeg forstår godt, at du bliver nervøs for, om du mon kommer til at bløde igennem om natten, og jeg tror, at mange, der har prøvet at have menstruation, kan relatere til, at den fornemmelse af en stor samling blod ikke er rar. Jeg vil klart anbefale dig at starte med et natbind, så du ikke skal op og skifte midt på natten. Der findes flere forskellige mærker og udformninger/design, og måske du skal prøve dem lidt af og finde ud af, hvad der virker bedst for dig. Det er super godt, at du allerede sover på siden. Det er nemlig den sovestilling, som mindsker risikoen for gennemblødning og også menstruationssmerter mest. Du kan også overveje, om du skal sove på et håndklæde de dage, hvor din menstruation er kraftigst, som en ekstra sikkerhed. Det er helt normat at skulle på toilet flere gange, og selvfølgelig også skifte bind flere gange i løbet af dagen, når man har menstruation. Hver kvindes menstruation er forskellig, nogle har kraftige menstruationer med meget blødning, og andre har mellem eller en lille menstruation. Det kunne lyde som om, du er en af dem, som bløder meget. Det er helt normalt at bløde mere de første dage af ens menstruation. Der er ikke noget, du som sådan kan gøre naturligt for at ændre det, men for mange hjælper det at starte på p-piller. Det er noget, du kan overveje, hvis det bliver ved med at genere dig i fremtiden.

Jeg kan godt forstå, at du er lidt nervøs over at skulle bruge en tampon. Det er der rigtig mange der er, men det er ikke farligt, og man kan sagtens vænne sig til det, når man prøver sig lidt frem og øver sig. Det sværeste er at få tamponen til at sidde rigtigt, men når den gør, så gør det ikke ondt at bruge den. Hvis du gerne vil lære at bruge en tampon, så er det en god idé at starte med den mindste størrelse, indtil du vænner dig til det. Det er helt normalt, at det lige tager lidt tid i starten. Der findes tamponer med og uden indføringshylster. Det kan være lettere i starten at bruge dem med hylster - mest fordi hylsteret er glat og hjælper til at tamponen lettere kommer på rette plads i skeden. For nogen er det nemmeste at sidde på toilettet og indføre tamponen, for andre er det nemmere at sidde på hug og nogle står endda op. Det er helt op til dig, og det handler om at finde den stilling, hvor du slapper mest af, så det ikke kommer til at gøre ondt, og du ikke spænder op i musklerne i underlivet. Når man køber en pakke tamponer er der ofte også en lille guide med, som du kan læse, og du kan også prøve at spørge din mor, om hun kan forklare dig, hvordan man gør. Det kan måske virke lidt pinligt, men hvordan skal du kunne vide det, når du aldrig har prøvet det før? Det er jeg sikker på, at hun vil forstå, og at hun gerne vil hjælpe dig med at forklare og fortælle.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du fremover kan sove lidt bedre om natten uden at være bekymret for at bløde igennem, og at du måske har mod på at prøve dig frem med en tampon.

Kram Ulrikke

Ulrikkes billede
Ulrikke fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program