Jeg onanerer næsten hver dag. Og jeg synes det er dejligt. Men jeg er sådan set ret skamfuld omkring det. Og grunden til dette er, at min bedste veninde siger, at det er forkert og at  ( mange) forældre ville være skuffede, hvis de vidste det. Hendes forældre, og mine også, sagde til os da vi var små, at de ikke synes om det, at det m¨man ikke. Min mor slog min hånd væk en dag da jeg rørte ved mig selv, da jeg var 5 år. Jeg husker det. Og hun råbte MEGET højt!!

Nu er vi jo flyttet hjemmefra. Og jeg gør det, onanerer. Problemet er bare, at den der "tilladelse", eller viden om, at hvis man gør det, og så at man som forældre ved det, måske uden at man har talt direkte om det, og så ligesom bare siger eller på anden måde giver udtryg for en hildning at: "det er helt ok, det er ok og vi tænker ikke noget grimt om dig". Den holdning har ingen af os med hjemmefra. Jeg er meget ked af, at jeg er blevet opdraget så "stift" med, at piger ikke må en masse ting som drenge må: Gå til fodbold, klatre i træer, have flere sexpartnere. drikke af en flaske i det offentlige rum ( det siger mine forældre er vulgært hvis en pige/kvinde gør det) og man må heller ikke kysse sin kæreste, altså pigen må ikke. Fyren må godt være den der tager initiatvi.

Jeg har ikke disse holdninger. Men jeg kan bare mærke, at jeg den anden dag kom til at tænke, om jeg så, når jeg gør de her ting, pludselig ingen moral og integritet har??! Jeg er enormt bange for at være for "løssluppen" og jeg er ( alt for) god til at rette mig efter autoriteter og overholde ting, hvor jeg ved, at andre slækker mere på tingene. ( stadig overholder loven). 

Jeg vil så gerne bygge et selvværd op! Men det er SÅ svært. Alt idag er en kamp: Man skal være slank. have pæne bryster ( mine er grimme) og man skal have 12 i alt for ellers kommer man ikke ind på studiet, man må ikke fortryde/skifte studie pga det vanvittige udddannelsesloft og jeg føler, at alt er så stramt, så jeg tit ligger og spekulerer over, hvordan det skal gå. Jeg græder også tit fordi jeg føler, ved, at jeg er en skuffelse og også en dårlig veninde fordi jeg bla ikke læser medicin som mange af mine venner. De må jo tro, at jeg er dum selv om de ikke siger det. 

Men mht min krop og onani, så har jeg lært, at kvinder og piger skal være "pæne", dydige og ikke må sige, at de har lyst og sexuelle behov. Jeg onanerer og jeg oplever, at jeg næsten får mere lyst. Og det er jo godt!  At jeg bliver afstresset. Men jeg ved, at min mor ville blive skuffet og flov over mig, hendes datter, hvis hun vidste at jeg onanerer og særligt (så meget.) Jeg læste i en undersøgelse, at det kun er ca 30 % af kvinder der onanerer ( over 25). Er det rigtigt? jeg spørger bare fordi ifdag må man jo ikke udskille sig, så for man jo næsten en psykiatrisk diagnose!!! ( er du ikke lidt "for meget", for "lidt" , for "larmende" , for "stille").

Jeg er så bange for ikke at være god nok. Og sommetider så græder jeg over det, for jeg ved, fordi det siger de, at mine forældre ikke har sådan en datter de havde ønsket. Og det er jo svært at gå rundt og være noget ens forældre skammer sig over og siger hele tiden, er en skuffelse for dem. De forstår ikke når jeg 1000 gange har søgt at sige, at det gør mig ked af det. Så den vej er ikke så farbar. Ingen dialog. Jeg orker ikke at kontakte dem ret tit, De piller mig ned og tramper på mit selvværd. 

Er jeg god nok, som jeg skal være. Som I kan høre tænker jeg vildt meget over det!