God eller dårlig overraskelse til ens kæreste?

brevkassespørgsmål

God eller dårlig overraskelse til ens kæreste?

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 7 år 3 måneder siden

Jeg håber i kan tage mit spørgsmål seriøst, da jeg godt selv kan have svært ved det!

Min kæreste har snart 20 års fødselsdag, og det er den samme dag vi har 5 års dag sammen. Jeg tror det bliver så vildt, og jeg har virkelig lyst til at overraske ham med noget lidt udover det sædvanlige.

Faktisk har jeg gået og tænkt på det i et år efterhånden, og noget jeg havde i tankerne var at overraske ham med en ekstra pige (trekant). Det er noget jeg længe har syntes kunne være sjovt at prøve, og vi har også været tæt på at gøre det før, til en fest for 2 år siden. På det tidspunkt var min kæreste totalt klar men endte med at pigen blev fuld og så er der bare ikke rigtig sket noget siden. Men ved at alle fyre går og drømmer om det.

Det jeg så gjorde for nogle måneder siden var at skrive til den pige vi næsten havde en trekant med, og vi er faktisk endt med at blive veninder og har mødtes og snakket om det. Det gode ved hende er hun har prøvet det før, og hun er frisk på at overraske min kæreste.

Men så sker der det at min bedste veninde slår op med sin kæreste, som hun havde været sammen med i 3 år. Hun vidste godt jeg havde tænkt på at overraske min kæreste med en trekant, men hun vidste ikke at jeg faktisk havde fundet en, så hun tilbød faktisk selv. Det vil sige hun vil faktisk meget gerne, og det vil jeg da også, for vi har før joket med at bedste veninder "deler alt".

Jeg skriver så til min nye veninde, at min bedste veninde gerne ville og jeg nok ville vælge at gøre det med hende i stedet. Hendes svar var om ikke vi alle 3 skulle overraske min kæreste. Det havde jeg slet ikke tænkt på, men regnede faktisk ikke med at min bedste veninde var med på den, men her for en uge siden mødtes vi alle 3 og de klinger rigtig godt sammen.

Så nu står jeg faktisk med 2 veninder der er klar på at overraske min kæreste med en "firkant" på hans fødselsdag, og på den ene siden giver det mig helt sommerfugle i maven, både fordi jeg selv synes det kunne være sjovt, men også fordi jeg tænker det må være den største drøm for enhver fyr, og det vil jeg gerne give min kæreste.

Men grunden til jeg skriver det her er fordi jeg alligevel bliver i tvivl. Vil ikke sige min kæreste er dårlig i sengen, men er bange for han måske får dårlig selvtillid eller kommer inden vi overhovedet kommer i gang. Min nye veninde siger at den fyr hun havde trekant med kunne blive ved med to piger i en time, men selv når jeg er alene med min kæreste er det nok nærmere 10 minutter i bedste fald. Jeg synes jo det er helt okay, men er bange for om det vil gøre ham skuffet.

Den anden ting jeg har spekuleret på er om han vil synes det er akavet med min bedste veninde, som han jo har kendt lige så længe som vi har været kærester. Det er overhovedet ikke fordi de har et akavet forhold, og jeg ved at han godt kan lide hende, men måske føler han at han forråder mig?

Men efter det kom jeg til at tænke på, at det måske er bedre med en han kender, min bedste veninde har jo set ham halvnøgen mange gange og omvendt, og de er vant til at kramme og de har faktisk kysset før (druklege). Så måske er det hende min nye veninde der er problemet, for han kender hende ikke, har ikke fortalt ham om hende. Ved ikke om han synes hun er lækker (hun er pæn nok, men meget modsætning til min bedste veninde).

Regner med i kan se mit dilemma, hvis det er for meget med 3 piger, så ved jeg ikke hvem jeg skulle vælge (min bedste veninde ville nok blive meget skuffet, men nu er det ikke for hendes skyld det her).

Som det sidste vil jeg lige sige at jeg allerede har læst en masse på nettet om den slags. Men alle siger at man skal snakke om det som par. Men det skal jo være en kæmpe overraskelse, så vil ikke risikere at han regner noget ud. Noget jeg kan sige er at vi har været kærester i 5 år og næsten aldrig skændes, er virkelig glad for ham og vi har endda snakket om "fremtiden" (blive gift, få børn, osv). Så føler virkelig vi er et stærkt par der kan gøre den slags. Vil også nævne at vi tit snakker om en pige er lækker og vi har også set ret meget porno sammen, så det er ikke sådan han aldrig ville lægge hånd på en anden pige, hvis i forstår. Og jeg er ikke jaloux typen overhovedet.

Vil meget gerne høre jeres mening om alt det her og håber i kan svare hurtigt!

Knus,
Cecilie

Svar: 

Hej Cecilie

Først og fremmest tillykke med din 5 års dag med kæresten. Skønt at I har været sammen så længe og stadig er rigtig glade for hinanden. 

Du lyder som en fantastisk kæreste, når du gerne vil gøre noget særligt ud af det og give han en hel særlig overraskelse, til hans fødselsdag. Og så skal vi til selve spørgsmålet. 

Er det en god eller dårlig overraskelse? 
Tja...det kan jo være begge dele. Ud fra det du fortæller lyder det som om din kæreste i hvert fald har den her fantasi. MEN..spørgsmålet er som om en overraskelse, er den bedste måde at give gaven på? 

Jeg er helt med på, at du havde tænkt det som den her store vilde overraskelse.  
Du kender din kæreste bedst. Vil han kunne lide sådan en overraskelse? Og lige præcis her, hvor det handler om noget så intimt som sex? 
Du siger at du allerede har læst en del, og at alle siger, at det er noget man skal snakke om som par. Jeg må sige at jeg er enig. Jeg er helt med på selve overraskelsen, skulle gøre det til noget særligt. Spørgsmålet er så bare om det bliver noget særligt godt? Hvis det skal handle om at du vil gøre det bedste for din kæreste, er jeg sikker på, at fælles beslutning vinder over overraskelse. Når det handler om sex er det bare vigtigt, at man er på "samme side af bogen" inden man hopper ud i noget nyt. 

Selvfølgelig kan noget pludseligt opstå. Man er til en fest sammen og man svinger godt med en anden pige. Pludselig opstår der en mulighed og en situation, hvor man er sammen alle tre (eller fire eller...) Men det er ikke det der er tilfældet her. Hvis du planlægger en overraskelse, sammen med én eller to andre piger, står din kæreste i en situation, hvor der allerede står nogle mennesker med nogle forventninger om, at der skal ske noget bestemt. Måske har du truffet valg på hans vegne, som han ikke er enig i? 

For det første...er det overhovedet noget han ønsker? Du siger at det jo er noget alle fyre gerne vil. Der bliver jeg nødt til at sige, at du tager fejl. For nogle fyre, er det en direkte frastødende tanke, ligesom analsex, oralsex, eller urinsex, kan være det for andre. 
For andre kan det være en fantasi, men samtidig være noget, som de slet ikke ønsker at afprøve i virkeligheden. Det er jo det med en fantasi, at den sagtens kan forblive en fantasi. Mange har sex-fantasier, som de er glade for, men samtidig helst vil beholde som en fantasi. Ud fra det du fortæller er der ingen tvivl om at din kæreste har flirtet med tanken, og i hvert fald har den her fantasi. Men når det aldrig er blevet til noget med en trekant...er det så fordi at han er i tvivl om han ønsker at føre fantasien ud i virkeligheden? 
Og er det noget han vil prøve på den her måde? Med de piger du nævner her? Og med 1 ekstra pige, eller 2? 
Jeg tænker det er mange beslutninger du har truffet for din kæreste. Måske har du truffet alle de rigtige, og måske bliver det verden bedste gave. Måske har du ikke, og så bliver det noget rigtigt møg. 
Sådan er det selvfølgelig med gaver. Nogle gange rammer man ikke lige plet. Men den her kan bare ikke rigtig byttes. 

Du spørger også om de her med, om det skal være en tre- eller firkant, og om hvem du eventuelt skulle vælge til eller fra. Her må jeg melde pas. Jeg ved det ganske enkelt ikke. 
Men jeg tænker det er noget du kan tale med din kæreste om. Måske vil din veninde være det perfekte for ham...og for jer. Måske vil det være det værste. Måske vil det ændre jeres forhold for altid? Måske til noget stærkere...måske vil det ødelægge noget mellem jer? Det afgørende er, at det er så vigtig en beslutning, at det er én du bliver nødt til at tage sammen med din kæreste. 

Jeg tænker stadig, at det kan være en rigtig god gave. Jeg tænker bare, at du bliver nødt til at "pakke den ind" på en anden måde end du lige havde tænkt. Der vil altid være usikkerhed forbundet med at prøve noget nyt. Men du får det bedst mulige udgangspunkt for en god oplevelse, og en god gave, hvis du tager din kæreste med på råd. Måske er overraskelsen ved at du præsenterer idéen for ham, en stor nok overraskelse i sig selv?

Mange hilsner
Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program